Tommy Paul er efter sejre over både Fritz, Murray og Tiafoe klar til karrierens første ATP finale mod den forsvarende meste Denis Shapovalov, som vandt canadisk duel

Tommy Paul er blandt de spillere, der befinder sig lige udenfor top 50 og sjældent stjæler de store overskrifter på ATP-touren.
Dog fik den 24-årige amerikaner lidt ekstra opmærksomhed, da han i 1. runde ved ATP 250 turneringen Stockholm Open 2021 vandt 6-4, 6-2 over 18-årige Leo Borg, som fik et wildcard til turneringen.

Paul har dog som junior været blandt de bedste, idet han i 2015 var no. 3 på ITF’s juniorrangliste, og samme år var han i finalen i både French Open og US Open.
I begge finaler var modstanderen den jævnaldrende landsmand Taylor Harry Fritz, der vandt US Open, efter at Paul havde vundet French Open.

Inden de ved 1/8-finalen i Stockholm mødte hinanden for 6. gang var stillingen 3-3 i deres indbyrdes opgør, hvor de 2 seneste opgør var ved ATP Challengers i 2017.
Selvom Fritz efterfølgende er avanceret til top 25, mens Paul nærmer sig top 50, trak sidstnævnte det længste strå og vandt 6-4, 6-4, hvorved han fører 4-3 over Fritz indbyrdes.

Det lå ikke i kortene, at Paul skulle blande sig i den øverste del af lodtrækningen, hvor det var forventet, at 1. seedede Jannik Sinner kunne nå finalen, hvor han med en titel fortsat havde mulighed for at slutte året i top 10.
Den mulighed blev dog forpasset allerede i italienerens første kamp, hvor Andy Murray vandt 7-6(4), 6-3.

Reaktionerne under kampen bekræfter, at Murray fortsat nyder kæmpe popularitet hos det svenske publikum, som uden tvivl havde håbet på en semifinale mellem Murray og den ligeledes meget populære 8. seedede Frances Tiafoe (USA).
Sidstnævnte banede vejen for, at et sådant opgør blev muligt, men Tommy Paul havde andre planer, idet han i kvartfinalen sendte Murray ud af turneringen, da han vandt 6-2, 3-6, 6-3.

Stockholm Open 2021
Foto: Tennisavisen – Selvom både Murray og Sinner var ude, var der alligevel udsolgt til semifinalerne

Derfor var fredagens første semifinale et amerikansk opgør mellem Paul og Tiafoe, der i et både velspillet og jævnbyrdigt 1. sæt havde 4 break-muligheder ved 5-5, inden han sikrede et afgørende break, og han afværgede selv en break-mulighed, da han i sit eget serveparti vandt sættet 7-5.

I 2. sæt havde Tiafoe igen mulighed for at serve for sættet ved 6-5, da han igen havde brudt modstanderens serv, men efter 2 mini-break’s til hver brød Paul serven igen ved 5-5, og han vandt derefter tiebreak’en 7-5 til stor ærgrelse for Tiafoe, der kylede sin ketsjer på tværs af banen, da en longline forhånd på sætbolden var en anelse ude.

I 3. sæt brød Paul serven til 2-1 på den 4. break-mulighed, og i resten af sættet afgav Paul blot 2 point i egne servepartier, og han lukkede kampen med et rent serveparti til samlet sejr 5-7, 7-6(5), 6-4.

Herunder nogle udvalgte optagelser fra kampen

https://www.youtube.com/watch?v=T2bIKokmLWQ?rel=0

 

I den modsatte halvdel havde 3. seedede Denis Shapovalov haft stor besvær i kvartfinalen mod no. 62 Arthur Rinderknech (FRA), inden canadieren havde sikret sejren 4-6, 6-3, 7-5, hvorimod hans 2. seedede landsmand Felix Auger-Aliassime uden større besvær vandt sin kvartfinale 6-4, 6-3 over no. 61 Botic Van De Zandschulp (NED), efter at han i 1/8-finalen onsdag vandt 6-3, 6-4 over Filip Krajinovic (SRB).

Herunder nogle næroptagelser fra sidstnævnte kamp, hvor Tennisavisens kameramand som tidligere omtalt ikke fik lov til at lave optagelser fra en position med mulighed for at dække hele banen.

https://www.youtube.com/watch?v=VZuxjrIynx8?rel=0

Turneringens pressechef sørgede dog for, at et lignende problem ikke skulle opstå igen under semifinalerne, men til gengæld var presse-pladserne inddraget med den begrundelse, at der var sket fejl ved billetsalget, så disse pladser var solgt til tilskuere.

Selvom den første semifinale havde varet 2½ time, blev langt de fleste tilskuere i tennishallen for at følge semifinalen mellem de to canadiske topnavne.

22-årige Shapovalov er forsvarende mester, og den 1 år yngre Auger-Aliassime havde som følge af Sinners exit mod Murray sikret sig at slutte året på den prestigefyldte 10. plads på ATP-ranglisten,

Shapovalov fik den bedste start med et break i kampen første serveparti, og efter endnu et break til 5-2 var 1. sæt tilsyneladende afgjort, men Auger-Aliassime brød tilbage til 3-5, og han vandt derefter sit serveparti til 4-5, hvorefter han havde 2 break-muligheder til at komme helt tilbage i sættet, men Shapovalov afværgede begge muligheder og vandt sættet 6-4.

I 2. sæt brød Auger-Aliassime serven til 3-1, men Shapovalov brød straks tilbage, og de fulgtes ad til 5-5, hvorefter Shapovalov brød rent til 6-5, og denne gang var der ingen vaklen, da han lukkede kampen ved 40-15, og med cifrene 7-5, 6-4 bevarer han muligheden for at forsvare sin titel, når han lørdag kl. 1600 møder Tommy Paul i finalen.

Herunder uddrag fra den canadiske tvekamp.

https://www.youtube.com/watch?v=UNXucWhru6Q?rel=0

Forrige artikelNext Gen Finals: Holger Rune fik ikke udnyttet muligheder for semifinale
Næste artikelATP 250 Stockholm: Tommy Paul vinder finalen over den forsvarende mester
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.