For anden uge i træk vinder Holger Rune en ATP Challenger titel, og han fortsætter opstigningen på ATP-ranglisten, hvor han bliver no. 145 forud for kvalifikationen til US Open
18-årige Holger Vitus Nødskov Rune havde inden kvartfinalen ved ATP Challenger 80 turneringen Internazionali di Tennis Verona i Italien vundet 8 kampe i træk, og han fortsatte sejrsrækken i kvartfinalen, hvor den 1. seedede 24-årige spanier no. 110 Carlos Taberner blev taberen i et opgør, som blev totalt domineret af danskeren, som med sprudlende tempofyldt spil vandt en knusende sejr 6-2, 6-1.
Dermed var Holger for 4. gang i år i en ATP Challenger finale med mulighed for at sikre sin 3. Challenger titel, efter at han i sidste uge vandt en ATP Challenger 90 titel i San Marino.
Challenger San Marino: Holger Rune no. 162 på ATP-ranglisten efter største professionelle titel
I finalen i Verona mødte Holger ATP-ranglistens no. 302 Nino Serdarusic (CRO), der i semifinalen vandt 6-1, 6-1 over 5. seedede no. 219 Jay Clarke (GBR), og forinden havde han i kvartfinalen vundet 4-6, 6-3, 6-0 over 8. seedede no. 239 Gastao Elias (POR), som tidliger i år har vundet 2 gange over Holger, der dog vandt det seneste opgør.
Holger havde en enkelt chance for at bryde sin modstander ved stillingen 1-1, og ved 4-3 havde Serdrusic en enkelt break-mulighed i Holgers serv, men Holger fik kæmpet partiet hjem, hvorefter han brød modstanderens serv, og derefter sikrede han sig sættet 6-4 på den 2. sætbold efter 40-0 i egen serv.
I 2. sæt brød Holger serven til både 2-1 og 4-1, og han var for alvor på sejrskurs, da han derefter holdt serv til 5-1, og ved 5-2 havde han muligheden for at sikre titlen i sit eget serveparti.
Det var dog ikke helt problemfrit, idet Serdarusic havde 4 break-muligheder, inden Holger med et smash kunne afslutte kampen, som blev vundet med de komfortable cifre 6-4, 6-2 efter en kamp, hvor Holger fortsat spillede med stor autoritet, og i de pressede situationer undervejs, formåede Holger at løfte spillet, så sejren aldrig kom i fare.
Kampen kan genses herunder.
Sejren indbringer 80 point til ATP-ranglisten, hvor Holger på liverankingen avancerer til no. 145, og derved har han med de 2 seneste Challenger titler forbedret sin rangering med 45 pladser, hvilket således at det antal pladser han nu vil være fra sæsonmålet top 100.
På racelisten er Holger allerede langt inde i top 100, idet han live racelisten er no. 71, og dermed den næstbedste i Skandinavien efter Casper Ruud, men foran no. 91 Mikael Ymer (SWE), og han er desuden foran Finlands bedste, no. 83 Emil Ruusuvuori.
Efter kampen modtog Tennisavisen billeder fra præmieceremonien.
Holger rejser søndag videre til New York, hvor han kun har et par dage til at vænne sig til tidsforskellen og omstille sig til hardcourt, inden både Holger og Mikael Torpegaard deltager i kvalifikationen til US Open, som indledes på tirsdag.