Efter et sandt bombardement fra hårdtslående Ludmilla Samsonova leverede Clara Tauson flere gange comeback, og hun afværgede 5 matchbolde i 2. sæt, inden hun med 3 serve-esser og en ren vinder sikrede en mirakuløs sejr
Overskriften til omtalen af kvartfinalen ved WTA 250 turneringen Courmayeur Ladies Open 2021 i Italien passer kun delvis, hvis den genbruges til at beskrive forløbet af semifinalen, hvor 18-årige Clara Tauson blev udsat for et rent bombardement mod 3. seedede Ludmilla Samsonova (RUS).
WTA 250 Courmayeur: Clara Tauson vendte truende nederlag til sikker sejr
Ganske vist vendte Clara igen et truende nederlag til en sejr, som dog på ingen måde kan betegnes som sikker, tværtimod var der tale om et mirakuløst comeback, idet Samsonova i løbet af kampen bombarderede Clara med kanonhårde server og et væld af vinderslag, der var så kraftfulde, at det – på grund af hendes navn – leder tankerne til Samson fra Det Gamle Testamente på grund af hans vældige kræfter.
I modsætning til Claras første kamp i turneringen, hvor hun blev brudt rent i sine 2 første servepartier, sad serverne denne gang som de skulle fra start, hvorved Samsonova blot vandt et enkelt point i hvert af partierne.
Til gengæld vandt Samsonova sit første serveparti rent efter 3 servevindere og en vinder på 2. bolden.
I russerens næste serveparti lykkedes det dog for Clara både at få sat returneringerne i spil med dybde og kvalitet, og derved opstod muligheder, da russerens kompromisløse spillestil ofte resulterede i fejl, hvilket førte til at Clara brød serven efter 0-40 og 15-40.
I Claras næste serveparti, blev den første russiske returnering dømt ude af linjedommeren, men stoledommeren overrulede straks til stor utilfredshed hos Clara, der dog reagerede med en servevinder, og selvom Samsonova satte næste returnering i spil, endte den efterfølgende duel igen med russisk fejl til 30-15.
Betydningen af at få førsteserven i spil blev illustreret, da Samsonova på den efterfølgende 2. serv trådte ind i banen og trykkede returneringen tæt på baglinjen, hvor Clara ikke nåede at komme i stilling til at returnere bolden.
Næste point blev en gentagelse af førnævnte mønster, da Samsonova ganske vist returnerede 1. serven, men Clara bevarede initiativet i duellen, som igen endte med russisk fejl til 40-30.
Også det næste point illustrerede vigtigheden af, at få overtaget med 1. serven, idet Samsonova igen fik overtaget efter en dansk 2. serv og fremprovokerede fejl, og det blev 30-40 og russisk break-mulighed, da Samsonova igen fik overtaget efter 2. serven og afgjorde point’et med en kraftfuld vinder fra forhånden.
Da Samsonova derefter satte en dyb returnering efter 1. serven og fremprovokerede dansk fejl, var russeren tilbage i sættet.
Efter russisk udligning til 3-3 kom Clara igen i problemer, da hun satte 40-15 overstyr, fordi 1. serven udeblev, og det tidligere mønster, hvor dueller ofte endte med russisk fejl, var ikke mere helt konsekvent, da en dansk fejl gav Samsonova break-mulighed.
Den efterfølgende længere slagudveksling resulterede dog igen med en fejl fra Samsonova, og det var også tilfældet ved det næste point, hvor Samsonova havde initiativet, mens Clara i bedste “Kerber-stil” – halvvejs siddende – modstod presset med en stærk defensiv, indtil Samsonova via netkanten sendte bolden udenfor banen.
Et es på 2. serven sikrede derefter, at Clara stadig var i teten ved 4-3.
Presset fra Samsonova fortsatte, da Clara ved 4-4 igen måtte afværge russiske break-muligheder, da en duel blev afsluttet med fejl fra Claras forhånd til 30-40, men en oversatset forhånd fra Samsonova holdt Clara inde i partiet, og hun afværgede – efter en russisk vinder ved nettet – endnu en break-mulighed med en servevinder, hvorefter Clara selv fik 2 muligheder for at afgøre partiet efter yderligere et par servevindere.
