Fokus på fysisk tilvænning til græsunderlaget inden Wimbledon. Taktisk oplæg af Lars Christensen og Mike James
Efter de første 2 runder ved den traditionsrige ATP 500 Cinch Championships i Queens i London var blev kvartfinalerne domineret af spillere fra NextGen gruppen, idet 20-årige Carlos Alcaraz vandt 6-4, 6-4 over 32-årige Grigor Dimitrov, og hans modstander i semifinalen blev 22-årige Sebastian Korda, der vandt 6-4, 7-6(1) over 27-årige Cameron Norrie.
34-årige Adrian Mannarino, der en smule overraskende havde vundet 6-4, 7-6(7) over 3. seedede Taylor Fritz, overraskede igen de fleste, da han pressede 24-årige Alex de Minaur ud i 3 sæt, inden australieren vandt fredagens første kvartfinale 6-4, 4-6, 6-4, og banede vejen for, at alle deltagerne i semifinalen blev fremtidens navne.
I fredagens næste kvartfinale var det på forhånd givet, at vinderen blev fra NextGen, når 20-årige Holger Vitus Nødskov Rune for første gang siden juniortiden mødte den 1 år ældre Lorenzo Musetti.
ATP 500 Queens: Holger Rune klar til første NextGen opgør mod Lorenzo Musetti
Holger havde som den første 2 break-muligheder allerede i Musettis 2. serveparti, men begge blev dog afværget, og i stedet fik Musetti chancen i Holgers næste serveparti, men efter at have reddet muligheden på fornem vis, fik Musetti en ny mulighed, hvor en lidt for satset stopbold blev årsag til, at Holger blev brudt, hvorefter Musetti holdt serv til 4-1.
Efter behandling af højre håndled ved en medical timeout vandt Holger derefter 5 partier i træk, idet han brød serven til både 3-4 og 5-4, og på den 3. sætbold sikrede Holger 1. sæt 6-4.
Rune rising! 💯
🎥 @atptour pic.twitter.com/KarZ51AwvS
— cinch Championships (@QueensTennis) June 23, 2023
I 2. sæt fulgtes spillerne ad uden at være under alvorligt pres i egne servepartier, indtil Holger efter et rent serveparti italiensk serveparti til 5-4 havde indledte med dobbeltfejl til 0-15 og senere en forhånd i nettet til 15-30 satte sig selv under pres, men en fejl fra Musettis baghånd og et dansk servees til 40-30 gav tilsyneladende Holger kontrol over partiet, hvor han havde overtaget i næste duel, men en sublim italiensk longline vinder efterfulgt af en kikset dansk flugtning gav Musetti sætbold.
Et es på det yderste af T’et afværgede dog muligheden, men en skarp servereturnering på en ellers velplaceret 1. serv gav Musetti endnu en sætbold, som Holger dog afværgede på fornemste vis med en slagflugtning modsat efter en 1. serv udad.
Herefter var Holger væsentlig mere påpasselig med en flugtning, da han rykkede frem til nettet efter 2. bolden bag 2. serven, og Holger bevarede også initiativet i næste duel, hvor Musetti blev presset til et smash-oplæg, som blev udnyttet til dansk udligning 5-5.
Det danske overtag blev fulgt op i det næste italienske serveparti, hvor Musetti for en sjælden gangs skyld forsøgte sig med en stopbold, som Holger nemt nåede frem til og pressede Musetti til et smash-oplæg, og da Musetti igen mistede tålmodigheden og lagde en stopbold, blev han igen presset til et vinderoplæg, hvorved han for alvor var under pres ved 0-30.
I det næste point havde Musetti overtaget og havde Holger under pres, men en velplaceret longline forhånd pressede Musetti til fejl, og efter endnu en italiensk fejl brød Holger rent til 6-5.
Da Holger derefter servede for kampen, kom han bagud 0-30, men efter udligning til 30-30 afgjorde Holger kampen på sin 2. matchbold.
How your first semifinal on grass feels like 🦁 @QueensTennis 💜🌱 pic.twitter.com/zhrC6M2xyh
— Holger Rune (@holgerrune2003) June 23, 2023
I semifinalen satte Alex de Minaur fra start 2 skarpe servereturneringer i træk, så Holger var under pres ved 0-30.
