Jaqueline Cristian overlevede 7 matchbolde mod Clara Tauson, der spillemæssigt dog fik vist, at hun er godt på vej tilbage, men der er fortsat et stykke vej rent fysisk
En alvorlig fodskade kort før opstarten af 2023 sæsonen forhindrede, at 20-årige Clara Tauson kunne deltage i årets første turneringer, men det bevirkede samtidig, at hun heller ikke kunne træne for fuld styrke – hverken tennismæssigt eller fysisk.
Derfor var der størst fokus på den mere langsigtede proces, som skal forsøge at bringe Clara tilbage på det spor, som for et år siden havde bragt hende helt op som no. 33 på WTA-ranglisten, inden en lang periode med sygdom og skader medførte et markant fald på ranglisten, hvor hun for få uger siden var helt nede og vende som no. 141, inden hun efter 2 sejre i kvalifikationen og en kvartfinale i hovedturneringen ved WTA 250 i Linz samt en W60 titel i Altenkirchen atter nærmede sig top 100 som no. 113 på ranglisten.
For hver kamp kunne konstateres stadig større spillemæssige fremskridt, men i den mere langsigtede planlægning bliver resultater set som en proces, hvor der hele tiden skal bygges på – ikke mindst hvad angår det fysiske, hvor Clara fortsat har brug for at lægge nye lag på, men den tennismæssige del er der stor tilfredshed med hos team’et.
Ud fra førnævnte strategi forekommer det derfor logisk, at Clara ikke er tilmeldt kvalifikationen hverken WTA 1000 i Indian Wells eller Miami i de kommende uger, selvom hendes rangering ved tilmeldingsfristen faktisk rækker til at deltage i kvalifikationen til begge turneringer, og med samme logik forekommer det ligeledes logisk, at der lægges pauser ind mellem de turneringer, hvor Clara tilmeldes.
Derfor er hun ikke tilmeldt W60 Trnava i denne uge, selvom det umiddelbart havde været naturligt, da hun netop i sidste uge har deltaget i en W60 turnering samme sted.
I stedet er hun først i næste uger atter tilmeldt en W40 turnering i Prag.
Sidste uges turnering 1st W60 Empire Women’s Indoor 2023 i Trnava skulle vise sig at bekræfte visdommen i den valgte strategi, idet Clara efter en suveræn 1. runde, hvor hun vandt 6-0, 6-2 over no. 216 Lesley Pattinama Kerkhove (NED), ikke formåede at stå distancen rent fysisk i 3 sæt i den næste kamp mod Jaqueline Cristian (ROU), der senere vandt turneringen.
2 uger forinden havde Clara vundet over Cristian i 2 sæt 6-3, 7-6(3) i semifinalen, og det var meget tæt på at gentage sig, idet Clara vandt 1. sæt 11-9 efter tiebreak, og hun havde desuden hele 7 matchbolde i 2. sæt, uden at det dog lykkedes at udnytte nogen af dem.
I 1. sæt afværgede Cristian en dansk break-mulighed ved stillingen 1-1, og ved 2-2 havde Clara 2 break-muligheder, som blev afværget. og rumæneren havde også stort besvær med at vinde sit serveparti til 5-4.
Clara vandt til gengæld sine servepartier i 1. sæt sikkert efter 40-30 i det første serveparti og 40-15 i de 3 efterfølgende og derefter med 2 rene partier, inden sættet blev afgjort i tiebreak, hvor Clara igen var i førersædet ved 5-2, men Cristian fik dog udlignet med minibreak til 5-5, hvorefter begge havde sætbold i modstanderens serv, indtil Clara med et minibreak havde sætbold ved 9-8, men Cristian brød straks tilbage, inden Clara efter endnu et minibreak vandt 11-9 i egen serv.
I 2. sæt vandt Clara sine de 2 første servepartier rent, og hun vandt de 2 næste efter 40-15, hvorimod Cristian allerede i sit første serveparti satte 40-15 over styr og måtte redde en dansk break-mulighed, inden hun fik udlignet til 1-1, men hun var til gengæld ikke i problemer i de næste 2 servepartier frem til 3-3.
Ved 3-4 blev Cristian dog for alvor udfordret af Clara, der i kampens længste parti udnyttede sin 4. break-mulighed i partiet, hvor Cristian selv havde haft 4 muligheder for at lukke partiet.
Derved kunne Clara serve for kampen ved 5-3, men for første gang i kampen blev hun presset i egen serv, da Cristian vandt de første 3 point i partiet, men Clara indhentede 0-40 og hun spillede sig derefter frem til sin første matchbold, som dog blev afværget, og det samme skete ved yderligere 2 matchbolde, hvorefter Clara afværgede en rumænsk break-mulighed, og hun havde derefter endnu en matchbold, som ikke blev udnyttet, hvorefter Cristian udnyttede sin 5. break-mulighed og reducerede til 4-5.
I det efterfølgende rumænske serveparti havde Clara igen matchbolde ved 15-40, men Cristian insisterede på at holde sig inde i kampen og afværgede begge, og senere blev også den 7. matchbold afværget, inden Cristian derefter udlignede til 5-5.
Selvom Clara ikke fik udnyttet en eneste af de 7 matchbolde, kan hun på ingen måde bebrejdes for sin indsats, idet begge i denne fase af kampen havde flere udmarvende og drabelige dueller, hvor de pressede hinanden til det yderste, men marginalerne faldt i den sidste ende ud til rumænerens side, så hun med det absolut yderste af neglene – og en portion held – spillede sig tilbage i opgøret, hvilket hun fortjener den allerstørste respekt og anerkendelse for.
De uudnyttede matchbolde var naturligvis en bitter pille at sluge for Clara, der som omtalt i forvejen var udfordret på fysikken, og samtidig gav det fornyet mental energi og selvtillid til rumæneren, der fortsatte ufortrødent og brød Clara til 6-5 i det næste parti, og hun vandt derefter sit eget serveparti rent og dermed sættet 7-5.
I 3. sæt var energien sluppet op hos Clara, og Cristian vandt uden problemer samtlige partier, hvorved hun efter 2 tim. 45 min. vandt kampen 6-7(9), 7-5, 6-0.
I kvartfinalen vandt Cristian derefter 7-5, 1-6, 6-2 over no. 119 Tamara Zidansek (SLO), og i semifinalen 6-3, 6-4 over no. 341 Kristina Kucova (SVK), der havde wildcard, og i finalen udnyttede Cristian igen sin evne til at vinde tætte kampe, da hun vandt 7-6(7), 7-6(4) over 3. seedede no. 101 Oceane Dodin (FRA).