Holger Rune har stadig ikke helt fundet nøglen til at køre sejren i hus i de store kampe, selvom han har bragt sig i vinderposition
Næsten hver gang 17-årige Holger Vitus Nødskov Rune går på tennisbanen, er der på forhånd tårnhøje forventninger om, at han forlader banen som vinder – også selvom han ved ATP 250 turneringen AnyTech365 Andalucia Open skulle møde en seedet modstander fra top 100 i 1. runde.
ATP 250 Marbella: Forventninger om sejre til 17-årige wildcard-modtagere Carlos og Holger
Forventninger i ovenstående optakt og hos odds-sætterne hos Bet365 pegede på dansk sejr, selvom Holger både ved en ATP Challenger turnering i Santiago for 3 uger siden og i kvalfinalen til sidste uges ATP Challenger i Marbella måtte forlade turneringen efter nederlag i kampe, hvor han på forhånd var betegnet som favorit hos de fleste.
Forklaringen på denne optimisme fra omgivelserne forud for Holgers kampe er den ganske enkle, at Holger har de tennismæssige forudsætninger for at vinde disse kampe, men fælles for både ATP Challenger og ATP 250 er, at den mindste slækken på koncentrationen i de afgørende momenter i kampene betyder kontant afregning, da der sjældent deles gaver ud fra modstandere, som er klar til at udnytte den mindste vaklen.
Kampen mod 7. seedede no. 79 Soon Woo Kwon (KOR) blev et nyt skoleeksempel på ovennævnte, idet Holger i kraft af sine tennismæssige kvaliteter bragte sig i en situation, hvor han i kampens 3. sæt havde sejren inden for rækkevidde i en grad, at der kunne vindes en større formue på grund af de live-odds, der på et tidspunkt talte for koreansk sejr.
Inden denne situation opstod, havde Soon Woo Kwon ganske vist vundet 1. sæt, hvor Holger ikke fik udnyttet 2 break-muligheder, da koreaneren servede ved 2-2, og i stedet blev Holger selv brudt til 2-4, efter at han havde afværget de første 4 break-muligheder i partiet, og koreaneren vandt 6-4 efter et sæt, hvor Holger lidt for ofte afsluttede duellerne med en fejl.
🔴🎾 ¡Kwon golpea primero en el partido y se adjudica el primer set!
3 🇩🇰 Rune
6 🇰🇷 Kwon📺 El @AndaluciaOpen en DIRECTO: https://t.co/wgAVMDSNo2 pic.twitter.com/uVNc8ReXlF
— Teledeporte (@teledeporte) April 5, 2021
I 2. sæt kom Holger bedst fra start, da han brød serven til 2-0, og han fulgte op med et rent serveparti til 3-0, og han havde god kontrol over sættet, hvor koreaneren kun havde en enkelt break-mulighed i det første parti, og Holger kunne derved sikre sættet 6-3 og tage momentum med videre til 3. sæt.
🇩🇰 Rune reacciona y se lleva el segundo set!
↪️El danés cierra la segunda manga 63, todo se decidirá en la tercera.#andaluciaopen pic.twitter.com/5p4eHdj4Fq
— AnyTech365 Andalucía Open (@AndaluciaOpen) April 5, 2021
I starten af 3 sæt fulgte Holger et break ved 15-40 til 2-1 op med et rent serveparti til 3-1 og sendte derved igen live-odds for koreansk sejr til førnævnte højder, men da Holger derefter servede ved 3-2 for at bevare forspringet, betød et fejltræf på 2. bolden ved 15-0, at Kwon udlignede til 15-15, og i en efterfølgende længere slagduel blev Holger lidt for passiv med for korte bolde, der gav koreaneren initiativet og pressede Holger til en fejl til 15-30.
En efterfølgende dobbeltfejl åbnede muligheden for Kwon ved 15-40, men Holger afværgede den første break-mulighed, da Kwon returnerede 2. serven i nettet, men i den næste duel var koreaneren den mest aggressive, og han fulgte en defensiv sliced bold fra Holger op med en vinder fra forhånden til udligning 3-3, og live-odds var pludselig mere lige, men stadig med Holger som favorit.
