Så skete det igen. Efter den store fokus ved French Open udviste Naomi Osaka endnu engang en skrøbelig side af sig selv, da hun deltog i et pressemøde. En episode det på ny sætter gang i debatten om, hvor meget man kan kræve af sportens superstjerner.
De sidder som sild i en tønde. De står langs panelerne og der er ikke megen plads til Corona-hensyn. Som udsendt reporter har jeg stået der som fast inventar. Et inventar, der tæller journalister fra hele verden. Alle på jagt efter deres helt egen vinkel på den store superstjerne. Udover det fælles fag er lighederne til at overse. For det handler om at få superstjernen til at svare på netop dit spørgsmål og ikke sidemakkerens. Du ved på forhånd, at chancerne er små.
For oppe ved podiet står en presseansvarlig. Du forsøger febrilsk at få kontakt med ham. Via hænder, øjne eller andre fagter. Fordi du så gerne vil have en mikrofon, der giver dig tilladelse til at stille det næste spørgsmål. Du hører faktisk slet ikke efter, hvad de andre journalister spørger om. Det er i sig selv en skidt ting, for du glemmer at bemærke, hvilken stemning presseseancen har, om dit spørgsmål allerede er blevet stillet eller om dit spørgsmål måske vil være upassende på dagen.
Den store udfordring er bare, at det er svært at få lov at stille et spørgsmål. Hvorfor? Fordi de presseansvarlige gør hvad de kan, for kun at tillade spørgsmål fra journalisterne, der har en åbenlys interesse i spilleren. Er fra samme land eller er fra et stort og velrespekteret medie. Derfor er man som dansk journalist i udgangspunktet bagud på point, hvis ikke man som jeg har været en del af det store tenniscirkus i en håndfuld år og kender de rigtige mennesker.
Den hverdag var min, da jeg i en årrække rejste rundt i verden for at dække tennis. Jeg mødte mange journalister, der ingen interesse havde i sporten, men blot dækkede den, fordi den gæstede netop deres by. Ofte uden viden, men med intentionen om at lave en god historie om den store superstjerne. Derfor ville de have lige deres spørgsmål igennem, hvilket ofte lykkedes, da turneringen havde en stor egeninteresse i lokal promovering. Det selvom spørgsmålet måske var stillet mange gange før til spilleren, der ikke videre motiveret igen skulle finde på ord om en signifikant hændelse i barndommen.
Ingen pladespiller
Beskrivelsen herover er for at give jer læsere et indtryk af, hvilket cirkus det internationale tennismiljø kan være, når det kommer til presse. Et cirkus, der gør det fuldt forståeligt, hvorfor mange spillere har lært sig at sætte en pladespiller på. At fortælle de samme standardhistorier igen og igen. Fordi det ikke uge efter uge giver mening at gå i dybden med nye detaljer om den særlige historie fra barndommen. En historie man har fortalt 50 gange før, hvilket netop er årsagen til journalisten spørger til den.
En af sportens helt store superstjerner, Naomi Osaka, ejer ikke denne pladespiller. Derfor er hun kommet i det helt store spotlight, da hun samtidig er en meget privat person. En person der ikke ønsker at gå i detaljer med sit liv, medmindre hun føler sig tryg og kender personen, der spørger.
Det har sendt japaneren ind i noget af et uvejr, da hun har oplevet både positive og negative reaktioner på, at hun ikke ville stille op på de obligatoriske pressemøder i forbindelse med turneringsaktivitet.
Tilbage i maj trak hun sig fra French Open for ikke at give turneringen et dårligt image grundet de manglende pressemøder. Da hun først i august var tilbage ved turneringstennis, var den gal igen. På et pressemøde måtte hun forlade seancen, da den igen påvirkede hende meget. Hun forklarede.
”Det er tidspunktet, hvor pressekonferencen ligger, jeg synes, er den sværeste. Siden jeg var helt ung har jeg haft meget medieinteresse omkring mig. Jeg har det svært med al den interesse, men er ved at finde ud af det,” forklarede Naomi Osaka.
Efter pressemødet i USA gik Osakas agent til tasterne på Twitter og kritiserede i skarpe vendinger journalisten, der havde stillet de åbenlyse spørgsmål om udfordringen med at deltage på pressemøder.
Et krav?
Spørgsmålet er, om der kan være særlige forhold for enkelte superstjerner, hvis de har et skrøbeligt sind? Når det netop er ved ganske få lejligheder, at pressen har mulighed for at stille spørgsmål. Allan Boye, næstformand i Dansk Journalistforbund svarer.
– Når det handler om professionelle kilder, må man have en forventning om, at der er et støtteapparat omkring dem, som er med til at rådgive. Særligt i forhold til professionelle atleter, hvor pressemøder oftest er de eneste steder, man kan få et citat.
– Det ligger jo i de presseetiske regler, at man altid skal tage hensyn til kilder, uanset om man er professionel eller ej.
– Når det er et internationalt pressemøde, er der jo også forskellige tilgange til, hvad der er god presseskik rundt om i verden. Men jeg vil mene, at når man som journalist kan se, at det unge menneske har det dårligt, bør man reflektere over sit spørgsmål i stedet for at gå efter at få folk til at bryde sammen, lyder det fra Allan Boye.
Samtidig er der hele fortællingen om, hvordan medier og presse er medvirkende årsag til, at superstjernerne kan tjene store penge på deres sport. Naomi Osaka har med sit sind udfordret automatismerne i den kommercielle tennissport. Hun kræver, at den tager hensyn til personlighed og ikke kun pengestrømme. Endnu har sporten ikke fundet en gylden mellemvej for at tilgodese begge elementer. Tiden må vise, om penge vinder over personlighed.
