Efter usikker start i både første og anden runde fandt Holger Rune i begge kampe storspillet frem og lægger afstand til nærmeste konkurrenter på racelisten

I optakten til  ATP 500 Swiss Indoors Basel blev påpeget risikoen for et nyt skuffende nederlag som følge af endnu en usikker fejlbehæftet indsats af 20-årige Holger Vitus Rune, der for 2. uge i træk mødte serberen Miomir Kecmanovic i 1. runde.

Samtidig blev fremhævet, at den nye “Super Coach” Boris Becker kunne blive det friske pust, som kan motivere Holger til at løfte sit niveau yderligere en tand sammenlignet med sidste uges opgør i Stockholm, hvor der var tydelige fremskridt i forhold til den tandløse indsats mod Brandon Nakashima i Shanghai.

Turneringer uge 43: Ny chance til Holger Rune mod Kecmanovic i Basel

Allerede i kampens første duel var det tydeligt, at Holger stadig var usikker og manglede selvtillid, hvilket resulterede i relativt mange fejl i 1. sæt, og samtidig gav det Kecmanovic ekstra tro på tingene, hvorved han uden større problemer vandt sættet 6-1 efter 25 minutter.

I 2. sæt fik Holger dog lidt bedre styr på sine egne servepartier, hvor de 3 første blev vundet efter 40-15 og 2 gange 40-30.
Dog var han efter en dobbeltfejl til 15-30 ved 1-1 en smule presset, men han vandt dog partiet, og da han kom tilbage på banen efter sidebyttet, var det uden den velkendte omvendte kasket.

Holger havde fortsat ikke fundet koden til at true serberen, der vandt sine 2 første servepartier rent, og han førte desuden 30-0 i sit 3. serveparti, inden Holger dog udlignede til 30-30, men tættere på kom han ikke.
Derimod sørgede Holger i sit næste serveparti ved 3-3 30-15 med sin 24. og 25. fejl for, at Kecmanovic fik en break-mulighed, som han udnyttede med en bold i fødderne på Holger efter et risikabelt dansk fremstød til nettet.

Det fik dog ikke Holger til at resignere, og Boris Becker forsøgte samtidig at opmuntre ham til at blive inde i opgøret og bevare roen – og troen.
I den første duel i det næste serbiske serveparti øgede Holger tempoet og fik et solidt overtag, som fremtvang fejl til 0-15, men serberens stærke defensiv med god dybde bevirkede, at Holger først blev presset til en fejl, og efter en vinder ved nettet og en dansk returnering i nettet på 1. serven førte Kecmanovic 40-15 i egen serv.

En direkte dansk vinder på servereturneringen fulgt op af en long line vinder i næste duel gav udligning til 40-40, og Holger fortsatte med aggressivt spil, som med hjælp af netkanten pressede Kecmanovic til en fejl, som gav mulighed for at bryde tilbage og indlede et momentum-skift.

Den første mulighed blev afværget, da Kecmanovic stadig var skarp ved nettet, men Holger fik endnu en mulighed efter en knivskarp longline vinder fra baghånden.
En lidt for kort servereturnering blev straffet med en skarp 2. bold tæt på baglinjen, men Holger fik endnu en break-mulighed, da Kecmanovic blev presset til en fejl, men en dansk fejl efter en længere slagudveksling afværgede også den 3. mulighed.

I stedet fik Kecmanovic en ny mulighed for at vinde partiet, da Holger overforcerede en longline baghånd, men en ny dansk vinder holdt Holger inde i partiet, og han fik derefter endnu en break-mulighed, da en stopbold blev fulgt op med en cross vinder ved nettet, og i 4. forsøg brød Holger tilbage efter en ny longline vinder til 4-4.

Holger fortsatte de aggressive takter med et rent serveparti, hvor 3 point var rene vindere, men ved stillingen 5-5 kom han bagud 0-30 i egen serv efter en dansk fejl og en serbisk vinder.
En vellykket stopbold til 30-30 og yderligere et par tordnende vindere bragte Holger foran 6-5, og han fortsatte med at spille i et hæsblæsende tempo med nye vindere, som udstillede den reelle klasseforskel, der er på de 2 spillere, når Holger rammer det niveau, som tidligere har ført ham til en 4. plads på ATP-ranglisten, og derved spillede Holger sig frem til sætbolde ved 15-40.