Presset blev forstærket yderligere, da Holger derefter ikke udnyttede, at de Minaur på de 2 næste server lagde en kort returnering, som Holger i det første tilfælde sendte direkte i nettet, og på den næste servereturnering sendte han en cross forhånd ud, hvorved han misbrugte 2 oplagte muligheder for stadig at være med ved 30-30, men i stedet blev Holger således brudt rent, hvorved han fik den værst tænkelige start på kampen.
Både ved 1-2 og 2-3 havde Holger et par åbninger til at komme tilbage i sættet, da de Minaur i begge partier var bagud både 0-15 og 15-30, og ved 3-4 vandt Holger igen det første point i modstanderens serveparti, men det lykkedes dog ikke at spille sig frem til break-muligheder i nogle af partierne.
Da Holger servede for at blive i sættet ved 3-5, indledte han med en dobbeltfejl, men han vandt dog de næste 2 point, hvorefter de Minaur udnyttede en kort bold via netkanten til at fremprovokere fejl fra Holger, som ved det næste point lagde en halvflugtning for bred, hvorefter et halvhjertet fremstød til nettet blev besvaret med en bold i fødderne på Holger, der med en halvflugtning i nettet afgjorde sættet, som de Minaur derved vandt 6-3, og samtidig havde australieren fordelen at serve først i 2. sæt.
Det var dog ikke nødvendigvis en fordel, idet de Minaur – ligesom Holger i 1. sæt – kom bagud 0-30, da han i de 2 første point blev presset til fejl, men efter en servevinder og danske fejl på de næste 2 servereturneringer førte de Minaur 40-30.
Imidlertid holdt en dobbeltfejl Holger inde i partiet, hvor han derefter satte en perfekt servereturnering, som gav Holger mulighed for at bryde serven fra start, da han satte returneringen på 2. serven i spil.
Chancen blev dog forpasset, da Holger blev alt for passiv i duellen, hvor de Minaur med hjælp fra netkanten fik et vinderoplæg, som straks blev udnyttet, hvorefter australieren sikrede sig partiet med en serv-flugtning kombination efterfulgt af et es.
Frem til stillingen 3-4 vandt begge deres servepartier komfortabelt, men efter en dobbeltfejl til 15-30 fejlbedømte Holger en cross baghånd, som dumpede ned på det yderste af linjen og gav 2 gratis break-muligheder til de Minaur.
Begge blev dog afværget, da Holger fulgte 1. serven op med en vinder, hvorefter han bag endnu en 1. serv udmanøvrerede australieren, som derefter fik endnu en break-mulighed, da Holger forsøgte sig med en satset stopbold, som de Minaur straffede med en cross vinder, og Holger blev derefter presset i bund af en skarp returnering på 2. serven, men en efterfølgende forhånd i nettet reddede Holger ud af kniben, da han med en servevinder udlignede til 4-4.
Ved 5-5 satte Holger et par dybe servereturneringer, som gav åbning til både 0-15 og 15-30, og momentum var tilsyneladende ved at skifte til dansk side, da spillet blev afbrudt et par minutter, da en tilskuer blev offer for varmen og måtte have hjælp.
Da spillet blev genoptaget blev Holger presset dybt ved baglinjen, hvor han med en feberredning fik lobbet bolden helt ned på baglinjen, hvor de Minaur sendte den næste bold for langt, så Holger havde break-muligheder ved 15-40.
Den første mulighed blev dog afværget med en servevinder, hvorefter Holger havde endnu en break-mulighed på australierens 2. serv, som Holger dog returnerede for langt, og i den næste duel tog de Minaur initiativet og vandt point’et, og han vandt derefter partiet, da Holger returnerede serven i nettet.
