Spillet fungerede langt fra optimalt for Clara Tauson, som alligevel havde sine muligheder i semifinalen mod 5. seedet spanier, der efter knap 3 timer sikrede finalepladsen
Efter sikre 2-sæts sejre i de 3 første runder ved W25+H turneringen FIGUEIRA DA FOZ INTERNATIONAL LADIES OPEN 2020 i Portugal, var der fortsat forhåbninger om, at 17-årige Clara Tauson kunne møde Beatriz Haddad Maia (BRA) i en “drømmefinale”.
W25 Portugal: Clara Tauson og Beatriz Haddad Maia blot en sejr fra “drømmefinale”
Den første forudsætning var dog, at Clara i lørdagens første semifinale kunne besejre 28-årige Georgina Garcia Perez (ESP), som Clara på forhånd forventede ville blive en sværere opgave end de tidligere kampe, ikke mindst på grund af spanierens serv.
Clara indledte kampen med at holde serven rent, men spanieren gav allerede ved det første point i egen serv en smagsprøve på serven, da hun indledte sit eget serveparti med et es, og ved 30-0 blev en god serv fulgt op med en baghånds-vinder på den danske returnering, og partiet blev afsluttet med endnu et es.
Mod sådanne server gælder det om at udnytte chancen efter 2. serven, men ved 15-0 sendte Clara servereturneringen direkte ud over baglinjen, og efter 2 rene servepartier var stillingen 1-1.
Clara var godt på vej til at holde serv igen ved 40-15, men Garcia Perez brød alligevel serven efter dansk fejl.
Det lykkedes dog at skabe balance, da Clara brød tilbage, og hun bragte sig foran 3-2, selvom en 40-15 føring igen blev sat over styr, hvorefter begge holdt serv indtil 4-4.
I det næste serveparti blev en 40-15 føring sat over styr for 3. gang i træk i Clara’s serveparti, hvor hun ikke fik udnyttet 4 muligheder for at sikre partiet, som spanieren vandt på sin 3. break-mulighed, hvilket afgjorde sættet, da Garcia Perez servede sættet sikkert hjem ved 40-15 til 6-4.
I 2. sæt blev Clara straks brudt efter 0-40 og 15-40, og det blev 2-0 efter 40-15 i et spansk serveparti, hvor Clara virkede så opgivende, at der i en kommentar til livestreamingen på facebook blev foreslået ny træner, men Clara kom dog på tavlen, da hun holdt serv til 1-2, og hun havde efterfølgende break-muligheder i spanierens næste serveparti ved 15-40, men 3 gode førsteserver afværgede mulighederne og skaffede i stedet spansk fordel.
Et par spanske dobbeltfejl medvirkede dog til, at Clara efterfølgende havde yderligere 3 break-muligheder i partiet, men det lykkedes alligevel spanieren at holde serv til 3-1.
De forspildte muligheder fik dog ikke Clara til at opgiv håbet om et comeback, og efter et sikkert serveparti ved 40-15 udlignede hun herefter til 3-3 på endnu en break-mulighed ved 15-40 i spanierens næste serveparti.
Herefter holdt begge serv, hvorved sættet blev afgjort i en tiebreak, hvor Clara førte både 3-1 og 4-2, men Garcia Perez udlignede til 4-4, inden Clara på sin 2. sætbold vandt 7-5.
Kvaliteten af spillet var meget svingende hos begge spillere, som lavede en del enkle fejl, og Clara’s sædvanlige tempofyldte spil fungerede kun periodevis, og hun havde ikke den store succes de gange, hvor hun forsøgte sig med stopbolde.
Desuden endte flere forsøg på at slå vinder på modstanderens 2. serv med fejl, og førsteserven var i perioder fraværende,
I 3. sæt var Clara under pres i sit serveparti ved 1-2, hvor hun afværgede 3 break-muligheder, inden hun udlignede til 2-2, men efter et rent spansk serveparti til 3-2, blev Clara brudt til 2-4, efter at hun havde vendt 0-30 til 40-30, men Garcia Perez vandt alligevel på den første break-mulighed i partiet.
Derefter holdt Garcia Perez serv til 5-2 efter 40-40, og det fremkaldte et ketsjerkast, hvilket – som følge af en tidligere advarsel for at skyde en bold væk i irritation – udløste en point-straf, så Clara startede sit næste serveparti fra 0-15.
Selvom Clara udlignede til 15-15, vandt Garcia Perez de næste 2 point, som betød 2 matchbolde, og på den 2. matchbold sikrede spanieren sejren 6-4, 6-7(5), 6-2.
Kampen kan genses herunder – uden scoreboard.
https://www.facebook.com/raquetc/videos/1520001274867444/
Dermed bliver den bebudede “drømmefinale” mod Beatriz Haddad Maia (BRA) ikke aktuel. Brasilianeren havde ingen problemer med at spille sig i finalen, da hun uddelte “briller” (6-0, 6-0) til 8. seedede Andrea Lazaro Garcia (ESP).
Turneringen viste – ligesom WTA 125K turneringen i Prag i sidste uge – at Clara har kvaliteterne til at gå hele vejen, hvis hun kan holde et højere “bundniveau”, end det var tilfældet både i semifinalen og i 2. og 3. sæt i 1/8-finalen i Prag mod Kristina Kucova (SVK), der var chanceløs i 1. sæt, hvor Clara spillede op til sit bedste.
Clara kan dog se frem til et markant avancement på WTA-ranglisten, hvor hun på den seneste rangliste har 295 point på 208. pladsen, idet hun på den næste rangliste får tilføjet 40 point for 1/8-finalen i Prag, og derved vil hun formentlig sikre en plads i top 200 med 334 point omkring no. 197.
Med semifinalen i Portugal optjener Clara yderligere 22 point, som dog formentlig først tilføjes en uge senere, hvilket vil betyde yderligere avancement på ca. 15 pladser.
Clara var oprindelig tilmeldt en W25-turnering i Grado i Italien i den kommende uge, men hun blev frameldt turneringen 11. september, hvilket forekommer ganske logisk, idet hun allerede ugen efter deltager i kvalifikationen til French Open.