Analyse: Grand Slam mestrene og alle de andre

Caroline Wozniackis præstationer og resultater har placeret hende helt fremme blandt verdens allerbedste tennisspillere. Men når det gælder Grand Slam titler, er hun stadigvæk blot en blandt mange uden en eneste af de mest prestigefyldte trofæer.

Dette indlæg er forfattet af Ole Jørgensen, der siden 1992 har været aktiv i den lokale tennisklub, blandt andet som formand for klubben i 10 år, som træner, som holdleder på et motionist turnerings-hold og som aktiv spiller.
På den globale scene er Oles store interesse dels udvikling og tendenser på og omkring WTA-touren og dels den enkelte spillers udnyttelse af sit potentiale.
Hvorfor er det meget få spillere, der vinder Grand Slams igen og igen. Læs her Ole Jørgensens analyse af “superligaspillerne” på den store internationale scene.
Hvis man hæver sig op i sin helikopter og ser det hele sådan lidt fra oven, er der vel ved siden af de mange positive kendsgerninger i Carolines karriere på negativsiden to forhold, der stikker i øjnene:

1. Manglende kampform efter lange pauser og lang tid/mange kampe til at genfinde denne. 2. Svigtende evne til at vinde mange kampe i træk.

Nu er disse hindringer ikke specielle for netop Caroline; de er meget mere “normale” end “usædvanlige”.

Indlægget her handler især om det forhold at Caroline og de andre spillere, med nogle få undtagelser, har svært ved at vinde mange kampe i træk, såsom at vinde en Grand Slam turnering ved at vinde 7 kampe på stribe.

Hvis påstandende om, at alle spillerne på WTA touren kan slå hinanden på kryds og tværs ikke blot er floskler men kendsgerninger, hvilket historien gang på gang synes at bevise, hvorfor er det så meget få spillere, der nogensinde vinder en – og endnu færre spillere – flere Grand Slam titler?

Hvorfor har Caroline – som langt hovedparten af de andre WTA tour spillere – så svært ved at vinde en Grand Slam?

Diskussionen, som var relevant for 7-8 år siden, hvorvidt det skyldes manglende talent, spillemæssig kvalitet, selve spillet eller spillestilen, virker nu temmeligt forældet, Carolines resultater og præstationer taget i betragtning: Verdensetter over et år, 8 år i top 10, 23 WTA titler, har slået samtlige aktive spillere, hun har mødt, undtagen Venus.

Aktive spillere i top 10 – antal WTA titler

Caroline har 3. flest WTA titler blandt de aktive top 10 spillerne. Jamen hvorfor slår hun dem så ikke ud på stribe i en Grand Slam turnering? Hun kan jo godt slå dem i andre sammenhænge.

Det er nok i det med “på stribe”, forhindringen findes. Caroline har den uvane i lange tureringer at gå i stå efter 2-3 vundne kampe i træk – hvis hun ellers når så langt -, at tabe til hvem som helst i 3. eller 4. runde kampe. Og Caroline er jo i øvrigt meget langt fra den eneste, der har det sådan.

Hvis man ser på, hvem der vinder de lange turneringer med mange kampe, altså Grand Slams, kan det konstateres, at 3 spillere skiller sig ud fra mængden: Serena, Venus og Sharapova. OK, de har som “veteraner” haft mange års til at vinde titlerne, men det er der jo så mange andre spillere, der også har.

Aktive spillere i top 100 med en eller flere Grand Slam titler:

Som det fremgår af tabellen, har ialt blot 9 spillere i top 100 vundet en eller flere af ialt 42 Grand Slam titler, heraf har de 6 kun vundet en eller to:

• 3 spillere har vundet en enkelt titel.
• 3 spillere har vundet 2 titler.
• 3 spillerne har vundet mere end 2 titler.

Desuden fremgår det, at 3 af spillerne tilsammen har vundet hele 33 af ialt 42 Grand Slam titler, samt at en enkelt spiller har vundet ikke mindre end 21 af de 42 Grand Slam titler. Lad os se på dem:

Serena Williams

En helt unik tennisspiller set med såvel nutidige som historiske øjne, et ikon der er alle andre overlegen i stort set alle spillets facetter, når hun skifter op i sit højeste gear, hvilket hun stort set altid formår, når det kræves. Kan starte en kamp eller en turnering svagt, grænsende til elendigt, kan køre på cruise control langt hen ad vejen, steppe op når det er nødvendigt, bliver altid bedre i løbet af en turningen, stort set altid uhyggelig i finaler. Ingen kan slå Serena, når hun er i sit højeste gear.

Maria Sharapova

Standardiseret og meget forenklet spil, altid samme spillemønstre, altid samme løsninger, altid ens boldhastighed i serv henholdsvis grundslag, fraviger aldrig sit indøvede koncept, disciplineret helt ud i detaljen, altid samme ritualer, spiller altid plan A – har ikke andre – uanset hvem hun spiller imod og hvordan det går.

Sharapova har perfektioneret og opbygget sikkerhed i sin ellers risikovillige spillestil og så har hun sin ekstreme evne til at kunne koncentrere sig om sig selv og sit spil, holde 100% fokus i nuet – hun falder sjældent længere ud, end hun kan nå at samle op og komme tilbage – spiller stort set altid på et stabilt, højt niveau.

Venus Williams

Kunne i sin storhedstid kort sagt styre, kontrollere, beherske sit egentlig intuitive men ikke desto mindre skarpe, brutale powerplay med uhyggelig præcision og opretholde dette ekstreme spil på et meget højt niveau i lange perioder.

