Holger Rune i storform besejrer top 10 spillere to dage i træk med forrygende tennis

De neddæmpede forventninger til 19-årige Holger Vitus Nødskov Rune i optakten til denne uges ATP 1000 Rolex Paris Masters blev efter de 2 første kampe afløst af optimisme forud for torsdagens 1/8-finale, hvor sejr over no. 9 Andrey Rublev blev betragtet som en realistisk mulighed.

ATP 1000 Paris: Feberramt Holger Rune nedkæmper Stan Wawrinka tirsdag. Onsdag udspilles polsk top 10 spiller

Selvom 1. sæt i 2. runde (R32) mod no. 10 Hubert Hurkacz (POL) var jævnbyrdigt, skyldtes det først og fremmest serven, der er polakkens stærkeste våben, men i det etablerede spil havde Holger et solidt overtag.

Nedenstående statistikker tyder på, at der ventede et jævnbyrdigt opgør i 1/8-finalen mod Rublev, hvilket skulle vise sig at holde stik, og efter kampen kunne konkluderes, at især Holgers baghånd er forbedret markant.

I løbet af blot 3 minutter efter kampstart var stillingen 1-1 efter rene servepartier, hvor servemodtager var uden chance, men allerede i Rublevs næste serveparti spillede Holger sig efter 40-40 frem til sin første break-mulighed, som dog blev afværget med en servevinder.
Et par aggressive servereturneringer forhindrede derefter, at Rublev kunne udnytte 2 chancer for at få lukket partiet, og i stedet fik Holger en ny break-mulighed, da han hårdt presset sendte bolden cross lavt over nettet og tvang Rublev til et vinderoplæg, og under en efterfølgende slagduel rykkede Holger uventet frem og afgjorde partiet ved nettet.

I det næste serveparti skabte Holger problemer for sig selv med 3 dobbeltfejl, som medvirkede til 2 break-muligheder til Rublev, men Holger viste igen stærk mental styrke og fandt de store server frem og afværgede begge muligheder, inden han vandt partiet og bevarede forspringet ved 3-1.

I fortsættelsen af sættet bevarede Holger dog fokus i sine servepartier, og derfor lå det i luften, at Rublevs eneste chance ville være, hvis Holger igen slækkede på koncentrationen i et af sine servepartier, hvilket ikke blev tilfældet, da Holger kun afgav et enkelt point i de næste 2 servepartier, men der var heller ikke noget at hente hos Rublev, der vandt sine næste 2 servepartier rent.

Da Rublev servede for at blive i sættet ved 3-5 fulgte Holger med til 30-30, men Rublev vandt partiet, hvorefter Holger for alvor var på sejrskurs ved 30-0, da han servede for sættet, men efter en dansk fejl i den næste slagudveksling, blev Holger fanget på det forkerte ben, da Rublev sendte bolden 2 gange i samme side.
En dobbeltfejl gav derefter Rublev en break-mulighed, hvor Holger måtte ty til 2. serven, og Rublev havde initiativet i duellen, hvor Holger dog holdt stand med en solid defensiv, indtil Rublev med en satset baghånd sendte bolden tæt forbi linjen.

Ved det næste point havde Holger igen overtaget, og han var overbevist om, at han havde presset Rublev til en fejl, da han lod bolden passere, men den havnede alligevel et pænt stykke foran baglinjen, hvorved Rublev igen havde break-mulighed, hvor Holger igen måtte ty til 2. serven.
Ved et fremstød til nettet lod Holger igen en bold passere, og denne gang havnede bolden fra Rublev en anelse bag linjen, hvorefter Holger omsider spillede sig til en sætbold, da han fulgte en velplaceret 2. serv udad op med en vinder modsat, og selvom 1. serven fortsat var fraværende, bevarede Holger initiativet i den næste duel, hvor en fejl fra Rublev sikrede Holger sættet 6-4.

