Der var gode momenter i alle 3 kampe ved ATP 1000 Montreal, men for store udsving undervejs hindrede, at Holger Rune kunne true Alexander Zverev

Efter en ufrivillig pause med afbud til OL på grund af problemer med et håndled fik Holger Rune af lægerne grønt lys til at deltage ved ATP 1000 Montreal, men i Tennisavisens optakt blev det betegnet som uvist, om Holger kunne forventes at levere tennis på et niveau, som kunne give forhåbninger om at nå langt i turneringen.

Uge 32: Læger og specialist giver Holger grønt lys til at spille. Clara både double og single i Toronto

Ifølge lodtrækningen skulle Holger have mødt 33-årige Milos Raonic, som dog umiddelbart inden kampstart meldte afbud, og med kort varsel skulle Holger derfor omstille sig til at møde en Lucky Loser, som han først fik at vide blev 18-årige Jakub Mensik (CZE), men da tjekken var syg, blev det i stedet den dobbelt så gamle 36-årige Roberto Bautista Agut (ESP), der tidligere på dagen havde dystet næsten 3 timer i kvalfinalen mod Thanasi Kokkinakis (AUS), der vandt 5-7, 7-5, 6-4.

Efter 1. sæt mod Holger så det dog ud til, at spanieren ikke behøvede at tilbringe længere tid på banen, idet Holger efter en lidt usikker start af begge spillere fik fuld kontrol over spillet, og efter 2 breaks vandt var sættet sikkert i hus 6-2.

Fra starten af 2. sæt var Holgers koncentration dog forduftet, hvilket resulterede i 10 uprovokerede danske fejl allerede inden der var spillet 3 partier, og 2 dobbeltfejl medvirkede til at Holger blev brudt rent til 1-3.
Da Bautista Agut selv satte stort set alle bolde i banen – uden dog for alvor at udspille danskeren med vindere – og Holger stadig lavede for mange fejl, kunne spanieren uden større besvær sikre sættet 6-3.

I 3. sæt fandt Holger dog tilbage på sporet og fik kontrol over kampen, som han vandt 6-2, 3-6, 6-2.
I betragtning af de nedtonede forventninger må både 1. og 3. sæt betegnes som godkendt, hvorimod 2. sæt er lige til glemmebogen.

Trods det svingende niveau var der grund til at fremhæve kvaliteten af Holger forhånd, som ifølge nedenstående analyse var langt over det hidtidige gennemsnit.

I 2. runde mødte Holger igen en rutineret spanier, 33-årige Pablo Carreno Busta, der tidligere har vundet alle 3 indbyrdes opgør mod Holger – senest 6-0, 6-3 for 2 år siden ved ATP 1000 Montreal på Court 5, hvor de igen stod overfor hinanden.

Gennem hele 1. sæt var Holger fuldt fokuseret, og derved blev det hurtigt klart, at spanieren ikke kunne hamle op med danskerens højere tempo i spillet, og Holger var godt på vej til at tilbagelevere det “æg”, som han modtog for 2 år siden.
Det lykkedes dog for Carreno Busta at vinde sit serveparti ved 0-5, inden Holger lukkede sættet til 6-1.
Spanieren fulgte bedre med i 2. sæt, men Holger vandt dog uden større besvær en komfortabel sejr 6-1, 6-3.

Helt som forventet mødte Holger derefter i 1/8-finalen 2. seedede Alexander Zverev, der var oversidder i 1. runde, og i 2. runde vandt han stensikkert 6-1, 6-1 over Jordan Thompson (AUS).
For at besejre de bedste spillere er en nødvendig forudsætning, at Holger først og fremmest tager vare på sine egne servepartier og selv udnytter de – ofte få – åbninger, der opstår i modstanderens servepartier, men allerede ved stillingen 1-1 satte Holger sig selv under pres efter en risikabel stopbold, som Zverev havde nemt ved at nå frem til og straffe, og en dobbeltfejl samt et par marginale danske fejl bevirkede, at Holger blev brudt til 1-2 i 1. sæt, selvom han ellers fulgte godt med i de etablerede dueller.

I de 3 første tyske servepartier vandt Zverev samtlige point bag sin førsteserv, men omsider lykkedes det 2 gange i træk at sætte en kvalificeret returnering efter tyskerens førsteserv, så Zverev var under pres ved 0-30, og Holger havde derefter en god mulighed for 0-40 efter en andenserv, men en relativ enkel fejl forhindrede det.
Imidlertid fik Holger igen point efter en tysk førsteserv, hvorved han havde break-muligheder ved 15-40, men en servevinder og et es forpurrede mulighederne, og efter en feberredning ved nettet vandt Zverev servepartiet til 5-3, hvorefter Holger i sit næste serveparti mistede fokus og nærmest forærede Zverev partiet, så tyskeren ikke selv behøvede at serve for sættet.

