17-årige Nastasja Schunk voldte Clara Tauson større besvær end forudset, men break i femte forsøg i nøgleparti i 3. sæt banede vejen til sejr
I optakten til ugens turneringer var det helt ventet, at 18-årige Clara Tauson vil møde nye udfordringer, hvor muligheden for at gå hele vejen i W25 turneringen AK Ladies Open i Altenkirchen i Tyskland afhænger af, at hun ikke er for langt fra sit eget topniveau.
Turneringer uge 7: Ny W25 udfordring til Clara Tauson mens WTA og AO fortsætter i Melbourne
Det indgik dog ikke i analysen, at eventuelle problemer kunne opstå allerede i den første kamp, hvor Clara mødte 17-årige Nastasja Schunk (GER), der havde wildcard til turneringen.
Tyskeren er no. 950 på WTA-ranglisten og no. 58 på ITFs juniorrangliste, men ranglisterne fortæller ikke altid, hvad en undertippede spillere er i stand til at præstere, når de kan spille helt uden forventninger mod en favorit, som kun kan skuffe.
Den unge venstrehåndede tysker fulgte overraskende godt med i det tempo, som Clara ofte har i sit spil, og ofte var Clara presset i defensiven, når Schunk fik lov til at dirigere duellerne med tempofyldt spil.
Det var dog Clara, der kom bedst fra start med et break allerede til 2-0, men Schunk brød straks tilbage, efter at have presset Clara til fejl ved 0-40, men forspringet blev genetableret med endnu et dansk break til 3-1, og Clara bevarede forspringet og vandt sættet 6-3.
I 2. sæt kom Schunk bedst fra start, da hun brød Claras serv ved 15-40 til 0-2, og hun var tæt på at bryde serven igen, da Clara servede ved 1-4, men hun afværgede 3 break-muligheder, så det blev 2-4 i stedet for 1-5.
Begge holdt derefter serv uden problemer, hvorefter Schunk kunne serve for 2. sæt ved 5-3, og hun havde en enkelt sætbold, inden det lykkedes Clara at bryde tilbage og derefter udligne til 5-5.
Sættet blev afgjort i tiebreak, hvor Clara for første gang i sættet kom foran, da hun holdt begge sine server til 2-1, men det blev også den eneste føring i sættet, idet Clara efter sidebyttet ved 3-3 sendte en forhånd i nettet til tysk minibreak, hvorefter Schunk vandt begge sine server og skaffede derved 3 sætbolde ved 6-3.
Et es og en servevinder holdt dog Clara inde i sættet, og hun udlignede derefter til 6-6 med en longline vinder fra forhånden, men et forsøg på endnu en longline vinder ramte udenfor linjen til ny tysk sætbold.
Clara havde derefter en oplagt mulighed for at udligne til 7-7, da Schunk blev presset til at servere et oplæg til smash, som Clara dog sendte i bunden af nettet, så tyskeren vandt tiebreak’en 8-6.
I 3. sæt var Clara tæt på at sætte en 40-0 føring over styr i sit første serveparti efter et par sjuskede fejl, men det lykkedes dog at holde serv i 4. forsøg.
Schunks efterfølgende serveparti udviklede sig til et nøgleparti, hvor der både var flotte vindere og nemme fejl fra begge, men efter 3 tyske fordele og 5 danske break-muligheder var Clara tilbage på vindersporet, da hun brød serven og derefter holdt sin egen serv rent til 3-0 mod den stadig mere modløse tysker, hvis fejlprocent steg mærkbart.
Da Clara senere brød serven igen til 1-5, kunne hun serve kampen sikkert hjem med cifrene 6-3, 6-7(6), 6-1.
På arrangørernes facebook betegnes tyskerens nederlag som “mega schade für Nastasja”.
https://www.facebook.com/AKladiesopen/posts/3712675128851309
Modstanderen i 1/8-finalen bliver fundet onsdag, når no. 220 Maja Chwalinska (POL) og no. 239 Marie Benoit (BEL) mødes på Center Court tidligst kl. 1400, hvilket kan følges på livestream på https://live.itftennis.com/en/live-streams