Med sikre sejre over de bedste portugisiske U14 piger sikrede Sara Børkop finaleplads mod 1. seedet italiener, som sikrede titlen med frygtet forhånd

14-årige Sara Børkop har de seneste 6 år været bosat i Portugal, men når hun er hjemme i Danmark spiller hun tennis for Virum Sorgenfri Tennisklub.

Efter corona-pausen har Sara i løbet af september deltaget i 3 U16 Category 3 turneringer i Portugal, hvor hun udelukkende mødte portugisiske modstandere.
I den første nåede Sara 1/8-finalen, hvorefter hun i de to næste nåede kvartfinalen, inden hun i alle 3 turneringer blev stoppet af det 13-årige talent Lena Couto, der i de to første turneringer i Porto vandt henholdsvis 6-1, 6-3 og 6-3, 6-2, men i den seneste U16-turnering i Sintra var Sara tættere på i 1. sæt, som Lena Couto vandt 7-5, inden hun sikrede sejren 7-5, 6-1.
Lena Couto var i øvrigt i finalen i alle de 3 nævnte turneringer, og hun vandt titlen i den ene af dem, men i de to øvrige blev hun i finalen besejret af den 3 år ældre landsmand Matilde Morais.

I den forløbne uge deltog Sara i sin egen årgang U14 ved Categori 3 turneringen PORTIMÃO 2020 INTERNATIONAL TOURNAMENT U14, hvor der – trods afbud som følge af corona-situationen, var deltagere fra 15 nationer, heriblandt de bedste U14 spillere fra Nadals Tennis Academy.

En af de sidstnævnte var 14-årige Victoria Luna Borg, der tidligere har spillet i KB, men hun bor nu sammen med sine forældre på Mallorca, hvor hun træner på Nadals akademi.
Victoria blev i 1. runde i single besejret 6-3, 6-0 af Maria Pereira (POR).
Victoria havde større succes i double-rækken sammen med sin italienske makker Noemi Basiletti, der bor og træner på Nadals akademi.

Victoria og Basiletti vandt i kvartfinalen 7-6(5), 6-1 over Sara og hendes portugisiske makker Carolina Mesquita efter at begge havde vundet over portugisiske par, som havde wildcards, hvorefter de i semifinalen mødte det 4. seedede portugisiske par Aneglina Voloshchuk og Analu Freitas, der vandt 6-2, 6-4.

Tennisavisen har fået tilsendt billedet herunder med Sara og Victoria.

TE U14 Portimao 2020
Foto: Privat – Sara Børkop og Victoria Luna Borg

Sara og Noemi Basiletti mødtes også i single finalen, men forinden havde Sara sendt de to højst rangerede portugisiske U14-spillere, der begge er på landsholdet, ud af turneringen.
Efter sikre sejre 6-3, 6-0 over Barbara Brito og 6-0, 6-1 over Teresa Poppe, mødte Sara i kvartfinalen 4. seedede Jessica Para, som hun tidligere havde besejret 5-7, 6-2, 6-1 ved U16 i Porto.
Ved at gøre duellerne lange med masser af vinkler på boldene lykkedes det for Sara at følge taktikken og gøre kampen fysisk, hvilket resulterede i en komfortabel sejr 6-3, 6-1.

I semifinalen mødte Sara 2. seedede Maria Pinto, der forinden førte 2-1 i indbyrdes opgør og desuden er mere end 300 pladser højere på TE ranglisten.
Sara havde dog for nyligt vundet det sidste opgør i finalen i en stor national turnering, og hun gik derved til kampen med stor selvtillid, og efter en overbevisende indsats og stort spil vandt Sara kampen med de overbevisende cifre 6-3, 6-0.

I finalen mod 1. seedede Noemi Basiletti, der er Italiens bedste i årgangen, var der brug for, at Sara fandt sit bedste spil frem, men store rygsmerter inden kampen forhindrede, at der kom tilstrækkelig fart i serverne.
Desuden havde Sara ikke et effektivt våben mod italienerens frygtede forhånd, som sendte mere end 15 rene vindere af sted under kampen.
Sara kæmpede dog en brav kamp, og prøvede at finde løsninger med både høje bolde, højt tempo og serv/volley, men Noemi havde et modsvar på det meste og vandt fortjent 6-1, 6-0.

TE U14 Portimao 2020
Foto: Privat – Noemi Basiletti og Sara Børkop

Både Sara og Victoria deltager i den kommende uge i VILAMOURA INTERNATIONAL UNDER 14, hvor Noemi Basiletti igen bliver seedet 1 i U14 Girls singles.

Udover ovenstående billeder fra turneringen i Portimao har Tennisavisen modtaget nedenstående billede fra en tidligere turnering i Portugal

Sara Børkop
Foto: Privat – Sara Børkop

 

Forrige artikelRang- og Entrylister uge 42->: Clara Tauson avancerer 33 pladser til no. 155 og får nye chancer de kommende uger
Næste artikelTurneringer uge 43: WTA på TV 2 Sport X og ATP på Tennistv.com. Torpegaard spiller Challenger og Tauson W80
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.