I starten af 2. sæt havde Holger større fokus på sin førsteserv, og frem til stillingen 3-3 havde han sat stort set alle førsteserver i spil, og kun en enkelt af serverne resulterede i point til Zverev.

I det “psykologiske” 7. parti havde Holger en gylden mulighed for 0-30 i tyskerens serv, og et par andre muligheder blev ikke udnyttet, så Zverev lidt for nemt vandt sit serveparti, hvorefter en dansk dobbeltfejl og yderligere et par fejl bevirkede, at Zverev brød til 5-3 og dermed kunne serve for kampen.

Omsider tog Holger dog initiativet i tyskerens næste serveparti, og tålmodigt disciplineret spil blev belønnet med et break-back efter 15-40, hvorefter Holger vandt sit serveparti og udlignede til 5-5 og skabte spænding om udfaldet.
Efter et rent tysk serveparti var Holger dog i problemer i sit næste serveparti, hvor han afværgede 2 matchbolde, inden han udlignede til 6-6 og tvang sættet i tiebreak.

En dobbeltfejl til 0-2 satte Holger under pres fra starten, og med endnu et minibreak var han bagud 1-5.
Ved 2-6 afværgede Holger yderligere 3 matchbolde, inden Zverev i egen serv sikrede sejren 6-3, 7-6(5).

Holger havde sine muligheder i løbet af kampen, men som det har været tilfældet lidt for ofte, har der været for store udsving undervejs, og først når Holger får større stabilitet ind i sit spil, vil han igen avancere på ranglisten og gøre sig gældende blandt de bedste, hvor hans topniveau berettiger ham til at være.
Den primære opgave for Holger og træner Kenneth Carlsen er derfor at få større stabilitet i serven og få begrænset de uprovokerede fejl fra især baghånden, som Holger i en periode som følge af det skadede håndled har benyttet i mindre grad end normalt ved træningen.

1/8-finalen i Montreal bevirker, at Holger optjener 100 point og passerer både Ugo Humbert og Lorenzo Musetti på ranglisten, men til gengæld bliver han passeret af Sebastian Korda, der med en walkover mod Casper Ruud optjener 200 point og avancerer en enkelt plads på liverankingen til no. 15 lige foran Holger.

Korda vandt i sidste uge titlen ved ATP 500 Washington, og han understregede sin gode form, da han i 2. runde i Montreal vandt 6-4, 7-6(4) over Taylor Fritz.
Kvartfinalerne i nederste halvdel mellem  Korda og Zverev samt Hubert Hurkacz og Alexei Popyrin er på grund vejr-problemer under turneringen udsat til søndag, hvor vinderene af de to kampe senere samme dag mødes i semifinalen.
I den anden semifinale møder Matteo Arnaldi (ITA) 5. seedede Andrey Rublev, der lørdag vandt 6-3,1-6, 6-2 over 1. seedede Jannik Sinner, der tidligere samme dag vandt 6-4, 6-3 over 15. seedede Alejandro Tabilo (CHI) i 1/8-finalen, som også var udsat på grund af regn.

Selvom Holger på den nuværende rangliste er no. 17, og dermed lige udenfor top 16, bliver han alligevel seedet 15 ved ATP 1000 Cincinnati i næste uge, da både no. 2 Novak Djokovic og no. 7 Alex De Minaur er frameldt.
Seedningen betyder dog på ingen måde, at Holger har fået en optimal lodtrækning, idet han i 1. runde møder Matteo Berrettini, der efter tilbagekomst fra en skade har fundet storformen, idet han i juli vandt ATP 250 titlen i både Gstaad i Schweiz og Kitzbuhel i Østrig, og derfor skal Holger formentlig finde et mere stabilt niveau for at slippe videre fra 1. runde.

I tilfælde af sejr ser mulighederne mere lovende ud i 2. runde mod vinderen af opgøret mellem no. 31 Adrian Mannarino (FRA) og en kvalspiller, men den ultimative test kan blive i 1/8-finalen, hvor 2. seedede Carlos Alcaraz formentlig venter.

Holger er tilmeldt i double sammen med Stefanos Tsitsipas, der overraskende blot fik en enkelt kamp i single i Montreal, hvor han blev besejret 6-4, 6-4 af tilbagevendte 34-årige Kei Nishikori (JPN).
Tsitsipas er i samme 1/4-del af lodtrækningen som Holger og Alcaraz, men inden en eventuel kvartfinale møder grækeren Jan-Lennard Struff (GER) og formentlig Jack Draper (GBR), og han kan i 1/8-finalen møde 7. seedede Casper Ruud, der er oversidder i 1. runde og sandsynligvis møder Felix Auger-Aliassime i 2. runde.

 

 

Forrige artikelTæt kamp i bunden af rækken
Næste artikelUge 33: Caroline og Holger på svær mission i Cincinnati. Davis Cup og BJK Cup emner i aktion
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.