Live-odds røg dog straks efter atter i vejret, da Holger lagde en returnering i fødderne efter koreanerens serv til 15-30, hvorefter en lidt for bred longline baghånd fra Kwon gav Holger 2 muligheder for at genetablere forspringet, hvilket blev udnyttet i 2. forsøg, da en præcis bold i koreanerens baghåndshjørne blev sendt ud af banen til dansk break og 4-3.
Ligesom ved 3-2 indledte Holger med at vinde den første bold til 15-0, men en fejl allerede på 2. bolden betød 15-15, hvorefter et optimistisk dansk fremstød til nettet førte til en presset flugtning, som Kwon fulgte op med en vinder til 15-30, men en god kick-serv fremtvang fejl på returneringen til 30-30, hvorefter en stor fejl fra Holgers forhånd gav Kwon endnu en mulighed for at bryde tilbage.
Holger valgte at følge serven op ved nettet, men returneringen fra Kwon pressede Holger til at sætte sin flugtning ved siden af linjen, og stillingen var igen helt lige, og denne gang fulgte Kwon sit break op ved at holde serven rent til 5-4, så alt presset var flyttet over til Holger, der dog udlignede til 5-5 med et rent serveparti efter 4 hurtige fejl fra Kwon, som ikke udnyttede det pres, der lå på Holger.
Efter et rent serveparti til Kwon udlignede Holger til 6-6 efter 40-15, hvorefter den endelige afgørelse skulle findes i tiebreak, hvor Kwon fik det første mini-break til 2-0 med en vinder efter en passiv bold fra Holger omkring servelinjen, men en misbrugt oplagt chance efter en dansk stopbold og en efterfølgende fejl fra forhånden skabte balance ved 2-2.
Der blev udvekslet mini-breaks, da Holger sendte 2. bolden for langt til 3-4, men Kwon gentog samme kunststykke, så Holger kunne udligne til 4-4, men presset var igen tilbage på Holger, da Kwon afsluttede næste duel ved nettet, efter at Holger var presset på baglinjen.
Da Holger derefter servede sin 4. dobbeltfejl i kampen på det værst tænkelige tidspunkt ved 4-5, havde Kwon 2 matchbolde, og selvom Holger forsøgte at holde presset i den næste duel, fik Kwon alligevel overtaget og fremprovokerede en fejl, da Holger blev presset dybt i baghåndshjørnet, og dermed fik Kwon vendt et truende nederlag til sejr 6-3, 3-6, 7-6(4).
💥¡Qué final de partido! Tras comenzar dubitativo el tercer set, Kwon lleva el encuentro al Tie-Break y consigue la victoria
3 6 6 🇩🇰Rune
6 3 7 🇰🇷Kwon📺Sigue todo el @AndaluciaOpen en: https://t.co/wgAVMDSNo2 pic.twitter.com/C6wTLriIc4
— Teledeporte (@teledeporte) April 5, 2021
Selvom kampen efterlader det indtryk, at Holger “burde” havde kørt sejren hjem efter at have brudt serven 2 gange i 3. sæt, er der grund til at anerkende, at koreaneren i afgørende situationer tog initiativ og gjorde det svært for Holger, som til gengæld stadig mangler rutinen til at træffe de rigtige beslutninger, når han har muligheden for at afgøre kampene.
Hverken på ATP eller Challenger niveau kan Holger forvente, at der i nogen af kampene er råd til slække på koncentrationen eller afvige fra taktikken, men med endnu flere kampe på dette niveau, vil Holger uden tvivl opnå en robusthed, så det fremover hører til sjældenhederne, at han må forlade banen som taber i lignende kampe mod spillere, som ikke har helt de samme tennismæssige forudsætninger som Holger.
Selvom Holger i de seneste 3 turneringer ikke har optjent point til ATP-ranglisten, er der formentlig gode chancer for, at hans rangering alligevel rækker til, at han kan komme ind i kvalifikationen til nogle af de kommende ugers ATP Challenger turneringer.