Efter en overbevisende og solid indsats er Holger Rune tæt på at opfylde målet om sin første Challenger titel, og sejr i semifinalen vil give adgang til Challenger i næste uge
I Tennisavisens omtale fra 1/8-finalen ved ATP Challenger turneringen Oeiras Open i Portugal var begejstringen over endnu en sejr en smule dæmpet som følge af den meget svingende kvalitet i 18-årige Holger Vitus Nødskov Runes præstation, som især i starten af kampen var præget af en stribe fejl.
Hvis Holger skulle gøre sig håb om at komme videre fra fredagens kvartfinale ville det være nødvendigt at finde frem til et væsentligt højere og mere stabilt niveau mod den 19-årige 6. seedede spanier Carlos Gimeno Valero, der forinden havde vundet 7 kampe på stribe, idet han i sidste uge vandt en M25 turnering i Vic i Spanien, og han havde vundet overbevisende sejre i de 2 første opgør, hvor spillet fortsat fungerede godt for spanieren.
Begge spillere kom usikkert fra start, da Valero straks blev brudt ved 15-40, men da Holger derefter selv blev brudt rent, var der balance i regnskabet igen ved 1-1.
Da Valero derefter ikke formåede at udnytte de 2 fordel, som han havde i sit næste serveparti, kom Holger igen foran med et break, da han pressede sin modstander til en fejl fra forhånden.
Derefter vandt Holger sine servepartier til både 3-1 og 4-2 uden at være i alvorlige problemer, hvorimod Valero derefter kom under pres ved 0-30, da han nåede frem til en stopbolde, men Holger stod klar til at slå kontra, da Valero forsøgte at slå en cross vinder, og en efterfølgende fejl på 2. bolden samt en spansk dobbeltfejl gav Holger endnu et break til 5-2, hvorefter han på sin 2. sætbold vandt et solidt 1. sæt 6-2.
Det danske momentum blev taget med ind i starten af 2. sæt, hvor Valero indledte med sin 6. dobbeltfejl i kampen, og efter yderligere et par fejl havde Holger 3 break-muligheder, og ved 15-40 sørgede spanieren for et tidligt dansk break med endnu en dobbeltfejl, hvorefter Holger benyttede situationen til at bringe sig foran 2-0 efter 40-15.
Valeros kom derefter på tavlen, da Holgers servereturnering ved 40-40 var en anelse ude, og et efterfølgende forsøg på en inside-outside forhånd endte ved siden af linjen, og spanieren fik desuden udlignet, da han brød tilbage i et parti, hvor Holger 2 gange slap
skidt af sted med at forsøge sig med stopbolde, som i begge tilfælde endte med spansk point.
Stopbolde var ganske vist en del af taktikken, idet Valero betegnes som en spiller, der er “rædselsslagen” ved nettet, men i dette tilfælde gav taktikken bagslag og lukkede Valero tilbage i sættet, idet han brød tilbage og efterfølgende holdt sin egen serv rent til 3-2.
Situationen medførte dog, at Holger i de efterfølgende partier var ekstra fokuseret, og han satte for alvor spanieren under pres, da tempoet samtidig blev øget, og derved vandt Holger 11 af de næste 12 point, hvorved han både holdt serv til 3-3 og brød til 4-3, og han førte 40-0 i egen serv, da han pludselig slap gaspedalen efter en fejl fra forhånden og en dobbeltfejl til 40-30 og en mislykket (sjusket) stopbold til 40-40, og endnu en stor dansk fejl gav Valero mulighed for at bryde tilbage, og det var meget tæt på at lykkes, men et tjek af et boldmærke, der var en anelse ude, holdt Holger inde i partiet, og han sikrede sig derefter alligevel partiet.
Derefter kunne Holger serve kampen hjem, og han kom foran 40-0 efter en cross vinder fra forhånden, men på den første matchbold kom Holgers 3. dobbeltfejl i kampen, og Valero pressede derefter Holger til en kort bold, som han afgjorde med en vinder til 40-30, men på den 3. matchbold afsluttede Holger kampen i fornem stil, da han fulgte sin 1. serv til nettet og lagde en vinder modsat med en perfekt flugtning til en komfortabel sejr 6-2, 6-3 efter en solid indsats, hvor Valero kun var i stand til at for alvor at være med i de få perioder, hvor Holger slækkede på koncentrationen.
Kampen kan genses herunder.
Lørdagens semifinaler indledes kl. 1355 dansk tid, og det første opgør bliver en rent portugisisk anliggende mellem no. 313 Gastao Elias og no. 296 Nuno Borges, og derefter møder Holger i den anden semifinale 20-årige Timofey Skatov (KAZ), som Holger har mødt 3 gange tidligere i M15-turneringer i 2020.
Skatov vandt det første opgør 6-2, 6-4 i Anif i Østrig, og næste gang vandt han 3-6, 6-0, 6-1 i finalen i Melilla i Spanien, men i det seneste møde vandt Holger 6-2, 6-2 i kvartfinalen i Valldoreix i Spanien, hvor Holger derefter vandt turneringen.
I tilfælde af sejr vil Holger være et skridt nærmere sit første sæsonmål, som er at vinde en ATP Challenger, men en plads i finalen vil samtidig åbne mulighed for, at Holger kan få en “Special Exempt” (SE) adgang til hovedturneringen ved næste uges ATP Challenger turnering Biella 7, hvor han hidtil har været på Alternate-listen til kvalifikationen, men som følge af nogle afbud er han nu på deltagerlisten til kvalifikationen, som indledes inden turneringen i Oeiras er færdigspillet, og derfor er reserveret 2 SE pladser, som tager højde for en sådan situation.