Cecilie Agerbek Fridthjof og Alexander Nordal Clausen fik revanche for 1. runde nederlag i single, da de begge blev titelvindere i double

Hverken 13-årige Cecilie Agerbek Fridthjof eller 14-årige Alexander Nordal Clausen fik den ønskede start på ugen, da de deltog i U14 Category 2 turneringen Gran Canaria Yellow Bowl, idet de begge måtte forlade turneringen i single-rækkerne efter 1. runde.

Cecilie var seedet 4 i U14 Girls singles, og derfor havde hun på papiret en god chance moden jævnaldrende useedede Irene Vigara Ramos (ESP).
Det er dog velkendt, at spanske spillere ofte er specialister på grus og er garanti for god kvalitet, selvom de ikke figurerer på ranglisterne, og Ramos var ingen undtagelse, idet hun vandt 6-2, 7-5 over Cecilie og efterfølgende nåede til semifinalen i single.

Alexander, der var seedet 5 i U14 Boys singles, mødte ligeledes en jævnaldrende useedet spanier, Noah Lopez Cherubino, der i 1. runde vandt 7-6(4), 6-3, og han nåede ligesom Cecilies modstander senere frem til semifinalen.

Derfor kunne Cecilie og Alexander koncentrere sig om doublerne, hvilket de begge gjorde med stor succes, idet de begge gik hele vejen.

Cecilie var sammen med sin 14-årige spanier makker Luna Dinoto Fernandez seedet 1 i U14 Girls doubles, og derfor var de oversiddere i 1/8-finalen.
Det var heller ikke noget større problem at spille sig videre til semifinalen, idet de i kvartfinalen uddelte “briller” (6-0, 6-0) til Giselle Bunster Herrera (ESP) og Leo Sophie Hagedorn (GER).

Cecilie fik revanche for nederlaget i single, da de i semifinalen vandt 6-3, 6-4 over det spanske par Lucia Rodriguez og Irene Vigara Ramos.
Det blev også til sejr i 2 sæt i selve finalen, hvor de vandt 6-2, 6-3 over 2. seedede Addison Comiskey (USA) og Alexia Gonzalez Galino (ESP).

TE U14 Telde 2020
Foto: Privat

Tennisavisen har modtaget et par billeder efter præmieoverrækkelsen i Girls doubles, men desværre ikke fra U14 Boys doubles, hvor Alexander og hans jævnaldrende russiske makker Filip Adveev også var seedet 1 og oversiddere i 1/8-finalen.

Der blev dog ikke tale om at uddele “briller” i kvartfinalen, som tværtimod måtte afgøres i match-tiebreak, hvor Alexander og hans makker trak det længste strå, da de vandt 3-6, 6-2, [10-6] over det spanske par Noah Lopez Cherubino og Saul Pacheco Benasayag, hvorved Alexander ligesom Cecilie fik revanche for nederlaget i single.

I semifinalen mødte Alexander og Avdeev igen et spansk par, Kenay Ortiz Gonzalez og Keoni Puig McCallan, der blev besejret i 2 sæt 7-5, 6-4.
Finalen blev ligeledes afgjort i 2 sæt med cifrene 6-4, 6-2 mod 2. seedede Romain Andres (FRA) og Yannick Thierry Ngantchalliso (ITA).

Alexander Nordal Clausen
Sportsfotograf.com – Alexander Nordal Clausen
Forrige artikelChallenger Marbella: Dansk sponsor giver wildcard til Holger Rune
Næste artikelDH damer: Vigtige sejre til KB og HIK
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.