Rebecca Munk Mortensen er eneste danske junior i top 100, men flere af de øvrige piger nærmer sig. Cornelius Alexander Shalmi eneste i top 200 hos drengene

Forleden blev der i artiklen herunder sat fokus på “og så de andre”, som primært handlede om de danske spillere fra Davis Cup og Billie Jean King Cup emnerne, som står en smule i skyggen af de danske topnavne Holger Vitus Nødskov Rune og Clara Tauson.

ITF Tour: 15K Double titel og 25K Double finaler samt 3 single kvartfinaler højdepunkter i 2023

I en ikke særlig fjern fortid, var det også ofte Clara og Holger, der tiltrak sig størst opmærksomhed, da de stadig var juniorer, hvor de begge i 2019 strøg helt til tops som no. 1 på ITFs junior-rangliste efter Grand Slam titler ved henholdsvis Australian Open og French Open.

Det vil dog være helt urimeligt, hvis disse præstationer benyttes som målestok for, hvad vi kan tillade os at forvente af de unge tennisspillere, som i dag viser Dannebrog frem ved diverse turneringer under Tennis Europe (TE) og ITF World Tennis Tour Juniors, men både Caroline Wozniacki, Clara og Holger har uden tvivl givet næring til juniorernes drømme om selv at få en glorværdig karriere.

Et eksempel på store drømme blev omtalt i Tennisavisen i nedenstående artikel for 5 år siden, da (dengang) 10-årige Cecilie Agerbek Fridthjof fra Sundby Tennisklub proklamerede, at hendes ambition var at blive no. 1 – altså ikke bare i Sundby, men i hele Verden.

Portræt: 10-årige Cecilie Agerbek Fridthjof har store drømme

Cecilie er dog endnu ikke nået så langt endnu, men der er næppe tvivl om, at drømmen er intakt.
Da Sundby Tennisklub ikke har de fornødne rammer til at hjælpe en talentfuld junior til tops, har Cecilie søgt mod større klubber, og som utallige andre talenter fra Amager – f.eks. Kenneth Carlsen fra Køvermarkens Tennis Klub – er hun havnet i KB, som spøgefulde motionister forventer at blive kontaktet af, når de en sjælden gang slår en fænomenal vinder.

Et væsentligt skridt på vejen mod at indfri store ambitioner er at blive blandt de allerbedste i sin årgang som junior, og på det punkt har Cecilie for længst markeret sig som den højst rangerede dansker i årgang 2007, hvilket dog stadig er et pænt stykke fra de bedste på ITFs rangliste, hvor Cecilie indtil juli måned 2022 var udenfor top 1.000, indtil hun ved en Grade 5 turnering i Hillerød nåede sin første ITF finale.

I forrige uge var Cecilie i endnu en finale ved en J60 turnering – der svarer til den tidligere Grade 4 kategori – i Oslo, og derved avancerede hun yderligere på ranglisten til top 600, hvor hun nu er no. 592.

På vejen mod finalen vandt Cecilie i 1. runde over Charlotte Ruud, der er lillesøster til den norske stjerne Casper Ruud, der dannede baggrund ved præmieceremonien.

På vejen mod den førstnævnte finale i Hillerød sidste år vandt Cecilie i semifinalen over Augusta Lucia Grau Kristensen, der er fra årgang 2008.
Augusta var dengang udenfor top 2.000, men hun har efterfølgende gjort markante fremskridt, idet hun 2 måneder senere vandt sin første ITF titel ved en Grade 5 turnering i KB i september, og i starten af november vandt Augusta endnu en Grade 5 titel i Berlin.

I starten af februar vandt Augusta sin 3. titel i Liverpool i samme kategori, som i det nye år benævnes J30, hvilket samtidig forklarer, at en J30 titel – ligesom tidligere Grade 5 – indbringer 30 point til ranglisten, hvor Augusta optjente yderligere 18 point, da hun ugen efter nåede kvartfinalen ved J60 i KB, hvor hun gav den 3 år ældre Vilma Krebs Hyllested kamp til stregen med 4-7, 3-7 i to tiebreaks.

Disse resultater bevirkede at Augusta opnåede sin hidtil højeste rangering som no. 546, og derved er hun blandt Verdens 50 bedste i årgang 2008.

