Efter sejr i 2 sæt i en jævnbyrdig 1. runde mod Tung-lin Wu fandt Holger Rune storspillet frem, da han i 1/8-finalen vandt over den 19 år ældre tuneser Malek Jaziri
For første gang nogensinde er 18-årige Holger Vitus Nødskov Rune seedet i en ATP Challenger, idet sidste uges rangering som no. 231 rækker til en 2. seedning ved Challenger 80 turneringen Aspria Tennis Cup i Milan.
I 1. runde mødte Holger 23-årige no. 267 Tung-lin Wu (TPE), som gav Holger kamp til stregen i begge sæt.
I 1. sæt havde Holger 2 muligheder for at bryde til 2-0, og det samme var tilfældet, da Wu holdt serv til 4-4.
Til gengæld var Holger derefter selv tæt på at blive brudt, da han var bagud 0-40, men han fik alligevel reddet partiet hjem, og han afværgede endnu en break-mulighed, da han holdt serv til 6-6 og sikrede en afgørelse i tiebreak, som Holger vandt 7-4.
I 2. sæt var Holger i sit første serveparti ved 0-1 igen bagud 0-40, men endnu en gang lykkedes det at afværge alle 3 muligheder, og han afværgede efterfølgende endnu en break-mulighed, inden han udlignede til 1-1.
Til gengæld blev Wu straks efter brudt til 1-2, og Holger holdt derefter serv til både 3-1, 4-2 og 5-3 med rene servepartier.
Ved 4-2 havde Holger 2 muligheder for endnu et break, og han havde desuden 2 matchbolde, da Wu servede ved 3-5, og tilsyneladende dukkede derefter “lukkenerver” op, da Holger kunne serve for kampen, idet han efter de førnævnte 3 rene servepartier selv blev brudt rent til 5-5.
Wu kom derefter selv bagud 0-40, men alle 3 break-muligheder blev afværget, og Wu havde desuden fordel til 6-5, men Holger fik en ny chance, som blev udnyttet, så han igen kunne serve for kampen ved 6-5, og denne gang var der ingen forstyrrende lukkenerver, idet Holger med endnu et rent serveparti sikrede sejren 7-6(4), 7-5.
Tennisavisen modtog umiddelbart efter ovenstående billede med en tilfreds vinder.
37-årig tidl. top 50 kunne ikke følge tempoet
Dermed var Holger klar til 1/8-finalen, hvor han mødte 37-årige no. 283 Malek Jaziri (TUN), der for 2 år siden var i top 50.
Tuneseren, der blev professionel i 2003, hvor Holger blev født, havde i 1. runde vundet 6-4, 6-1 over no. 288 Elliot Benchetrit (MAR).
Holger afgav blot et enkelt point i sine 2 første servepartier, men Jaziri var heller ikke i problemer, da han vandt begge sine ved 40-30, og ved 2-2 måtte Holger for eneste gang i kampen afværge en tunesisk break-mulighed, hvorefter han selv brød modstanderens serv rent til 4-2.
Jaziri fulgte med til 40-40 i Holgers 2 næste servepartier, men Holger vandt begge partier og sikrede sig derved 1. sæt 6-3.
I 2. sæt skruede Holger yderligere en tand op for tempoet, og han brød tuneserens serv til både 1-0 og 3-0, og han fortsatte dominansen med et rent parti til 4-0, inden Jaziri kom på tavlen, da han holdt serv ved 40-30, hvorefter Holger gjorde arbejdet færdigt, da han først holdt egen serv til 5-1, og han spillede sig frem til sin første matchbold, da Jaziri efter sit favoritslag dybt i Holgers forhånds-hjørne blev passeret med en cross vinder til 0-40, og med et rent break, sikrede Holger sig en overbevisende sejr 6-3, 6-1.
Især i 2. sæt spillede Holger både afslappet og i et tempo, hvor Jaziri ikke kunne følge med, og hvis Holger kan finde tilsvarende takter frem videre i turneringen, er der grund til optimisme forud for kvartfinalen, hvor Holger på fredag møder 26-årige no. 278 Pedro Cachin (ARG), der i 1. runde vandt 7-5, 6-3 over no. 336 Raul Barncaccio (ITA), der fik wildcard, og i 1/8-finalen vandt argentineren 6-1, 6-4 over 6. seedede no. 252 Tristan Lamasine (FRA).
Argentineren må dog ikke undervurderes, idet han i starten af april vandt en Challenger 50 titel i Oeiras i Portugal, hvor Holger 3 uger senere var i finalen i en tilsvarende turnering samme sted.
Kvartfinalen betyder at Holger på liverankingen er no. 224, hvilket er Holgers hidtil højeste.