Frederik Løchte og Treat Huey måtte gennem en jævnbyrdig match-tiebreak tirsdag, inden sejre var i hus, hvorimod Holger fra 2-3 vandt 10 partier på stribe mod tidligere top 10 spiller
Efter en periode med skiftende makkere har 38-årige Frederik Løchte Nielsen genoptaget samarbejdet med 36-årige Treat Huey (PHI), som han i flere tilfælde tidligere har spillet sammen med i ATP Challengers – første gang for 10 år siden, hvor de sammen nåede finalen Binghamton, og da de 3 år senere igen dannede par, vandt de titlen i Charlottesville, og de gentog kunststykket året efter i Vancouver.
I 2019 spillede de sammen i ATP 250 i både Båstad og Gstaad, og i begge “stader” nåede de kvartfinalen, og det samme var tilfældet, da de i starten af april spillede sammen ved ATP 250 i Cagliari.
Da de i sidste uge genoptog samarbejdet ved ATP 80 i Biel i Schweiz nåede de semifinalen, og derved har parret endnu ikke oplevet at blive sendt ud af en turnering sammen i 1. runde.
Det var dog tæt på at blive tilfældet, da de tirsdag vandt knebent 4-6, 6-3, [10-8] i 1. runde ved ATP Challenger 125 turneringen 16eme Open d’Orleans i Frankrig over Hunter Reese (USA) og David Vega Hernandez (ESP).
Det spansk-amerikanske par havde vundet 1. sæt 6-4, og de havde 3 break-muligheder i det psykologiske 7. parti ved 3-3 i 2. sæt, men mulighederne blev ikke udnyttet, og i stedet blev de selv brudt til 3-5 på “deciding point” efter 0-40, hvorefter kampen blev afgjort i match-tiebreak, hvor Reese og Hernandez afværgede 2 matchbolde ved 6-9, men på den 3. matchbold blev sejren sikret med en servevinder fra Huey.
Tennisavisen har fortsat ingen billeder med Huey, og derfor benyttes ovenstående fra arkivet.
Til gengæld har Tennisavisen modtaget billeder fra onsdagens 1. runde kamp i single, hvor 18-årige Holger Vitus Nødskov Rune mødte 36-årige Gilles Simon (FRA), der indtil for 4 år siden har været fast inventar i top 30, og hans seneste top 10 placering var i 2015.
Simon har i 2021 ikke vundet mange kampe, og han bevarer kun sin top 100 status som no. 99 med det yderste af neglene og ved hjælp af fastfrosne point, som er bevaret på grund af corona-situationen.
Omvendt er den eneste årsag til, at Holger endnu ikke er i top 100, at de fastfrosne point holder flere spillere inde i top 100, selvom deres resultater efter corona-pausen under normale omstændigheder ikke ville række til top 100.
Derfor er Holgers rangering som no. 124 ikke helt retvisende, hvilket også afspejles i odds inden kampen, hvor Holger var blandt dagens største favoritter hos betting-selskaberne.
Simon fulgte dog godt med i starten af kampen, hvor han havde 2 break-muligheder til 2-0, og han fulgte stadig godt med, da han vandt sine servepartier til både 2-1 og 3-2 fra 40-15.
Det samme gjorde Holger, da han udlignede til både 2-2 og 3-3, men i det næste franske serveparti fik Holger hul på bylden og brød franskmandens serv ved 15-40, og Holger havde efter en lidt usikker start fuldkommen kontrol over begivenhederne resten af kampen, hvor Simon ikke vandt et eneste parti efter 2-3, hvorved Holger vandt en stensikker sejr 6-3, 6-0.
Holgers modstander i 1/8-finalen bliver først fundet natten til torsdag, idet no. 106 Ricardas Berankis (LTU) og no. 232 Bradyden Schnur (CAN), der er videre fra kvalifikationen, kort før midnat indledte 3. sæt efter at Schnur vandt 1. sæt 7-0 i tie-break, hvorefter Berankis vandt 2. sæt 6-4.
Tilføjelse: Berankis vandt kampen 6-7(0), 6-4, 6-2
Vinderen af kampen har dog mulighed for at sove længe, da kampen mod Holger er programsat som 2. kamp efter kl. 1730 på PDS Court Central.
Løchte og Huey spiller til gengæld den første kamp på CJF La Foret 1, hvor de kl. 1400 møder det amerikanske par Robert Galloway og Alex Lawson (USA).