Johannes Ingildsen vinder karrierens 5. double-titel. Begge de 18-årige Elmer Møller og Leo Borg når semifinalen

Da 24-årige Johannes Ingildsen (Joe) i slutningen af 2021 vandt sin første professionelle titel i single, vandt han i samme turnering sin 3. double-titel.

M15 Santo Domingo: Johannes Ingildsen vinder karrierens første professionelle titel i single

Efterfølgende har Joe vundet yderligere en double-titel, da han i starten af februar vandt titlen ved M15 i Villena i Spanien sammen med Pedro Araujo.
2 af titlerne blev vundet sammen med hans makker fra college-tiden i Florida, Alfredo Perez (USA), og resultaterne gav dem mod på at forsøge at gøre sig gældende på ATP Challenger niveau, men en håndskade satte Perez ud af spillet, og derfor måtte disse planer opgives.

I stedet har Joe i denne uge deltaget i en M25 turnering i Kalmar i Sverige, hvor han i single-rækken bogstavelig talt blev blæst ud af banen, da han i 1. runde mødte 32-årige Jonathan Stenberg (SWE), der bedst formåede at håndtere den kraftige blæst, da han vandt 7-5, 4-6, 6-4.

Til gengæld gik det væsentligt bedre i double, hvor Joe sammen med 25-årige Simon Freund (SWE) var seedet 2.
I den første kamp (1/8-finalen) blev de ganske vist fulgt til dørs af det britisk-tyske par James Markiewicz og Jannik Opitz, da de efter match-tiebreak vandt 6-4, 3-6, [10-7], men derefter fungerede sammenspillet upåklageligt, da de vandt de efterfølgende kampe i overbevisende stil med sikre sejre i 2 sæt.

I kvartfinalen blev cifrene 6-3, 6-1 over det svenske par Sebastian Eriksson og Alexander Watanabe Eriksson, og i semifinalen lød sejren 6-2, 6-4 over det 4. seedede svenske par Adam Heinonen og Robin Thour.

I finalen mødte de atter et svensk par, Isac Stroemberg og Timothy Carlsson Seger, der ikke helt kunne leve op til sit “Seger” navn, idet Joe og Freund vandt stensikkert 6-1, 6-1, og dermed har Joe vundet 5 double-titler siden starten af august 2021, hvor han vandt den første titel i KB sammen med Christian Sigsgaard.

Rettelse: En “fintælling” viser, at Joe har vundet 6 double-titler.

Elmer Møller stoppet i 3. sæt i semifinale

18-årige Elmer Møller har hidtil ikke helt præsteret de resultater, som en lovende junior-karriere havde skabt forventninger til, men ifølge meldinger fra træningen rammer Elmer boldene fortrinligt, og derfor er der stadig grund til at forvente, at der igen kommer hul på sejrs-bylden.

Hidtil har Elmer kun fået skrabt 2 point sammen til ATP-ranglisten, men om en uge bliver point-tallet 5 doublet, idet Elmer ved turneringen i Kalmar nåede semifinalen efter sikre sejre 6-2, 6-1 og 6-4, 6-1 over svenskerne Isac Stroemberg og Adam Heinonen.
I kvartfinalen sendte Elmer endnu en svensker ud, da han vandt 6-3, 1-6, 6-4 over no. 909 Karl Friberg.

I semifinalen mødte Elmer 1. seedede no. 346 Louis Wessels (GER), der efter 3 sæt vandt 6-1, 6-7(2), 6-3

Elmer var ikke den eneste fra årgang 2003 i semifinalen, i det Leo Borg, der fylder 19 år søndag, ligeledes opnåede sit hidtil bedste resultat, da han efter sejre 6-0, 6-4 over Robin Thour (SWE), 6-4, 7-5 over Yan Sabanin og 6-4, 7-5 over Michael Minasyan (SWE) mødte 6. seedede no. 633 Daniele Capecchi (ITA), der vandt 7-6(5), 6-3.
Både Elmer og Leo modtog præmier for indsatsen.

I den kommende uge er Elmer tilmeldt M15 i Kouvola i Finland, hvor Christian Sigsgaard ligeledes er tilmeldt.

Forrige artikelATP 250 Lyon: Holger Rune overhaler Carlsens bedste ATP-rangering på mandag
Næste artikelDH: Holte led uventet nederlag
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.