Livslang interesse for tennissporten har fået tidligere pressechef hos Dansk Tennis Forbund, Jakob Boye-Møller, tilbage til tasterne efter mange år, og han glæder sig til igen at bidrage til at formidle om hvad han kalder verdens bedste sport

At arbejde professionelt med formidling af tennissporten blev et afsluttet kapitel for Jakob Boye-Møller tilbage i 2003, hvor han efter syv år som presse- og kommunikationschef hos Dansk Tennis Forbund (DTF) takkede af og fortsatte en karriere indenfor offentlig ledelse, heraf de seneste 11 år indenfor uddannelsessektoren, og suppleret med en master fra CBS i offentlig ledelse, som han afsluttede i 2019.

Trods et spændende og udviklende karriereforløb siden tiden i DTF, har han fulgt tennissporten tæt fra sidelinjen: ‘Trods det, at mit arbejdsliv har udviklet sig i en anden retning, er og bliver tennissporten en hjertesag for mig, så jeg har lige siden min tid i DTF fulgt sporten, spillerne og de mange aktører. I den forbindelse har jeg også glædet mig over, at kunne følge sporten via Tennisavisen, og glædet mig over den udvikling Tennisavisen har gennemgået til i dag at være Danmarks største uafhængige, digitale platform for formidling af tennis‘, siger han.

En glæde at vende tilbage til tasterne

Igennem årene har energien og lysten til at vende tilbage til formidling af tennissporten været støt stigende, men spørgsmålet var så i hvilken form og ramme det skulle ske: ‘Jeg har et relativt krævende arbejdsliv, som er både givende og inspirerende, så har ingen ambitioner om igen at gøre formidlingen af tennis til en profession. Her passer måden at kunne være frivillig, freelance skribent på hos Tennisavisen perfekt, og efter en inspirerende tennis-snak over en kop kaffe i Granen i KB med John (Kristensen, udgiver af Tennisavisen) var jeg ikke i tvivl om at det var helt den rigtige måde for mig at vende tilbage til tasterne på‘, fortæller han videre.

Fokus på organisationer og talenter

Med hans mangeårige baggrund i og viden om tennissporten vil Jakob blandt andet interesse sig for de politiske organisationer i og omkring tennissporten, både nationalt og internationalt, og samtidig håber han også at finde tid til at sætte fokus på de talenter, som endnu ikke er nået lige så langt som f.eks.

Clara Tauson og Holger Rune: ‘Jeg synes tennissporten med en særlig dansk vinkel på mange måder allerede er flot dækket i Tennisavisen, så jeg drøftede med John om hvilke andre felter, der med fordel kunne sættes fokus på for yderligere at styrke tennisavisen, og her fandt vi frem til et både dansk og internationalt politisk-organisatorisk fokus samt et fokus på talenter, i det omfang tiden er til det’, siger han og afslutter: ‘Jeg ser meget frem til samarbejdet, til at bidrage til Tennisavisen og igen formidle viden og nyheder om verdens bedste sportsgren‘.

Forrige artikelRapport fra Stockholm: Holger på TV inden Murray fra Kungliga Tennishallen
Næste artikelRapport fra Stockholm: Holger klar til afgørende puljefinale. Murray punkterede top 10 opgør
Tennisavisen.dk
Tennisavisen.dk er Danmarks største digitale tennisunivers. Vi bringer nyheder, billeder, analyser, debat og aktuelle opdateringer fra tennisverdenen – både fra Danmark og internationalt.