18-årige Taylor Harry Fritz sluttede som suveræn no. 1 på junior-ranglisten i 2015. Søndag var han i sin første ATP-finale, hvor han gav kamp til stregen mod bundsolide Kei Nishikori

Det er de senere år ofte påpeget, at gennemsnitsalderen for spillerne i toppen af ATP-ranglisten er blevet stadig større, og gennemsnitsalderen for top 100 er omkring 28 år.
Derfor kan der være god grund til at holde et vågent øje med teenagere, når de leverer bemærkelsesværdige resultater på ATP-touren.

I øjeblikket er der 3 teenagers i top 100
36. Borna Coric (CRO) – 19 år
56. Alexander Zverev (GER) – 18 år
100. Thanasi Kokkinakis (AUS)

Det varer næppe længe, inden endnu en teenager melder sin ankomst til top 100, nemlig 18-årige Taylor Harry Fritz (USA), som på ingen måde er et ukendt navn, hvis man følger nogenlunde med i tennis-sporten.
Den unge amerikaner sluttede sin junior-karriere i 2015 som suveræn no. 1 på ranglisten efter at have vundet juniorernes US Open.
Forinden havde han været i finalen ved French Open, og han var i semifinalen ved Wimbledon og i kvartfinale i Australian open.
Derudover var han vinder af Indian Wells.

Fritz havde desuden i 2015 deltaget i ATP Challengers, hvor han vandt titlen i både Sacremento og Fairfield, og han var i finalen i Champaign.
Da han i 2016 blev senior, indledte han med endnu en Challenger titel i Happy Valley, Australien.
Ved Australian Open spillede han sig igennem kvalifikationen, hvorefter han i 1. runde af hovedturneringen tabte knebent i 5 sæt til no. 26 Jack Sock (USA), der med cifrene 6-4, 3-6, 0-6, 6-3, 6-4 slap videre til 2. runde, hvor han dog tabte til no. 54 Lukas Rosol (CZE).

I sidste uge fik Taylor Fritz wildcard til ATP 250 turneringen Memphis Open.
Hvis han hidtidige resultater ikke berettiger til at betegne ham som etableret på ATP-touren, må turneringen i Memphis være hans reelle gennembrud, idet han spillede sig frem til finalen med disse sejre
R32: (Q) (387) Michael Mmoh (USA) 6-3, 6-4 – 18 år og top-junior 2015.
1/8: [2] (30) Steve Johnson (USA) 7-6(5), 7-6(7) – reddet sæt-bold i 2. sæt.
1/4: (112) Benjamin Becker (GER) 6-4, 5-7, 7-6(5)
Semi: (96) Ricardas Berankis (LTU) 2-6, 6-3, 6-4

507841667JH00229_2014_US_Op
2014 Getty Images – Kei Nishikori

I finalen ventede den 1. seedede japaner Kei Nishikori, der er no. 7 på ranglisten, og han havde haft denne vej til finalen
R32: Bye
1/8: (125) Ryan Harrison (USA) 6-2, 7-5
1/4: (92) Mikhail Kukushkin (KAZ)
Semi: [4] (60) Sam Querrey (USA) 3-6, 6-3, 6-3

Den unge amerikaner viste dog fra starten af kampen ingen tegn på, at han fandt opgaven for umulig, og han indledte kampen som lyn og torden med det ene vidunder-slag efter det andet, og inden længe havde han bragt sig foran 3-0 efter at have holdt serven rent, mens Nishikori selv kom ned 0-40, inden han vandt sit første point i 8. forsøg, og han vandt også næste point, inden Fritz brød serven med endnu en vinder.

Nishikori holdt serven til 1-3, og han kom helt tilbage i sættet ved at bryde tilbage til 2-3, da han med et par vindere fra forhånden og 0-30 lagde pres på Fritz, der øgede presset yderligere med en fejl. Han fik dog repareret på skaden ved at reducere til 30-40, men en dobbeltfejl gav partiet til japaneren.

Efter at begge holdt serv til 4-4, kom Fritz foran 40-15 i egen serv, og ved 40-30 havde han en oplagt mulighed for at holde serven, men en kæmpe afbrænder og senere en oversatset forhånd blev udnyttet, da Nishikori igen brød serv med en fremragende cross retur-vinder.
Herefter kørte japaneren sættet sikkert hjem med et rent serveparti.

I starten af 2. sæt var det ved at gå helt galt for den unge amerikaner, som kom bagud 0-40 i egen serv, men han viste god moral og fik alligevel sikret sig partiet, og han holdt også sikkert serven til 2-1.
Nishikori var i alvorlige problemer i sit næste serveparti, hvor Fritz med en glimrende retur i fødderne på japaneren fremme ved nettet fremprovokerede en fejl, og på næste serve-returnering igen fremprovokerede fejl til 15-40.
Nishikori afværgede begge break-muligheder og senere endnu en fordel til Fritz, og han holdt serven til 2-2.

Amerikanerens næste serveparti blev et nøgleparti for sættet og kampen, da Fritz trods overtag i duellen kom bagud 0-15 og derefter 0-30 efter en oplagt afbrænder, og senere fik Nishikori to break-muligheder efter en vinder fra baghånden. Fritz afværgede den første, hvorefter japaneren med en vinder fra forhånden tog et afgørende break til 3-2.

Nishikori holdt fast i forspringet, og da Fritz servede ved 3-5 havde japaneren 2 matchbolde ved 15-40. Den første blev afværget efter en fejl fra Nishikori, som på den næste forsøgte sig med en “tweener”, da Fritz lobbede over ham og satte bolden lige foran baglinjen.
Hvis slaget mellem benene med ryggen til var lykkedes, ville det uden tvivl være blevet årets matchbold, men bolden røg udenfor banen, og Fritz holdt derefter serv og liv i kampen.

Det blev dog kortvarigt, idet Nishikori sikkert vandt det sidste serveparti, og lukkede kampen 6-4, 6-4.
Fritz fik dog for alvor demonstreret sig store potentiale, og den reelle forskel var den rutinerede japaners bundsolide og stabile niveau, som tvang amerikaneren til selv at vinde næsten hvert eneste point, men ganske få såkaldte “junior-fejl”, hvor Fritz nogle gange oversatsede i situationer, hvor han havde overtaget, blev udslagsgivende.

Belønningen i form af rangliste-placering for at nå finalen kunne indkasseres mandag, hvor Fritz avancerede 43 pladser til 102, men potentialet er uden tvivl til langt mere, selvom man altid skal være forsigtig med at udråbe en spiller til kommende top 10 på baggrund af en enkelt turnering, men sammenholdt med ovennævnte opremsning af resultater kan en sådan spådom formentlig godt retfærdiggøres.

Forrige artikelChallenger Wroclaw: Løchte Nielsen færdig i Polen
Næste artikelITF Antalya: Ung dansker ude efter 2. kvalrunde
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.