Holger Rune viste bedre takter end længe mod Fognini i 1. runde, men i 1/8-finalen blev han efter eget udsagn nærmest "slagtet" af Carreno Busta i hopla
Det var uden tvivl en stor forløsning for 19-årige Holger Vitus Nødskov Rune, da han omsider brød stimen af 1. runde nederlag ved Citi Open i Washington, men en enkelt sejr var dog ikke tilstrækkeligt til, at Holger derefter kunne genfinde samme selvtillid og spillemæssige takter, som har bragt ham i top 30 på ATP-ranglisten, da han i den efterfølgende runde stadig blev besejret af Jeffrey John Wolf (USA).
City Open Washington: Nyt nederlag til Holger Rune efter 5 dobbeltfejl i nøgleparti
Der er dog altid en ny turnering ugen efter, og i den forløbne uge var det en af de større i ATP 1000 Masters kategorien, hvor Holger i 1. runde mødte 35-årige Fabio Fognini (ITA), der forinden havde vundet 2 kampe i kvalifikationen.
Holger fik en optimal start på kampen, da han efter at have vundet sit første serveparti, fik sat nogle kvalificerede servereturneringer, og med god længde i boldene fik han et overtag, som blev fulgt op af et par stopbolde, der sneg sig over nettet via netkanten og skaffede den første break-mulighed ved 15-40, og en efterfølgende italiensk dobbeltfejl gav Holger en drømmestart, da han derefter vandt sit serveparti til 3-0.
Derefter havde Holger 2 muligheder for yderligere et break, men Fognini fik dog reduceret til 1-3, og han havde desuden en enkelt mulighed for at bryde tilbage, inden Holger fastholdt sin føring ved både 4-1 og 5-2.
Da Holger servede for 1. sæt afværgede han hele 4 break-muligheder, inden han i 2 forsøg sikrede 1. sæt 6-3.
Også i 2. sæt var Holger var tæt på en drømmestart, da han fulgte et lob over Fognini’s baghånd op med en vinder til 15-40, men begge muligheder blev afværget med 2 perfekte serv-flugt kombinationer, hvorefter begge vandt deres servepartier frem til 5-5, hvor de begge undervejs havde afværget en enkelt break-mulighed.
I det næste italienske serveparti trådte Holger længere frem for at returnere serven tidligere end hidtil i kampen, hvilket straks gav pote, idet Fognini kom under pres ved 0-30, hvor endnu en aggressiv servereturnering dog havnede i nettet, men en italiensk fejl i den næste duel betød 2 danske break-muligheder.
Den første blev afværget, da Fognini fremme ved nettet lagde en cross bold, som Holger ikke kunne holde på banen, men efter en længere slagudveksling, hvor Holger bevarede både sikkerhed og længde, sendte Fognini til sidst en forhånd udenfor sidelinjen, hvorefter Holger vandt sit serveparti og sikrede sejren 6-3, 7-5.
Rune comes through 👏@holgerrune2003 gets past Fognini 6-3 7-5 in Montreal.#OBN22 pic.twitter.com/0D1H2gGtb3
— Tennis TV (@TennisTV) August 9, 2022
Netop det afgørende break i 3. sæt var et eksempel på, at Holger lykkes med at dirigere spillet, når han har både modet og selvtilliden til at træde ind i banen, og derfor er der fokus på at tilstræbe en mere offensiv baneposition, hvilket Holger i flere kampe ikke har haft den fornødne selvtillid til at gennemføre, men sejren over Fognini kunne være et godt skridt på vejen dertil.
Lodtrækningen tydede dog på, at Holger i 2. runde kunne møde 11. seedede Matteo Berrettini (ITA), men italieneren blev besejret uventet stort 6-3, 6-2 af 31-årige Pablo Carreno Busta (ESP).
Allerede i kampens første duel pressede Carreno Busta efter en kort duel Holger til en fejl, som Holger fulgte op med en dobbeltfejl, inden han reducerede til 15-30 med en servevinder på 1. serven.
Den næste slagudveksling blev et nyt eksempel på, at Holger ikke kunne tillade sig at slække på tempoet, idet spanieren ved først givne lejlighed pressede Holger til en fejl, som gav break-muligheder ved 15-40.
Begge muligheder blev dog afværget efter to dueller, som begge blev afsluttet med spanske fejl, men da Carreno Busta igen skruede op for tempoet blev Holger presset til en fejl, som gav ny spansk break-mulighed, og efter endnu en fejl blev Holger brudt i sit første serveparti, hvor 1. serven svigtede samtidig med, at Holger ikke havde overtaget i duellerne.
I Holgers næste serveparti blev han brudt rent efter nogle skarpe spanske returneringer, hvoraf 2 var rene vindere, og da Holger blev brudt igen i sit næste serveparti kunne Carreno Busta med endnu et sikkert serveparti sikre 1. sæt 6-0.
I 2. sæt lykkedes det omsider for Holger at vinde sine 2 første servepartier, som blev vundet efter 40-30, men til gengæld vandt Carreno Busta begge sine servepartier rent.
Derefter var Holger igen presset i egen serv, da han efter et par fejl var bagud 0-30, og da spanieren fulgte en dyb bold op og lagde den på tværs ved nettet til 15-40, blev Holger brudt til 2-3 efter en dobbeltfejl.