I 2. sæt var der ingen åbninger i begge spillernes servepartier frem til stillingen 4-4, hvorefter Holger med aggressivitet i returneringerne fulgte med til 40-40, men marginalerne var på Rublevs side, da han trods udeblevne 2. server vandt de 2 næste point.

Til gengæld kom Holger selv under pres i det næste serveparti, hvor Rublev med en longline vinder fra baghånden ved 30-30 fik sætbold, men det er netop i sådanne situationer, at Holger gentagne gange har løftet koncentrationen og reddet sig ud af problemer, og det blev igen tilfældet, da han afværgede sætbolden med et es.

Rublev insisterede dog på at få en ny chance, da han tog initiativet i den næste duel, hvor Holger konstant var under et pres, som til sidst fremkaldte en fejl og ny sætbold, hvor Holger udviste stort mod, da han med en 2. serv i T’et fremtvang fejl på returneringen, og med et es på det yderste af sidelinjen og en efterfølgende vinder på 2. bolden bag 1. serven udlignede Holger til 5-5.

I Rublevs efterfølgende serveparti øgede Holger aggressiviteten, da han satte ekstra tryk i en longline baghånd, som pressede Rublev til at sende bolden i nettet, og Holger fremkaldte endnu en fejl, da han efter 2. bolden bag 1. serven pressede Rublev i baghånden.
Bag endnu en 1. serv fra Rublev blev Holger flere gange kostet rundt i hjørnet, men han fik hver gang sendt kvalificerede bolde tilbage, men han blev til sidst presset til et højt lob, som Rublev dog ikke kunne kontrollere, idet hans smash havnede i nettet til 0-40.

Derefter tog Rublev farten en smule ud af 1. serven, men en fejl fra forhånden på 2. bolden sikrede Holger et rent break til 6-5, og han sikrede derefter den endelige sejr 6-4, 7-5 på sin 2. matchbold efter 40-15.

Dermed er der lagt op til et brag af en kvartfinale, når Holger møder den 6 dage yngre Carlos Alcaraz, som har mødt og spillet sammen i double flere gange i juniortiden, hvor Holger sad på tronen som vinder af både French Open og Junior Finals i 2019, hvor han desuden var no. 1 på ranglisten.

Alcaraz fik dog tidligere end Holger det store gennembrud på ATP-touren, hvor han allerede som 19-årig vandt US Open og overtog 1. pladsen på ranglisten, hvor Holger i 2022 for alvor er begyndt at markere sig efter 2 ATP 250 titler og yderligere 2 finaler samt en kvartfinale ved French Open.

Mange forventer, at de to 19-årige supertalenter fremover kommer til at mødes i mange store finaler, og at rivaliseringen fra juniortiden vil fortsætte på ATP-touren og i Grand Slam sammenhæng i en lang årrække fremover.

Kvartfinalen kan derfor blive en forsmag på, hvad fremtiden kan bringe, og med den storform, som Holger har vist de seneste uger, er han ikke uden chance mod Alcaraz, der dog ikke kan undgå favoritværdigheden

Carlos og Holger
Modtaget fra Rune

Kampen bliver vist på TV 2 Sport X fredag eftermiddag som den 2. kamp på nedenstående program, hvor både 20-årige Lorenzo Musetti og 22-årige Auger-Aliassime, der formentlig er den allermest formstærke spiller pt. efter 3 ATP-titler i træk, er i aktion.

Desuden bemærkes, at Novak Djokovic også er på programmet, og han er fortsat bookmakernes klare favorit til titlen foran Alcaraz, Tsitsipas og Auger Aliassime, hvorefter der er et spring ned til Holger og Tiafoe og endnu et spring ned til Musetti og Paul, der lidt overraskende sendte Rafael Nadal ud.

 

Forrige artikelDH: Gentofte udfordres i lokalopgør
Næste artikelATP 1000 Paris: Holger Rune vandt “fremtidens opgør” og er klar til revanche mod Auger-Aliassime
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.