Første gang i karrieren vandt Clara Tauson en kamp i en WTA 1000 turnering, da hun sendte den olympiske mester Belinda Bencic ud i 1. runde
I den forløbne uge var de fleste fra WTA-toppen tilmeldt WTA 500 Dubai Duty Free Tennis Championships, hvilket betød at en rangering som no. 39 ved tilmeldingen var 4 pladser fra direkte deltagelse i hovedturneringen, hvor kun de 20 højst rangerede var sikret plads.
Derfor var 19-årige Clara Tauson henvist til at deltage i kvalifikationen, hvor hun i 2. kvalrunde blev besejret af 21-årige Dayana Yastremska (UKR).
WTA 500 Dubai: Yastremska tilbage på toppen overmandede Clara Tauson i 2. kvalrunde
WTA-karavanen er efterfølgende fortsat til Doha i Qatar, hvor næsten hele WTA-toppen er tilmeldt WTA 1000 Qatar Totalengergies Open, hvor der benyttes et 64 deltagers lodtrækningsskema, og derfor rakte Clara’s rangering til direkte adgang til hovedturneringen.
De 8 højst rangerede i turneringen er oversiddere i 1. runde, og derfor var Clara sikker på, at hun ikke kunne møde en af de topseedede i sin første kamp, men det er på ingen måde garanti for en nemmere lodtrækning.
På papiret fik Clara langt fra en ønske-lodtrækning, da hun i 1. runde trak ranglistens no. 24 Belinda Bencic (SUI), som for 2 år siden var no. 4 på WTA-ranglisten, og desuden er hun regerende olympisk mester, og hun betragtes som en at de allerbedste på WTA-touren.
Omvendt har Bencic næppe været tryg ved sin lodtrækning, da Clara flere gange har vist, at hun kan hamle op med alle, når hun spiller op til sit bedste, og derfor ville det på ingen måde være den største overraskelse, hvis Clara kunne spille sig videre.
Det var dog Bencic, der fik den bedste start, idet Clara blot vandt et enkelt point i schweizerens 3 første servepartier, og da Clara derefter kom bagud 0-40 i egen serv, kunne hun ikke hindre at Bencic i 2. forsøg brød til 4-2, men derefter fulgte en periode, hvor Clara vandt 16 af de næste 18 point, hvorved hun vandt sættet 6-4.
I 2. sæt brød Clara efter 3 forsøg Bencic allerede i det første parti, og hun førte desuden 40-0 i egen serv, men Bencic kæmpede sig tilbage i partiet og brød tilbage til 1-1.
Clara havde derefter en enkelt mulighed for igen at bryde serven, men Bencic vandt alligevel partiet, hvorefter hun til gengæld brød Clara’s serv til 3-1, og hun bevarede forspringet og vandt sættet 6-3.
I 3. sæt faldt afgørelsen, da Clara i 2 forsøg brød serven til 3-1, og hun bevarede forspringet med stensikre rene servepartier til både 4-1 og 5-2, og der var heller ingen vaklen, da hun på den første matchbold ved 40-15 sikrede en flot sejr 6-4, 3-6, 6-3.
Efter kampen erkendte Clara – helt i overensstemmelse med kampens forløb – at hun havde spillet en god kamp – altså det meste af tiden, tilføjede hun.
Sejren var Clara’s første i en WTA 1000 hovedturnering.
Through to play Badosa in Round 2 🔜
🇩🇰 Clara Tauson collects a maiden WTA 1000 win with victory over Bencic in Doha!#QatarTennis pic.twitter.com/jY6hr0Xqq2
— wta (@WTA) February 20, 2022
Under TV-transmissionen fangede kameraet på et tidspunkt 3. seedede Paula Badosa (ESP), der bliver Clara’s modstander i 2. runde (R32).
Vinderen af dette opgør kan i 1/8-finalen møde 14. seedede Cori Gauff (USA) eller den tidligere no. 1 og Grand Slam vinder Simona Halep (ROU), som forinden møder henholdsvis Shelby Rogers (USA) og Caroline Garcia (FRA).
Clara deltager endvidere i double sammen med 20-årige Kamilla Rakhimova (RUS), der på billedet herunder fra WTA 500 St. Petersburg udstråler stor kampiver.
Parret møder i 1. runde Alicja Rosolska (POL) og Erin Routliffe (CAN)