Selvom færre mennesker generelt dyrker motion under coronakrisen, så er der store forskelle idrætsgrenene imellem. En klar tendens er, at tennis vækster. Det mærker man hos både klubber og i Dansk Tennis Forbund.
To spillere, adskilt af både et net og sjældent med mindre end 10 meters afstand. Det lyder som en opskrift i en vejledning fra sundhedsmyndighederne midt under en verdensomspændende pandemi. Og det er det i grunden også, det er bare samtidig selve tennissportens setup.
Det var derfor heller ikke overraskende, at udendørs tennis var en af de idrætsgrene, der først fik lov at lukke op. Første spæde skridt på vejen mod en mere normal hverdag, efter Danmark blev lukket ned midt i marts af Statsminister Mette Frederiksen grundet stigende frygt for, hvad Corona kunne gøre ved det danske samfund.
Et af de steder der i tiden efter det første skridt af genåbningen kunne mærke interessen for den kontaktfri tennissport er Risskov Tennisklub i Aarhus. Klubben har fået 76 nye medlemmer, hvilket betyder klubben har nået sin makskapacitet på 500 medlemmer. Alene i Aarhus har også klubberne Hasle og ALTS måtte afvise nye medlemmer af den ene årsag, at banekapaciteten ikke rækker til flere medlemmer.
”Jeg har aldrig oplevet, at der så mange medlemmer før. Det er helt vildt,” siger formand for Risskov Tennisklub, Søren Salling Højgaard, til TV2 ØSTJYLLAND.
Det er første gang i 15 år at klubben har måtte lukke for nye medlemmer og oprette en venteliste.
”Folk vil gerne ud og dyrke noget motion, og de andre sportsgrene er lukket, så de kommer ud for at spille tennis, det er vi bare jublende lykkelige for,” fortæller Søren Salling Højgaard.
Forbund bekræfter tendens
Den kvikke læser vil måske bemærke, at omdrejningspunkter i indledningen på denne artikel er geografisk funderet i Aarhus. Der er dog på ingen måde udelukkende tale om et østjysk fænomen. Det bekræfter man i Dansk Tennis Forbund, hvor man med stor interesse har fulgt den gradvise genåbning af Danmark.
”Vi har indikationer på, at tennisklubberne er kommet rigtig godt i gang efter corona-nedlukningen. Mange klubber melder om medlemstilstrømning, og det er vi selvfølgelig rigtig glad for,” siger direktør i Dansk Tennis Forbund, Emil Bødker.
Udviklingen kommer i forlængelse af en generelt positiv periode for tennissporten i Danmark. De senere år er medlemskurven vendt, det med flere tusinde nye tennisspillere rundt om i landets klubber. Udviklingen er dog stadig minimal set i et historisk perspektiv. I 2019 var der samlet i DGI/DTF regi 72.633 aktive tennisspillere i Danmark. I 1990, da medlemstallet toppede, var der 118.000 medlemmer rundt om i landets tennisklubber.
Brug for fællesskaber
Med genåbningen af det meste af sportens verden i de senere uger, har tennis igen fået øget konkurrence fra andre idrætsgrene. Danskerne har generelt været mindre aktive idrætsmæssigt under corona-krisen. Årsagen til det kan være et vigtigt pejlemærke for de danske tennisklubber, hvis de vil holde på medlemmerne, nu hvor det igen er muligt at gå til håndbold, fodbold og badminton.
”At danskerne er mindre aktive under corona er et tegn på, at der grundlæggende findes to slags mennesker, når det handler om at være idrætsaktiv. Den slags dansker der er i stand til selv at snøre løbeskoene, og dem som har brug for et fællesskab at være i for at komme afsted. Enten i form af en idrætsforening eller et fitnesscenter. Når det tilbud ikke er der, så kan vi se, at de går helt i stå, siger direktør i Idrættens Analyseinstitut, Jakob Rathlev til TV2 ØSTJYLLAND.
En rapport fra Idrættens Analyseinstitut viser, at 55 procent af danskerne dyrkede motion inden Danmark blev lukket ned i marts. Det tal var midt i maj måned nede på blot 39 procent. Der er dog også optimisme at læse i rapporten. Forventningen blandt danskerne er nemlig, at de forventer en ændring i deres dårligere motionsvaner.
”Når vi spørger folk, om de forventer at blive mere idrætsaktive efter nedlukningen, så er der et overvældende udsnit af befolkningen, der forventer det. Der er endda en lille tendens til, at folk forventer at blive mere aktive, end de var tidligere, siger Jakob Rathlev.
Dermed tror han fuldt og fast på, at danskerne inden længe igen vil være et af de mest idrætsaktive lande i verden igen.
Falmer tennissporten?
Hverken ALTS, Hasle eller Risskov har indendørs halkapacitet. Dermed vil det kræve et ekstraordinært samarbejde på tværs, hvis de mange nye medlemmer skal have et kvalitetstilbud, når de røde grusbaner falmer og nettet pilles ned.
For det er, og har altid været, et af sportens store problemer. Fastholdelse. Fordi der er så stor forskel på indendørs- og udendørssæsonen. Lige nu har man et ekstraordinært højt antal medlemmer i landets tennisklubber. Hvis man vil gøre sig forhåbninger om at kunne holde på de fleste af disse medlemmer, så vil det kræve et helt særligt stykke arbejde på tværs af både forbund, unioner og klubber.