Augusta Lucia Grau Kristensen
Foto: Sportsfotograf.com: Augusta Lucia Grau Kristensen

Cecilie og Augusta er de pt. de eneste i nærheden af top 500 hos U16-pigerne, hvor Sophia Izabella Ragus er no. 1775, mens de øvrige alle er udenfor top 2.000.
Sophia, der ligesom Augusta er årgang 2008, deltager i denne uge ved J30 i Oslo, hvor hun er fremme i semifinalen, og derfor vil hun forbedre sin rangering yderligere på mandag.
Sophia møder i semifinalen 1. seedede no. 792 Francesca Saroli (SUI), som hun i slutningen af januar besejrede 3-6, 7-5, 6-1 ved J30 i Gent, hvor hvor hun i semfinalen blev besejret 6-0, 2-6, 6-2 af 4. seedede no. 984 Lauren Seye (BEL).

Sophia Ragus
Sportsfotograf.com – Sophia Izabella Ragus

Hos U18-pigerne er Rebecca Munk Mortensen den eneste dansker i top 100 fra årgang 2005 – som ikke er juniorer næste år.

Rebecca forventes i stadig højere grad at deltage i ITF Women’s World Tennis Tour, hvor hun i 2023 dog foreløbig kun har spillet 2 W15-turneringer i Manacor.
I det første tilfælde vandt Rebecca 3 kampe i kvalifikationen samt 1. runde i hovedturneringen, og ugen efter var hun direkte i hovedturnering, hvor hun igen vandt i 1. runde.
I begge turneringer blev hun besejret i 3 sæt i 1/8-finalen.

Det forventes endvidere, at Rebecca udtages til Billie Jean King Cup truppen, når Danmark 11-15. april deltager i Group I Europe/Africa i Antalya i Tyrkiet.

Derudover deltager Rebecca formentlig i alle 4 junior Grand Slam turneringer samt enkelte udvalgte juniorturneringer i de højeste kategorier.
Ved Australian Open vandt Rebecca overbevisende 2 sæts sejre i både kvalifikationen og de 2 første runder, inden hun i 1/8-finalen mødte 9. seedede no. 17 Alina Korneeva, der efter tiebreak i 2. sæt vandt 6-3, 7-6(4).

I den sidstnævnte W15-turnering i Manacor vandt Rebecca titlen i double sammen med Ines Murta (POR) efter en suveræn finalesejr 6-0, 6-3 over det 4. seedede israelske par Mika Dagan Fruchtman og Shavit Kimchi.

Vilma Krebs Hyllested har forbedret sin rangering væsentligt, idet hun udover 36 point for finalepladsen ved J60 i KB har optjent 36 point for at nå 1/8-finalen ved J200 i Siauliai i Letland.
Derudover har Vilma sammen med Tilda Hessleryd (SWE) vundet en J100 titel i double, hvilket giver yderligere 25 point til ranglisten, hvor Vilma avancerede 43 pladser til no. 288.

Sarafina Olivia Hansen har i årets første 2 måneder forbedret sin rangering markant fra no. 410 til no. 203, idet hun optjente 60 point med en finale ved J100 i Bromma og yderligere 36 point med en J60 finale i Malmø.
Endnu en J60 finale i Glasgow og en J100 finale i Trnava bidrog til denne fremgang, som for alvor tog fart sidste år, hvor Sarafina i slutningen af året vandt en Grade 5 titel i Stavanger.
Forinden havde hun ved Grade 4 i Aarhus i juni vundet titlen i single med finalesejr over Laura Brunkel.

J4 Aarhus 2022
Leschly Tennis Foundation – Sarafina Olivia Hansen og Laura Brunkel

I 2006 årgangen har Laura Brunkel haft den største fremgang, siden hun for ca. et år siden var i top 700, idet hun i mellemtiden er avanceret til en rangering som no. 253 – med pil opad.

Udover finalen ved Grade 4  i Aarhus, var hun desuden i finalen ved Grade 5 i Furairah i Forenede Arabiske Emirater, og i starten af 2023 vandt hun sin første titel ved J60 i Malmø.
Efterfølgende har Laura deltaget i J100 kategorien, hvor hun i slutningen af januar nåede semifinalen i Dubai og optjente derved 36 point i single.

I sidste uge nåede Laura semifinale ved J100 Potchefstroom i Sydafrika, hvor hun i et tæt opgør blev besejret 6-4, 6-7(3), 7-6(2) af 1. seedede no. 170 Dune Vaissaud (FRA), men ofte lærer man mest af sine nederlag, og det var i høj grad tilfældet for Laura, idet hun i indeværende uge ved J100 samme sted tog grusom revanche i kvartfinalen, hvor Laura vandt så sikkert som 6-2, 6-1.