Kecmanovic afværgede dog begge muligheder, da han pressede Holger til en fejl, og han udlignede til 30-30 med en longline vinder fra baghånden, men Holger fremprovokerede derefter en fejl, som gav endnu et sætbold, hvor Kecmanovic i lighed med tidligere i kampen mistimede en oplagt smash-mulighed, som sikrede Holger 2. sæt 7-5.

I 3. sæt bevarede Holger et solidt overtag, og han havde en enkelt break-mulighed til 2-0 efter en direkte vinder på servereturneringen, men Kecmanovic slap i første omgang med skrækken, da Holger i en presset situation forsøgte at slå en “befrier” med en cross forhånd, der blev lidt for bred.
I serberens næste serveparti sendte Holger et par “misiler” forbi en chanceløs modstander, som derefter ved 0-30 for 3. gang i kampen mistimede en oplagt smash mulighed, hvorefter en cross baghånd på 2. bolden endte uden for banen og sikrede Holger et rent break til 3-1, og uden større problemer holdt han fast i forspringet, hvorefter han ved 5-3 30-15 med en af sine utallige long line vindere med baghånden skaffede sin første matchbold efter præcis 2 timers kamp, og med en aggressiv forhånd blev Kecmanovic presset til en fejl, som sikrede Holger sejren 1-6, 7-5, 6-3.

Sejren var således et nyt eksempel på et comeback i en situation, hvor Holger var helt ude i tovene undervejs, som det flere gange var tilfældet i grussæsonen, hvor Holger uden at spille op til sit bedste alligevel både forsvarede sin ATP 250 titel i München og var i hele 2 Masters 1000 finaler i Monte Carlo og Rom, hvor det først og fremmest var hans vinderinstinkt og sejrstro, der banede vejen til de resultater, som sikrede en toprangering som no. 4, inden det efter Wimbledon gik ned af bakke med en stribe nederlag i en længere periode bl.a. på grund af problemer med ryggen og usikkerhed omkring trænersituationen.

De mange nederlag har uden tvivl tæret på selvtilliden, som dog formentlig har fået nyt boost, da Holger i slutningen af 2. sæt og det meste af 3. sæt viste takter, som mindede om afslutningen af 2022-sæsonen.

En enkelt sejr er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med, at Holger kunne fortsætte i samme spor i torsdagens 1/8-finale mod no. 28 Sebastian Baez (ARG), som førte 2-1 i indbyrdes opgør.
I det meste af 1. sæt var der stadig usikkerhed at spore i Holgers spil, men han vandt dog alle sine egne servepartier, hvor han dog i sit første serveparti måtte afværge en enkelt break-mulighed, og i de næste danske servepartier blev 3 af dem lukket efter 40-30, hvilket også var det nærmeste Holger kom i Baez’ servepartier, og derfor blev sættet afgjort i tiebreak, hvor Holger løsnede op og spillede mere frit, hvilket gav pote, da han ved 2-2 under maksimalt pres fra baghåndshjørnet sendte en perfekt cross vinder forbi en chanceløs modstander, der var søgt til nettet.

Selvtilliden strålede ud af danskeren, der i forsættelsen af tiebreak’en satte turboen til og spillede i et tempo, hvor Baez ikke kunne følge med, og efter yderlige 2 minibreaks vandt Holger sættet 7-2.

I 2. sæt var Holger i total kontrol, og efter et rent serveparti til 2-1 satte han Baez under pres efter ovenstående point til 0-30, og han udnyttede derefter den 2. break-mulighed efter 15-40 til at bringe sig foran 3-1, og efter endnu et break til 5-1 sikrede Holger sejren 7-6(2), 6-1 med en servevinder, som ses herunder.