Den første mulighed blev fjernet af Samsonova med et smash, men på den næste blev en afbrænder efter et vinderoplæg fatalt, da russeren afsluttede den næste slagudveksling med en skarp cross vinder fra baghånden, og med en forhåndsvinder i modsatte side sikrede hun i den næste duel det afgørende break, som blev fulgt op med et rent serveparti, hvorved Samsonova vandt sættet 6-4.
I 2. sæt så det for alvor svært ud for Clara, da hun ved stillingen 2-2 blev brudt rent efter en bomberegn af vindere fra Samasonova til 0-40, hvor hun desuden fremprovokerede en dansk fejl.
Selvom Samsonova på dette tidspunkt havde et massivt overtag i kampen, er det velkendt, at der i tennis altid vil opstå muligheder for at vende tilbage i en kamp, og muligheden opstod umiddelbart efter, idet Samsonova indledte sit næste serveparti med at sende 2. bolden for langt, og Clara viste derefter igen sine defensive kvaliteter ved at modstå et konstant russisk bombardement, indtil en af kuglerne ramte udenfor banen, så der opstod en åbning ved 0-30.
Efter en effektiv 1. serv fulgt op af en vinder på 2. bolden til 15-30, betød en efterfølgende russisk fejl, at Clara fik muligheder for at bryde tilbage ved 15-40, hvilket lykkedes i første forsøg, da en underskruet kort servereturnering på tværs blev returneret i nettet til dansk udligning 3-3.
Begge holdt derefter serv komfortabelt, men ved 4-4 måtte Clara igen kæmpe hårdt for sit serveparti, som først blev sikret i 4. forsøg, dog uden at Samsonova havde break-muligheder, og der var heller ingen break-muligheder i de næste 2 partier, hvorved sættet blev afgjort i tiebreak.
Tidligt i tiebreak’en fik Clara en gave i form af en russisk dobbeltfejl og dermed minibreak til 2-1, men gaven blev betalt dobbelt tilbage med 2 danske dobbeltfejl til stor ærgrelse for Clara, der i frustration gav ketsjeren et par slag i underlaget, da Samsonova med en efterfølgende vinder fra baghånden udbyggede føringen til 4-2 inden sidebyttet, hvorefter endnu en bombe fra den russiske baghånd øgede til 5-2.
Et nyt minibreak efter en vinder fra forhånden skaffede derefter Samsonova 4 matchbolde, og som kampen hidtil var forløbet, var der formentlig meget få, der stadig troede på et dansk comeback, og presset blev ikke mindre, da Clara ikke ramte feltet med 1. serven, men russerens forsøg på en direkte vinder efter 2. serven havnede bag baglinjen, så Clara fik reduceret til 3-6.
Russeren havde derefter 2 muligheder for at afgøre kampen i egen serv, men den første mulighed forsvandt, da 2. bolden efter en kvalificeret returnering på 2. serven blev sendt ud, og præcis det samme skete efter endnu en returnering af 2. serven, og et lille håb om et muligt comeback var tændt.
Selvom Clara igen måtte ty til 2. serven afværgede hun også den 4. matchbold, da Samsonova igen afsluttede duellen med fejl fra baghånden, og i stedet fik Clara efter en servevinder sætbold ved 7-6.
Samsonova afværgede dog sætbolden med sit 12. es i kampen, og i en efterfølgende længere slagudveksling blev en slice fra Claras forhånd en anelse lang, så russeren fik en 5. matchbold ved 7-8, hvor Clara igen blev nødt til at anvende sin 2. serv, der dog blev placeret så præcist, at Samsonova sendte returneringen i nettet, og da returneringen på Claras efterfølgende 1. serv havnede udenfor banen, var der igen dansk sætbold ved 9-8, hvor Samsonova ikke fik 1. serven i feltet, og selvom Clara blev presset til en kort returnering efter 2. serven, sendte russeren 2. bolden ud af banen, og Clara var mirakuløst tilbage i kampen, som derfor måtte afgøres i 3. sæt.
