Forskellen på Davis Cup mod Thailand og ATP toppen blev udstillet, da August Holmgren fik mulighed for at krydsede klinger med Grigor Dimitrov
23-årige August Holmgren fik en uventet chance for at deltage i kvalifikationen til denne uges ATP 250 turnering San Diego Open, da han mødte op til signin og slap ind som Alternate.
Efter en sensationel sejr i 1. kvalrunde over ATP-ranglistens no. 76 Jordan Thompson (AUS) havde August i kvalfinalen 2 matchbolde mod no. 124 Salvatore Caruso (ITA), der dog slap med skrækken og vandt efter en neglebidende match-tiebreak 4-6, 6-3, 7-6(7).
Selvom der efterfølgende blev plads til 2 Lucky Losers efter afbud, var August helt ude af billedet på grund af sin beskedne rangering som no. 901, og derfor blev det Kevin Anderson (RSA) og no. 94 Denis Kudla (USA), der blev de heldige.
Kudla var dog ikke heldig med sin indplacering i skemaet, hvor han i 1. runde igen blev sendt ud af turneringen af Andy Murray.
Samme skæbne led Kevin Anderson mod en anden britte, da 8. seedede Daniel Evans sendte ham ud efter en meget tæt kamp, som Evans vandt 7-6(11), 7-5.
Flere dage efter at 1. runde var afviklet, og de øvrige potentielle Lucky Losers formentlig var over alle bjerge, blev August torsdag kontaktet af turneringsledelsen, som opfordrede ham til at være forberedt på at træde til som Lucky Loser for 3. seedede Felix Auger-Aliassime (CAN), der var oversidder i 1. runde, og derfor var det stadig muligt at indsætte en Lucky Loser.
Da August i forvejen har sin daglige gang på college i San Diego kunne han derfor træde til med kort varsel, hvorved han for første gang fik en uventet mulighed for at deltage i 2. runde i en ATP turnering, hvor han mødte 30-årige Grigor Dimitrov (BUL), der tidligere var no. 3 på ATP-ranglisten, og udset til at blive en af afløserne for Roger Federer, og han blev en periode benævnt som “mini-Federer”, hvilket dog er urimeligt høje forventninger at lægge på et ungt talent.
Det ville dog være ligeså urimeligt at forvente, at August kunne levere endnu en sensation mod Dimitrov, hvis rangering som no. 29 fortsat afspejler et tårnhøjt niveau, som på ingen måde kan sammenlignes med de modstandere, som August havde en del besvær med især i den første kamp i Davis Cup opgøret mod Thailand for nylig.
Tennistv – August Holmgren får fuld opbakning fra publikumLigesom mod Thailand havde August fra start til slut tilskuernes fulde opbakning på hjemmebanen i San Diego, men det blev hurtigt klart, at Dimitrov på ingen måde havde tænkt sig at undervurdere sin modstander ved at tage let på opgaven.
Tværtimod var han fuldt fokuseret fra start, og han spillede i et tempo og med en præcision, hvor August konstant var under pres.
Når August fik tilkæmpet sig et overtag i duellerne, blev han alligevel ofte passeret med sublime vindere fra Dimitrov.
Derfor kom der uundgåeligt en række fejl fra danskerens ketsjer, når han forsøgte at få overtaget, og desuden fremprovokerede det høje tempo fra Dimitrov flere danske fejl.
Som kampen skred frem blev det klart, at succes-kriteriet ikke var en sejr til August, men snarere at undgå både “æg” og “briller”.
August undgik begge dele, idet han i 1. sæt holdt serv ved 0-5, og i 2. sæt vandt August sit serveparti ved 0-4, hvor han afværgede en enkelt break-mulighed forinden, og derved endte kampen efter 56 minutters spil med bulgarsk sejr 6-1, 6-1.
På billedet herover fra transmissionen fra Tennistv har Dimitrov matchbold og herunder bukker han for publikum med det bulgarske flag i baggrunden.
August viste gennem hele kampen en god attitude, som tyder på, at han trods øretæverne havde en god oplevelse, og indsatsen blev tydeligvis værdsat af hans team, som ses herunder umiddelbart efter kampen.
Selvom Dimitrov ikke var i tvivl om, at publikum fuldt ud bakkede op om hans danske modstander, var han alligevel taknemmelig for, at de bidrog til at skabe en god stemning.
Dimitrov opfordrede i interviewet efter kampen August til at fortsætte det hårde arbejde, som altid betaler sig.
Dimitrov møder i fredagens sidste kamp no. 25 Aslan Karatsev (RUS), hvilket er efter den første aftenkamp kl. 0230 natten til lørdag dansk tid mellem 9. seedede no.fl 23 Lorenzo Sonego (ITA) og 2. seedede no. 10 Casper Ruud (NOR), der inden August gik på banen havde vundet 7-5, 6-4 over Andy Murray.
I fredagens første kamp kl. 2230 dansk tid spiller 4. seedede no. 12 Denis Shapovalov (CAN) mod no. 28 Cameron Norrie (GBR), og derefter følger opgøret mellem 1. seedede no. 5 Andrey Rublev (RUS) og 6. seedede no. 15 Diego Schwartzman (ARG), hvilket også kan følges på TV 2 Play.