Mest opløftende var ikke blot sejren, men at Holger igen fandt et niveau, hvor kun ganske få spillere kan følge med i det høje tempo, når Holger slipper tøjlerne og udstråler den selvtillid, som har været savnet længe.
Der er næppe tvivl om, at “Becker-effekten” har været medvirkende til, at Holger i begge kampe har holdt sig inde i kampene og givet sig selv muligheden for at finde sit spil, selvom han – især mod Kecmanovic virkede anspændt i starten med en række fejl til følge.

Årsagen kan selvfølgelig være mere simpel, da det har gavnet at få mere luft til håret, efter at Holger smed den omvendte kasket.

Sejrene betyder, at Holger har en god chance for stadig at beholde 8. pladsen på racelisten, og muligheden for at nå slutspillet blev yderligere mere realistisk, da hans nærmeste rival Taylor Fritz trods 2 matchbolde og 15 breakbolde blev sendt ud i 1/8-finalen af kvalspilleren no. 84 Alexander Shevchenko, der vandt 6-7(7), 7-6(6), 7-5.

Meget tyder på at sidste års titelvinder Felix Auger-Aliassime, der i finalen vandt 6-3, 7-5 over Holger, også er i færd med at finde sit spil igen efter en lang spillemæssig krise, idet han i sidste uge for første gang siden ATP 1000 Indian Wells vandt 2 kampe i træk, da han nåede kvartfinalen ved ATP 500 Tokyo i sidste uge, og efter endnu 2 sejre i Basel er han klar til at møde Alexander Shevchenko i fredagens sidste kamp.

Forinden spiller Holger tidligst kl. 18:00 mod endnu en argentiner, no. 24 Tomas Martin Etcheverry, der i de 2 første runder vandt i 3 sæt over både Sebastian Korda og Andy Murray.
I deres første indbyrdes møde i M15 i Caslano på grus i 2020, hvor argentineren var no. 321, mens Holger kun var no. 821, var Holger chanceløs og modtog et “æg”, da Etcheverry vandt 6-3, 6-0, men da de mødtes året efter i semifinalen ved ATP Challenger 80 i Biella vandt no. 313 Holger 7-5, 2-6, 6-2 over Etcheverry, der var no. 219.
Holger vandt derefter en af de 5 titler, som han vandt samme år.

Præstationerne i de 2 første runder gør automatisk Holger til favorit, og hvis han fortsætte med at sprudle, er det svært at forestille sig, at Holger ikke når semifinalen, som kan blive et revanche opgør fra sidste års finale mod Auger-Aliassime, som Holger dog ugen efter besejrede i semifinalen i Paris.

ATP 1000 Paris 2022
Tennistv – Felix Auger-Aliassime og Holger Vitus Nødskov Rune (efter semifinale ATP 1000 Paris 2022)

Endnu en af Holger nærmeste rivaler til den  adgangsgivende 8. plads på racelisten mistede et skridt i kapløbet, idet 21-årige no. 90 Dominic Stricker på hjemmebanen sensationelt vandt 6-4, 3-6, 7-6(1) over Ruud, og samtidig styrkede han sin position på ATP Singles Next Gen Race, hvor han er no. 6, og da no. 2 Holger ikke forventes at deltage, hvilket heller ikke er tilfældet for no. 1 Carlos Alcaraz, er deltagelsen så godt som sikret for schweizeren.

Efter nederlag til både Taylor Fritz og Casper Ruud – samt Tommy Paul og Alex de Minaur – kan den største trussel komme fra Hubert Hurkacz (POL), der med titlen ved Rolex Shanghai Masters optjente 1.000 point, og han har stadig en chance for at overhale Holger, hvis han vinder titlen i Basel, men det kan Holger dog forhindre, hvis han vinder mod Etcheverry.

I skrivende stund – lige før udgivelsen af denne artikel – har no. 25 Tallon Griekspoor (NED) netop vundet 1. sæt i kvartfinalen mod Hurkacz, der ellers havde sætbold ved 6-5 i tiebreak, men for første gang i kampen vandt han ikke point bag sin 1. serv.
Dog førte Hurkacz med et break i 2. sæt, da artiklen blev udgivet.

Alle 4 kvartfinaler kan følges på Tennistv og TV 2 Sport X.

Forrige artikelOprykkerne fra KFUM er favorit mod Gentofte
Næste artikelKB uddelte klø til HRT
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.