This rally had it all 🔥
* 𝒂𝒏𝒅 𝒃𝒚 𝒂𝒍𝒍 𝒘𝒆 𝒎𝒆𝒂𝒏 𝒊𝒕 𝒊𝒏𝒄𝒍𝒖𝒅𝒆𝒔 𝒂 𝒕𝒘𝒆𝒆𝒏𝒆𝒓
🎥 @atptour pic.twitter.com/9j6rkv9a5r
— cinch Championships (@QueensTennis) June 24, 2023
Sættet blev afgjort i tiebreak, hvor Holger efter en stopbold, som de Minaur lagde cross, brændte en oplagt mulighed for at sende bolden forbi på åben bane, men bolden blev en anelse for lang og gav de Minaur det første minibreak til 2-1, men en dyb dansk servereturnering banede vejen for, at Holger straks brød tilbage til 2-2, men et dansk fejltræf til 2-4 og et fremprovokeret vinderoplæg til 2-5, da de Minaur satte tempo med baghånden, blev afgørende for udfaldet, og da Holger returnerede den næste australse serv i nettet, var løbet kørt, og efter endnu en fejl på servereturneringen vandt de Minaur sit 5. point i træk og sikrede dermed sejren 6-3, 7-6(2).
Kampens nøglepartier var således Holgers første serveparti, hvor 1. sæt reelt blev afgjort, da Holger missede 2 store muligheder ved 0-30, samt at det ikke lykkedes for Holger at bryde serven, da han havde mulighederne ved 4-4 i 2. sæt.
I betragtning af Holgers manglende rutine på græs sammenlignet med de Minaur, der nærmest er opvokset sammen med græsset, må en semifinale i en ATP 500 turnering anses for mere end godkendt, og vurderet efter de fortsatte fremgang for hver kamp, er der grund til optimisme forud for Wimbledon.
A dream #cinchChampionships debut@carlosalcaraz reigns supreme to lift a career-first grass title 👇
— cinch Championships (@QueensTennis) June 26, 2023
De Minaur mødte derefter turneringens største favorit Alcaraz, der i finalen levede op til forventningerne, da han vandt 6-4, 6-4 og sikrede karrierens første titel på græs, og samtidig generobrede han 1. pladsen på ATP-ranglisten, hvor Holger fortsat er no. 6, og derved bliver han seedet 5-8 sammen med Stefanos Tsitsipas, Andrey Rublev og Jannik Sinner, som han derfor tidligst kan møde i en eventuel semifinale, men hvis Holger når kvartfinalen kan han der møde en af de 4 topseedede, Carlos Alcaraz, Novak Djokovic, Daniil Medvedev eller Casper Ruud.
Fortsatte spekulationer om trænersituation
Da hverken Patrick Mouratoglou eller Lars Christensen var til stede ved turneringen i Queens, har mange spekuleret i, om sidstnævnte var på vej ud, men meldingen fra team’et har hele tiden været, at Lars fortsat er tilknyttet, og det er ligeledes blevet oplyst, at der under Queens især har været fokus på at bevæge sig optimalt på det uvante underlag, og derfor har den fysiske træner Lapo haft en hovedrolle.
Tennisavisen har dog fået oplyst, at det har været Lars, der sammen med analytiker Mike James har stået for det taktiske oplæg forud for kampene i Queens, så på det punkt er Lars reelt tættere på team’et end Patrick Mouratoglou, der heller ikke var fysisk til stede i Queens.
I en overskrift til en artikel fremgår, at Holger nu “taler ud” om Lars, hvilket dog blot viser sig at være et konkret svar på et spørgsmål, at Mouratoglou har en mere mental tilgang.
Der er således fortsat ikke røbet noget som helst om det fremtidige setup, idet team’et ikke har ønsket at dele overvejelserne herom med omverdenen, der må væbne sig med tålmodighed, indtil der kommer nye udmeldinger.
Opvisningskampe inden Wimbledon
Inden det for alvor går løs ved Wimbledon, får Holger mulighed for endnu 2 kampe på græs, idet han onsdag efter planen skulle spille en opvisningskamp mod Carlos Alcaraz ved Giorgio Armani Tennis Classic i Hurlingham, men planen er efterfølgende ændret, så Holger i stedet møder Andy Murray.
Torsdag spiller Holger en ny opvisningskamp ved The Boodles i Stoke Park, og sammen med de 4 kampe i Queens får Holger derved en optimal forberedelse til Wimbledon.
Spilletider og resultater vil blive opdateret i oversigten med ugens turneringer.