Efter et forrygende 1. sæt var Holger Rune tilsyneladende allerede mentalt på vej til Monte Carlo, men comeback ved 2-4 i 3. sæt sikrede alligevel karrierens femte Challenger titel
Det var ikke uden bump på vejen, da 18-årige Holger Vitus Nødskov Rune lørdag eftermiddag sikrede karrierens femte ATP Challenger titel, da han i finalen ved ATP Challenger 80 i Sanremo vandt 6-1, 2-6, 6-4 over ranglistens no. 493 Francesco Passaro (ITA), der i semifinalen vandt overraskende overbevisende 6-1, 6-1 over no. 99 Gianluca Mager, efter at han havde spillet sig videre hele vejen fra kvalifikationen.
Holger havde i sine kampe – primært ved at holde fokus på egne servepartier – ikke afgivet et eneste sæt på vej mod finalen, og med en fornuftig disciplineret indsats kom Holger aldrig for alvor i problemer mod sine modstandere, som alle var udenfor top 200.
Meget lidt tydede på, at Holger ville få problemer i finalen, hvor han med en koncentreret indsats – krydret med sublime stopbolde – i 1. sæt havde fuld kontrol over begivenhederne, hvilket vil være tilfældet i næsten alle kampe mod så lavt rangerede spillere, når Holger spiller i højt tempo og udmanøvrerer modstanderne.
Imidlertid kunne man nemt få det indtryk, at Holger efter 1. sæt allerede mentalt var på vej mod Monte Carlo, hvor han efter kl. 17 spiller 1. kvalrunde ved ATP 1000 Rolex Monte-Carlo Masters, idet Holger fra starten af 2. sæt virkede ukoncentreret, hvilket Passaro straks udnyttede, da han vandt de første 6 point på stribe i sættet, inden Holger dog efter 0-30 i egen serv fik udlignet til 1-1.
I resten af sættet fortsatte Holger dog med at overlade for meget initiativ til Passaro, der ofte kunne nøjes med at sætte boldene i banen og vente på en dansk fejl, og de mange stopbolde, som i 1. sæt var garanti for dansk point, gik pludselig den modsatte vej.
Da Holger desuden lod sig presse langt tilbage, fik Passoro ofte overtaget i sættet, som han vandt relativt ubesværet 6-2, og det samme mønster fortsatte i 3. sæt, hvor Holger kom bagud med et break, men et rent dansk break ved 2-4 bragte Holger tilbage i opgøret, og med 4 partier på stribe blev det alligevel dansk sejr 6-1, 2-6, 6-4.
Titlen var Holgers 5. ATP Challenger titel i karrieren.
Inden Holger efter finalen satte kursen mod Monte Carlo modtog Tennisavisen ovenstående billeder fra præmieoverrækkelsen.
Holger er inden 1. kvalrunde i Monte Carlo favorit hos bookmakerne mod no. 119 Radu Albot, men en forudsætning for de 2 sejre, som er nødvendige for at gå videre til hovedturneringen, er dog at Holger bevarer disciplinen hele vejen.
I så fald er der gode muligheder for, at Holger kan være blandt deltagerne, når TV 2 Sport X fra mandag sender kampe fra Monte Carlo.
Kampene fra kvalifikationen lørdag-søndag i Monte Carlo kan følges på livestream fra Bet365, Unibet og Oddset.