Derefter vandt begge deres servepartier, indtil Holger ved 3-5 servede for at blive i kampen, men Carreno Busta lagde straks pres på Holger med en direkte vinder på returneringen af 2. serven, og en efterfølgende dansk fejl betød 0-30, hvorefter Holger forsøgte sig med serv-flugt, der dog blev lagt i nettet til 0-40.
Den første matchbold blev afværget med en dansk vinder, men endnu en dansk fejl afsluttede kampen, som Carreno Busta efter 55 minutter vandt 6-0, 6-3.
Literally slaughtered🪓Couldn’t find myself on court today and @pablocarreno91 played amazing
📸 @OBNmontreal pic.twitter.com/qDcpFpEf7M— Holger Rune (@holgerrune2003) August 10, 2022
Holger erkendte efter kampen, at han bogstavelig talt blev slagtet af spanieren, der fortsatte med at dominere, da han i 1/8-finalen vandt uventet stort 6-2, 6-4 over 7. seedede Jannik Sinner (ITA).
Spanieren fortsatte sejrsrækken i kvartfinalen, hvor han vandt 7-6(4), 6-1 over 20-årige Jack Draper, som forinden havde overrasket med sejr 7-5, 7-6(4) over Stefanos Tsitsipas (GRE) i 2. runde, hvorefter Draper vandt 1. sæt 6-2 over Gael Monfils (FRA), der trak sig, da han førte 2-0 i 2. sæt.
Carreno Busta vandt derefter med de mere beskedne cifre 7-5, 6-7(7), 6-2 i semifinalen over Daniel Evans (GBR), der i kvartfinalen vandt 1-6, 6-3, 6-4 over Tommy Paul (USA), der overraskende havde sendt 2. seedede Carlos Alcaraz (ESP) ud af turneringen 6-7(4), 7-6(7), 6-3.
Den 18-årige spanier erkendte efter kampen, at han ikke formåede af finde de nødvendige mentale resurser til at få vendt kampen.
I den anden semifinale vandt 8. seedede Hubert Hurkacz (POL) 5-7, 6-3, 6-2 over 4. seedede Casper Ruud, som forinden havde vundet en suveræn sejr 6-1, 6-2 over 6. seedede Felix Auger-Aliassime (CAN).
Hurkacz mødte i sin kvartfinale Nick Kyrgios, der på det seneste har været så urørlig, at det eneste nederlag de seneste par måneder var mod Novak Djokovic ved Wimbledon finalen, hvorefter Kyrgios vandt ATP 500 titlen ved Citi Open i Washington, og i denne uge vandt han i 1. runde 6-4, 6-4 over Sebasitan Baez (ARG), hvorefter han vandt 6-7(2), 6-4, 6-2 over ranglistens no. 1 Daniil Medvedev, og i 1/8-finalen fortsatte sejrsstime med 6-2, 6-3 over Alex De Minaur (AUS).
Efter 2 tætte og sæt på ypperste niveau, hvor Hurkacz vandt 1. sæt 7-4 i tiebreak, og Kyrgios vandt 2. sæts tiebreak 7-5, havde Kyrgios tilsyneladende ikke mere gas i ballonen, og polakken sikrede derefter sejren 7-6(4), 6-7(5), 6-1.
It all comes down to this! 🏆@HubertHurkacz @pablocarreno91 #OBN22 pic.twitter.com/ZXUADGjvhH
— Tennis TV (@TennisTV) August 14, 2022
Det er således 2 af de mest formstærke spillere, der søndag aften kan følges på TV 2 Sport ved 22-tiden, når de mødes i finalen.
I den kommende uge gælder det endnu en ATP 1000 Masters, når karavanen fortsætter ved Western & Southern Open i Cincinnati, hvor Holger er i fuld gang med forberedelserne, bl.a. med et par timers træning sammen med Rafael Nadal, der var Holgers største idol i barndommen, indtil førstepladsen i den rolle blev overtaget af Roger Federer.
2 hours great practice 🚀 with @RafaelNadal 🙏🏽 @CincyTennis #Cincinnati #atp1000 pic.twitter.com/WAcpX3abpO
— Holger Rune (@holgerrune2003) August 12, 2022
Lodtrækningen betyder, at Holger i 1. runde møder 9. seedede Cameron Norrie (GBR), der tidligere på året vandt 6-2, 5-7, 6-4 over Holger i semifinalen ved ATP 250 i Lyon på grus.
Selvom Holger har vundet et par kampe de seneste 2 uger, og deres seneste indbyrdes opgør var meget jævnbyrdigt, levner bookmakerne ikke Holger store chancer.
Hvis Holger alligevel overrasker, kan han i 2. runde møde et af de helt store navne, idet vinderen af opgøret møder enten Andy Murray eller Stan Wawrinka, som dog begge er langt fra fordums styrke.
I en eventuel 3. runde (1/8-finale) kan modstanderen blive 5. seedede Casper Ruud, der er oversidder i 1. runde, og han møder i 2. runde enten en kvalspiller eller 19-årige Ben Shelton (USA), der har wildcard.
Ready for some doubles ? 🚀 staring @steftsitsipas and me 😀 thank you @CincyTennis for making a spot for us 🙏🏽 pic.twitter.com/95VciQ7WzI
— Holger Rune (@holgerrune2003) August 13, 2022
Holger har også fået et wildcard, idet han sammen med Stefanos Tsitsipas er med i double-rækken, hvor de i 1. runde møder David Vega Hernandez (ESP) og Rafael Matos (BRA), der i 2022 sammen er noteret for 4 titler – senest ved ATP 250 i Båstad.