Holger Rune havde ikke den fornødne tålmodighed til lange dueller mod Dimitar Kuzmanov, der var villig til at holde bolden i gang i timevis
I den ene semifinale ved M25 turneringen 2nd TC Kern World Tennis Tour Tournament i Vogau i Østrig mødte 17-årige Holger Vitus Nødskov Rune 27-årige no. 317 Dimitar Kuzmanov (BUL), der dagen forinden havde løbet solen sort, da han i kvartfinalen efter 3½ time vandt 6-4, 6-7(0), 7-6(3) over 5. seedede Lucas Miedler (AUT).
Bulgareren var tilsyneladende indstillet på, at semifinalen mod Holger gerne måtte blive en ny langvarig affære, idet han hev masser af bolde op i luften og tilbage på den den danske banehalvdel, hvorimod Holger til gengæld manglede den fornødne tålmodighed til de lange dueller, og derfor gik han ofte for tidligt efter at afgøre duellerne.
Alligevel var det marginaler, der blev afgørende for, at Holger ikke fik tvunget kampen i 3 sæt, idet Holger – efter at Kuzmanov havde vundet 1. sæt 6-3 og indledt med et break i 2. sæt – kæmpede sig tilbage i kampen, da brød tilbage og udlignede til 3-3, hvorefter de fulgtes ad til 4-4.
Holger var på vej til at holde sit næste serveparti ved 40-15, men Kuzmanov fik udlignet, og i 2 forsøg brød han igen Holgers serv, så han selv kunne serve for kampen ved 5-4, hvilket han udnyttede på sin 2. matchbold efter at have afværget en dansk break-mulighed ved 30-40, og dermed sluttede kampen med bulgarsk sejr 6-3, 6-4.
Kuzmanov møder i søndagens finale 7. seedede Manuel Guinard (FRA), der vandt 6-4, 6-3 over Nino Serdarusic (CRO)
Resultatet betyder, at Holger optjener 6 point til ATP-ranglisten, hvorved han kan forvente at avancere knap 100 pladser fra sin nuværende rangering som no. 827.
I næste uge spiller Holger igen i Østrig, hvor han gør brug af en af de “Junior Reserved” (JR) pladser, der er forbeholdt de højst rangerede juniorer, ved M15 turneringen GM-Comites Open i Anif, hvor no. 293 Lucas Miedler (AUT) forventes at blive 1. seedet.
Trods nederlaget i semifinalen føler Holger nu, at han har et niveau, hvor han er klar til at begå sig på seniorplan.