Going the distance in Courmayeur 🛣
🇩🇰 Tauson fights back from a 6-2 tiebreak deficit to clinch the second set against Samsonova!#CourmayeurLadiesOpen pic.twitter.com/Hxz3OQRbsV
— wta (@WTA) October 30, 2021
Samsonova kom allerede i sit første serveparti under pres, da hun kom bagud 0-30, og selvom hun vandt de næste 3 point og havde yderligere en fordel, fik Clara alligevel en break-mulighed efter russisk dobbeltfejl, men muligheden blev afværget med en kraftfuld forhånd, som fremprovokerede dansk fejl, og Samsonova vandt derefter sit serveparti til 1-0.
Senere i sættet var Samsonova igen på vindersporet, da Clara blev brudt rent til 1-3 efter dansk dobbeltfejl ved 0-40, men som det var tilfældet tidligere i kampen, brød Clara straks tilbage, hvilket startede med russerens 8. dobbeltfejl efterfulgt af en fejl på næste danske servereturnering til 15-30.
I næste duel sikrede Clara 2 break-muligheder, da en russisk longline fra forhånden blev besvaret med en cross vinder modsat med baghånden, og på den 2. mulighed satte Clara en perfekt servereturnering tæt på baglinjen og fremprovokerede en russisk fejl, og Clara vandt derefter sit efterfølgende serveparti og udlignede til 3-3, hvorefter begge holdt serv til 4-4.
I Samsonovas næste serveparti opstod en lille åbning, da hun kom bagud både 0-15 og 15-30, hvor Clara fangede modstanderen på det forkerte ben med en longline vinder, men Samsonova anvendte samme taktik, da hun udlignede til 30-30.
En skarp returnering af den næste russiske serv, fremprovokerede fejl på 2. bolden, og den deraf følgende break-mulighed blev eksekveret med en direkte vinder efter en velplaceret udad-skruet russisk serv.
Da Clara derefter kunne serve for kampen var hun iskold, idet hun fyrede 3 esser afsted til 40-0, og på den første matchbold, hvor 2. serven kom i spil, afsluttede Clara med en vinder fra baghånden til samlet sejr 4-6, 7-6(8), 6-4 efter et mirakuløst comeback, hvor Clara igen udviste stor mental styrke og et vinderinstinkt, som kun kan aftvinge respekt.
Comeback ᴄʟᴀʀᴀ 🇩🇰
A dramatic victory gives the 18-year-old a chance to fight for the title in Italy!#CourmayeurLadiesOpen pic.twitter.com/EeRMTxkCNk
— wta (@WTA) October 30, 2021
Statistikken fra kampen fortæller bl.a. at Samsonova sendte 43 vindere afsted mod 22 danske, mens antallet af fejl til gengæld var 31-15, men statistikken giver ikke det fulde billede, da de fremprovokerede fejl ikke fremgår.
Samsonova vandt i alt 108 point mod Claras 106, men det var dog Clara der vandt de afgørende vigtigste point.
Kampen varede næsten 2½ time og har uden tvivl været både mentalt og fysisk krævende, og det store spørgsmål er derfor, om Clara kan mobilisere den nødvendige energi, når hun søndag kl. 1700 i finalen møder 25-årige Donna Vekic (CRO), der for et par år siden var i top 20, men efter en periode præget af skader har hun været udenfor top 100.
Vekic er dog godt på vej til igen at finde sit tidligere niveau.
Bookmakerne er dog ikke i tvivl om, at Clara alligevel må påtage sig favoritværdigheden.
Vekic behøvede ikke at tilbringe tilnærmelsesvis så lang tid på banen i seminalen, hvor hun på lidt over en time vandt 6-2, 6-0 over no. 56 Jasmine Paolini (ITA)
Finalen kan følges på TV 2 Sport X søndag kl. 1700.