Sveriges bedste tennisspiller indkasserede "æg" i 1. sæt mod Holger Rune, der leverede en taktisk disciplineret indsats, som resulterede i storsejr 6-0, 6-2
Inden opgøret i 1. runde af kvalifikationen til ATP 500 turneringen Barcelona Open Banc Sabadell var forhåbningerne om dansk sejr baseret på den forudsætning, at 17-årige Holger Vitus Nødskov Rune kunne finde sit bedste spil frem mod Sveriges bedste, 22-årige Mikael Ymer, der er no. 95 på ATP ranglisten.
ATP 500 Barcelona: Holger Rune møder Mikael Ymer i nyt nordisk møde
Taktikken forud for kampen var primært at opsøge svenskerens baghånd uden alt for meget fart, da vurderingen var, at Holgers baghånd er bedre, og Holger fandt gennem hele kampen en god balance med en væsentlig lavere fejlprocent end hans modstander, der måtte indkassere et “æg” (0-6) i 1. sæt.
Medvirkende hertil var, at Holger præcist vidste, hvor Ymer ville placere sine server, og ved at undlade at give ham for meget fart i duellerne, blev svenskerens spil mere forudsigeligt, og da Holger bevarede disciplinen gennem hele sættet, lykkedes det at holde svenskeren væk fra pointtavlen i 1. sæt.
Risikoen efter et overbevisende sæt er ofte, at der ubevidst slækkes på koncentrationen, og modstanderen kan nulstille og starte forfra, og det lykkedes da også for Ymer at holde serv i starten af 2. sæt, hvor en dansk stopbold blev straffet og en efterfølgende fejl gav svensk 40-15 føring, og Ymer kom på tavlen efter at have presset Holger til et smash-oplæg.
Holger udlignede dog straks, da han afsluttede en længere duel, hvor han fangede Ymer ved at spille modsat til 40-15 efterfulgt af et es til 1-1.
I Ymers næste serveparti blev Holger dog lidt for overmodig, da han satsede for tidligt på at afgøre bolde, så Ymer lidt for nemt kom foran 40-0, og selvom Holger vandt de næste 2 bolde efter svenske fejl, holdt Ymer alligevel serv til 2-1.
Efter at Holger igen holdt serv til 2-2, opstod mulighed for et break efter et par svenske fejl – heriblandt en stopbold i nettet – og efter endnu en svensk fejl, som gav dansk break til 2-3, var kursen mod dansk sejr for alvor stukket ud, ikke mindst da Holger derefter bragte sig på 40-0, som ikke var det værste tidspunkt for en dobbeltfejl, inden Holger konsoliderede sit break med en stopbold til 4-2.
Ymer førte derefter både 15-0 og 30-15 i egen serv, men Holger holdt sig inde i partiet med et smash til 15-15 og en fremprovokeret fejl til 30-30, hvorefter 2 svenske fejl gav endnu et dansk break og mulighed for at serve kampen hjem ved 5-2.
Der blev ikke rystet på hånden, da kampen skulle afgøres, idet Holger først pressede Ymer til en fejl, og han fulgte en stopbold op ved at passere Ymer til 30-0, og en vinder fra forhånden skaffede 3 matchbolde, og på den første blev kampen afgjort efter fejl på returneringen af en velplaceret 1. serv, hvorved Holger vandt en knusende sejr 6-0, 6-2 efter 55 minutter.
🔥¡Great! Holger Rune 🇩🇰 beats @MikaelYmer 🇸🇪 and gets himself a ticket for the next round 🎟️ #BCNOpenBS #ATP #ATPTour pic.twitter.com/kf14P7j2TB
— Barcelona Open Banc Sabadell (@bcnopenbs) April 17, 2021
Samtidig brugte 7. seedede no. 130 Peter Gojowczyk (GER) 1 time 2 minutter på at sikre sejren 6-4, 6-0 over no. 165 Mohamed Safwat (EGY), og derfor bliver den 31-årige tysker Holgers modstander i kvalfinalen søndag.
Gojowczyk var i 2018 no. 39 som sin højeste rangering. Hans bedste resultat i 2021 blev opnået på hardcourt ved ATP 250 i Montpellier i slutningen af februar, hvor han blev stoppet i semifinalen af Roberto Bautista Agut, der vandt 7-5, 6-1, efter at tyskeren forinden havde vundet over Jan-Lennard Struff (GER), Jiri Vesely (CZE) og Dennis Novak (AUT).
Tennisavisen har modtaget billede efter kampen, hvor Holger fik “mundkurv” på.