De 3 mest vindende set med Grand Slam øjne som en superliga, har altså en forskellig tilgang til spillet og forskellig spillestil – og så taber de i øvrigt også af og til kampe, de på papiret skulle vinde. Men en ting har de tilfælles: En veludviklet evne til at kunne vinde mange kampe i træk i lange turneringer.

Hvad har superligaspillerne – som Caroline mangler?

Hvorfor har de så denne evne, som Caroline og de andre spillere mere eller mindre mangler? Hvorfor kan de andre spillere ikke bare kopiere dem? Er det bare fordi de nævnte er så meget bedre?

Jo da, samtlige spillere inspireres selvfølgelig af “superligaspillerne” med større eller mindre succes. Spillemæssigt kan man genkende både Serena, Sharapova og Venus i såvel etableredes som unge håbefuldes spillestil. De etablerede og unge håbefulde kan også være bedre – og er det af og til – end superligaspillerne på dagen. Men de kan bare ikke kopiere evnen til at vinde mange kampe i træk, til at være den bedste på dagen i lange serier.

I almindelighed er der såvel gode som dårlige dage for enhver. Godt nok: Det forklarer svipserne og nogle tilfældigheder. Men da en given spiller har sit tekniske niveau, sin spillemæssige kvalitet og sin spillestil som grundlæggende, gennemgående forudsætninger for sine præstationer og resultater, skal forklaringen søges andetsteds end det rent tekniske og taktiske spil i almindelighed. Og der er utvivlsomt altid masser af forskellige forhold og faktorer, der spiller ind.

Men det har givetvis i høj grad noget med de personlige egenskaber at gøre; man skal søge i den mangfoldige skuffe “det mentale”, som jo kan dække over alskens ting og sager.

“Et stort spørgsmål er så: Kan evnen til at vinde mange kampe i træk opøves, kan den fremelskes, kan det læres?”

Lidt forenklet kunne det i denne sammenhæng formentlig dreje sig om evnen til at kunne sætte sig

tilstrækkeligt op til at løse den umiddelbart forestående opgave, vinde den forestående kamp, evnen til at kunne gøre det igen og igen, evnen til kunne starte velmotiveret forfra hver eneste kamp gang på gang, uge efter uge, turnering efter turnering, evnen til at kunne starte frisk og veloplagt igen og igen ved stillingen: 1. sæt, 1. parti, 0-0, “play”…. same procedure as every year.

Caroline og andre har jo flere gange udtrykt, at det er en ny kamp hver gang, og at det skal være sjovt at spille tennis. Heri ligger måske en hund eller to begravet: Hvis nu den netop forestående kamp IKKE ses som en ny kamp men bare som en gentagelse, en rutinesag, en walk over – mere eller mindre bevidst. Hvis nu det i den givne kamp eller givne turnering af en eller anden grund IKKE er sjovt at spille tennis – mere eller mindre bevidst. Altså hvis det IKKE lykkes at sætte sig tilstrækkeligt op til at vinde kampen.

Grunden til at Caroline og alle de andre har svært ved at vinde de 7 kampe i træk, der giver en Grand Slam titel, er således måske ligeså banal som den er kompleks. Banal fordi det er meget menneskeligt. Kompleks fordi det sikkert handler om nogle begreber i de personlige egenskaber, i de gængse termer for slige forhold noget med præstationsorientering, pålidelighed og intellektuel orientering såsom: Konkurrencelyst, magtbehov, beslutningsevne, selvtillid, målrettethed, systematik, personlig kravstillelse, abstrakt tænkning, vedholdenhed, risikoaversion, indlevelsesevne.

Et stort spørgsmål er så: Kan evnen til at vinde mange kampe i træk opøves, kan den fremelskes, kan det læres?

Det spørgsmål gives der formentlig ikke standardiserede svar på. Men det kan antages, at nogle af spillerne i et eller andet omfang har en sammensætning af personlige egenskaber, der gør det muligt at lære det, andre spillere har den ikke.

Hvad så med Caroline?

Hvad så med Caroline? Jamen hun har jo været meget tæt på nogle gange, har vundet både 5 og 6 kampe i træk: Evnen forefindes, hun har det spil, der skal til. Hvad er det så, der mangler for at tage det sidste skridt? Det, kunne man gætte på, er det helt store tema hos Caroline og hendes team, ja faktisk den ultimative udfordring. Hvilke personlige egenskaber skal der fokuseres på, hvilke mentale knapper skal der trykkes på?

Det kræver selvsagt dyb indsigt i Caroline og hendes verden samt de rette kvalifikationer at kunne byde serøst ind her. Som tennisinteresseret lægmand og iagttager på lang afstand fra begivenhedernes centrum giver det ikke så meget mening at forsøge sig som mental coach at dybdeanalysere og byde ind med gode råd. Man kunne dog at dømme efter, hvad man oplever på fladskærmen og erfarer gennem interviews og eksperter, spores i retning af noget med faktorer som magtbehov (at dominere, at tage initiativet), beslutningsevne, selvtillid, målrettethed (holde sin plan, forfølge de rette løsninger), risikoaversion (at turde gøre det, at gribe chancen) og indlevelsesevne (overblik, at læse spillet). Eller hvad?

Det er jo uendeligt lettere at stille spørgsmål end at give svar. Hvis der fandtes nemme svar og lette løsninger, ville der være mange flere spillere, der vandt Grand Slam turneringer. Man kan blot håbe, at Caroline og hendes team får løst den gordiske knude og får velfortjente Grand Slam trofæer på hylden i tide.