Dermed er Laura for 3. gang i en J100 semifinale, hvor hun mødte no. 282 Allegra Korpanec Davies (GBR), der er seedet 5 lige foran Laura, der er seedet 6.
I skrivende stund – under korrekturlæsning af denne artikel – er netop modtaget resultatet 6-3, default, hvilket indikerer at Lauras modstander er blevet diskvalificeret, hvorved Laura er klar til finalen, hvor hun møder 2. seedede no. 207 Karin Altori (ISR), som hun også møder i doublefinalen sammen med Sara Børkop.

Laura og Sara spillede også sammen i sidste uge, hvor de vandt titlen med finalesejr 6-2, 6-4 over Mirindra Fanomezantsoa Razafinarivo (MAD) og Allegra Van Der Walt (RSA).

Desuden vandt Laura 3 uger forinden double-titlen ved J100 Manacor sammen med Hanna Read (GBR) med finalesejr 7-6(7), 2-6, [10-7] over 2. seedede Morane Meyers (BEL) og Oliwia Orlinska (POL).

ITF Junior Letland: Sara Børkop i top 400 efter Grade 4 single titel

Sara Børkop, der er bosat i Portugal, er tidligere flere gange omtalt i Tennisavisen, bl.a. da hun for et år siden vandt en Grade 4 single titel og rykkede ind i top 400.
Efterfølgende er Sara, der ligesom Laura til hører årgang 2006, avanceret til top 300, idet hun på den seneste rangliste er 299, hvilket er få point efter Vilma, der er no. 294.

Udover førnævnte double-titel sammen med Laura, vandt Sara for en måned siden en J100 double-titel i Bloemefontein i Sydafrika sammen med Tayla Wilmot, da de i finalen vandt 6-4, 6-4 over 1. seedede Erin McKenzie (RSA) og Dune Vaissaud (FRA).

Cornelius Alexander Shalmi
Sportsfotograf.com . Cornelius Alexander Shalmi

Ovennævnte status på junior fronten omhandler de danske junior-piger, der har markeret sig væsentligt bedre end drengene, hvor Cornelius Alexander Shalmi fra årgang 2005 er den eneste dansker i top 200.

Cornelius Alexanders bedste resultat i 2023 er medio januar en J60 titel i Costa Rica, hvor han ugen forinden var i semifinalen.
I samme turnering vandt han sammen med Tom Noltorp (SWE) titlen i double.

Derudover er der 3 danskere i top 1.000 – no. 389 Yakup Uzunel, no. 645 Alexander Nordal Clausen og no. 665 Christopher Garde.
Yakup og Christopher er årgang 2005, og Alexander er årgang 2006.

I årgang 2007 er 2 danskere i top 2.000 – no. 1308 Emanuel Grau Kristensen (storebror til Augusta) og no. 1593 Christian Grønfeldt-Sørensen.

Andreas Philip Cort Maleeva Hansen
Sportsfotograf.com – Andreas Philip Cort Maleeva Hansen – no. 23 på TE U14 ranglisten.

I U14 er 3 danskere fra årgang 2009 i top 200 på Tennis Europe (TE) ranglisten – no. 23 Andreas Philip Cort Maleeva Hansen,  no. 119 Magnus Østergaard, no. 133 Carl Filip Bak Weller og no. 190 Mingus Zack Hansen.
I 2010 årgangen er no. 406 Sebastian Kvist og no. 903 Nicholai H. Petersen eneste i top 1.000 i TE U14.
Hos pigerne i årgang 2010 er Ella Møller Wilstrup no. 191.

Så vidt muligt vil de danske juniorers resultater ved internationale turneringer blive løbende opdateret i den ugentlige udgave af ugens turneringer, som nemmest findes ved at vælge menupunktet “Dagens kampe” på Tennisavisen.

Desuden vil juniorernes rangering blive opdateret i “Rang- og Entry 2023” herunder.
Dog bliver spillernes UTR og danske rangering kun ajourført lejlighedsvis – med mindre frivillige ildsjæle tilbyder at hjælpe med den opgave!!

Rang & Entry 2023: Opdateret oversigt med top 100 og udvalgte danske spilleres rangering og spilleplan

Forrige artikelTurneringer uge 10-11: Teenager møde mellem Holger og Carlos tidligst i semifinale i Indian Wells
Næste artikelSlutspil: KB bliver udfordret
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.