Større tyngde fra Federico Delbonis satte Holger Rune under et konstant pres, som afgjorde kampen til argentinsk fordel

I såvel de 3 kampe i kvalifikationen og de 2 første runder i hovedturneringen til ATP 250 turneringen Chile Dove Men+Care Open i Santiago var det 17-årige Holger Vitus Nødskov Rune, der var spilstyrende, og da han samtidig – især i de 2 seneste kampe – formåede at bevare koncentrationen og et stabilt højt niveau hele vejen, stod han fredag i karrierens første ATP kvartfinale.

ATP Santiago: Holger Rune videre til ATP kvartfinale som den yngste siden Zverev i 2014

For at spille sig videre til semifinalen var forudsætningen, at han i kvartfinalen mod den 30-årige 8. seedede rutinerede argentiner no. 86 Federico Delbonis kunne fortsætte med at dominere i sine egne servepartier, da det hurtigt viste sig, at Delbonis i langt de fleste etablerede dueller havde størst tryk i slagene, og derved trak han sig oftest sejrrigt ud af duellerne.

Efter 1-0 til Delbonis holdt Holger sit eget serveparti rent efter både servevindere og et es, men i det næste serveparti opstod de første problemer, da Holger kom bagud 15-40, men han fik dog udlignet til 40-40 med et es, og han afværgede endnu en break-mulighed med en servevinder, og han reddede derefter partiet hjem med endnu en servevinder til 2-2.

Delbonis var dog ikke selv for alvor udfordret i sine servepartier, hvor de 2 første blev vundet fra 40-15, men Holger var dog med til 30-30 i det næste serveparti med en returvinder og argentinsk dobbeltfejl, og han havde derefter en kæmpe chance – endda 2 af slagsen – for at få en break-mulighed ved at passere Delbonis ved nettet efter en stopbold, men i stedet ramte Holger netkanten på den forkerte side.
I stedet sikrede Delbonis sig partiet med et es til 3-2.

I Holgers næste serveparti kom han igen under pres efter en argentinsk returvinder til 0-30, men han fik dog udlignet til 30-30, da en dyb bold pressede Delbonis til en fejl, men i den næste slagudveksling blev Holger presset tilbage til en fremtvunget fejl fra forhånden, hvorefter en dyb returnering på Holgers 1. serv gav Delbonis initiativet med endnu en fremprovokeret dansk fejl, som resulterede i kampens første break til 4-2 i argentinsk favør.
Selvom Holger vandt sit næste serveparti rent til 3-5 var sættet i realiteten afgjort da Delbonis derefter holdt serven rent til 6-3.

Sættets 2 nøglemomenter var således, at Holger ikke udnyttede den eneste reelle chance for at en break-mulighed med førnævnte afbrænder ved 2-2 30-30, samt at Delbonis udnyttede sin break-mulighed ved 3-2.

I 2. sæt holdt begge serv fra starten, men allerede i Holgers næste serveparti kom han i problemer, der startede ved 15-0 med et forsøg på en stopbold af den type, som formentlig er årsag til træner Lars Christensens grå hår, da Delbonis havde nemt ved at nå frem og lægge en kontra-stopbold, som Holger ganske vist nåede frem til, men kun for derefter at blive passeret ved nettet til 15-15, og det samme skete, da Holger efter returnering af 1. serven igen forsøgte sig med en stopbold, som var egnet til at fremkalde nye grå hår hos træneren.
Delbonis satte derefter for 3. gang i træk en dyb returnering på Holgers 1. serv, og dermed var Holger for alvor under pres ved 15-40, men den første blev afværget med en servevinder, hvorefter Holger i den næste duel sendte en forhånd over baglinjen til argentinsk break til 2-1, og man fornemmede frustrationerne hos Holger, mens Delbonis fortsat var inde i zonen.

Et gammelt ord i tennis siger dog, at man får altid en chance for at komme tilbage i en kamp, og den chance opstod uventet og ud af den blå luft, da Delbonis indledte i sit næste serveparti med at sende en baghånd i nettet, og han fulgte op med hele 3 dobbeltfejl, som inviterede Holger tilbage, og argentineren havde tilsyneladende forladt den zone, som havde bragt ham på sikker vinderkurs.

Holger udnyttede denne hjælp til at bringe sig foran 3-2 i sit næste serveparti, hvor han undervejs havde succes med en stopbold.
Da Holger derefter igen servede ved 3-3, fulgte han en vellykket stopbold op med en vinder, og mens det blev vist i en gengivelse blev det 30-0 med en direkte vinder på serven – muligvis et es – og et lille håb om de danske muligheder var tændt, men efter en efterfølgende dobbeltfejl og en stopbold, som Delbonis nemt kunne lægge forbi langs linjen, lukkede Holger selv modstanderen ind i partiet.
En argentinsk returnering direkte på baglinjen forårsagede en dansk fejl og dermed argentinsk break-mulighed, som blev udnyttet efter en slagudveksling, der endte med en fejl fra Holger, der derved igen var nede med et break, hvorefter Delbonis holdt serven rent til 5-3.

Da Holger servede for at blive inde i kampen, blev en 30-0 føring igen fulgt op med en dobbeltfejl og en fejl på 2. bolden efterfølgende til 30-30.
Endnu en dansk fejl betød argentinsk matchbold, som Holger selv afgjorde, da en oplagt chance på en slagflugtning havnede i nettet, og dermed vandt Delbonis 6-3, 6-3.

Efter kampen erkendte Holger, at han tænkte lidt for meget på muligheden for med en sejr at få Speciel Exempt (SE) til næste uges ATP 500 turnering i Acapulco, hvilket kan have fjernet lidt af den nødvendige fokus, da der reelt opstod mulighed for at vende kampen i 2. sæt.

Holger sendte efterfølgende denne hilsen til arrangørerne på sin Instagram, hvor antallet af følgere nærmer sig 50.000.

 

Vis dette opslag på Instagram

 

Et opslag delt af Holger Vitus Nødskov Rune (@holgerrune)

Under alle omstændigheder har Holger gennem deltagelse i både Buenos Aires og Santiago fået 7 kampe på højt niveau, og den opnåede erfaring vil uden tvivl medvirke til, at Holger kan fortsætte sin udvikling og avancere markant på ranglisten, hvor han på mandag forventes at avancere fra no. 410 til 316.

Allerede i næste uge får Holger mulighed for at forbedre rangeringen yderligere, idet han netop har fået bekræftet, at han har wildcard til den ATP Challenger, som afvikles i Santiago, og 2 uger senere har han som tidligere omtalt wildcard til ATP Challenger i Marbella.

Holger Rune får igen wildcard til ATP Challenger i Marbella

 

Forrige artikelAJ-Byg ApS bliver sponsor no. 2 for 15-årige Yakup Uzunel
Næste artikelWTA kval St. Petersburg: Clara Tauson udfordret af russisk wildcard
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.