Vi er efterhånden blevet vant til det. Herretennis på topplan er for andre nationer end os. Vi har igennem adskillige årtier været vidne til, at vores naboland Sverige har fostret først den ene snart den anden kæmpe stjerne.
Mens Bjørn Borg, Mats Wilander, Stefan Edberg og andre har huseret i de store Grand Slam og ATP-turneringer har vi herhjemme haft meget lidt fat i den rigtige ende. Men hvorfor kan svenskerne, når vi ikke kan? Et land, der på mange måde minder en hel del om os. Vi kigger nærmere på problematikken og søger at finde et par svar.
En tennis-historie fuld af evige talenter
Dansk herretennis har gennem sportens historie haft flere store navne at byde ind med. I hvert fald når det kommer til talent og forventninger. Disse talenter har dog aldrig rigtigt udfoldet sig og er blevet modne stjerner på den internationale scene. I nyere tid er det kun Kenneth Carlsen, der tilnærmelsesvist har markeret sig internationalt. Han lå længe i top-100 på verdensranglisten og vandt flere ATP-titler. Men en seriøs markering i den absolutte top, som eksempelvis nogle af historiens svenske spillere, blev det aldrig til.
Carlsen pryder gruppen af en lang strøm af forventningsfulde danske talenter, der aldrig rigtigt slog igennem. Her skal nævnes Michael Tauson og især Frederik Fetterlein. Måske har den manglende succes skyldtes manglen på det absolutte talent, måske manglen på den rette træner. Eller en kombination af begge.
Mændene står i skyggen af kvinderne
Det er de danske kvinder og ikke mændene, som markerer sig internationalt på tennisscenen. Især Caroline Wozniacki har vist vejen med sine adskillige Grand Slam-finaler og mange WTA-titler gennem årene. Ingen danske herresingler når hende således til sokkeholderne.
Allerede nu er der store forventninger til det enorme talent Clara Tauson, som allerede har markeret sig internationalt. Hun er sjovt nok niece til førnævnte Michael Tausen, som aldrig formåede at drive sit talent helt til tops.
Der tegner sig derfor et billede af et tennis-Danmark, hvor kvinderne har givet mændene baghjul, og hvor udvikling af talenter fremfor alt fungerer bedst på pigesiden.
En svag tenniskultur i Danmark
Tennis har altid været populært blandt visse segmenter af det danske samfund. Men det har ofte været den velstillede klasse, som har tyet til ketcher-sporten. Måske fordi sportsgrenen altid har haft et vist overklasse-præg i form af de fine Wimbledon-mesterskaber og hele atmosfæren omkring kulturen.
Langt de fleste drengebørn i Danmark vælger i stedet at spille fodbold, håndbold, ishockey eller basketball, hvis de da overhovedet vælger en sportsgren. Tennis ligger langt nede på listen over populære sportsgrene, og det er helt sikkert medvirkende til at talentmassen er smal.
Lys forude?
Tennis-glade danskere har helt sikkert hørt det før, når en ny dansk drengespiller har markeret sig med gode resultater. Men resten af historien kender vi så alt for godt. Ingen har formået at bide sig fast i den absolut internationale tennis-elite, men måske bliver der endelig brudt med den onde stime.
Den kun 18-årige Holger Rune fra Gentofte har allerede slået sit navn fast internationalt. Med præstationer udover det sædvanlige er mange tennisinteresserede begyndt at ane en stor fremtid, både for Holger Rune og for dansk herresingle-tennis.
Holger Rune har allerede trængt sig ind i top-100, som Kenneth Carlsen også gjorde, men med sine blot 18 år forventes det dog, at der venter meget mere succes forude. Måske er Holger Rune det tennis-lys, som vi har hungret efter i årtier herhjemme. Det vil tiden vise.
