18-årige Casper Ruud har fået et nyt stort internationalt gennembrud i ATP 500 turneringen i Rio, hvor han efter storspil er videre til kvartfinalen
Der er dårlige nyheder til det danske Davis Cup mandskab, som 7-9. april møder Norge i Stavanger, idet Norges bedste spiller, 18-årige Casper Ruud i øjeblikket viser skræmmende styrke i sin første optræden i en ATP 500 turnering.
Nordmanden har ganske vist deltaget i en enkelt ATP 250 turnering i Indien i starten af året, hvor han tabte 6-7(3), 2-6 til no. 83 Renzo Olivo (ARG), og han deltog desuden i kvalifikationen til Australian Open, hvor han vandt de 2 første kampe, inden han i kvalfinalen tabte 6-7(2), 3-6 til Reilly Opelka (USA).
Casper Ruud er allerede et stort navn i norsk tennis, hvor han har stor bevågenhed, da han som junior opnåede at være no. 1 på ITFs rangliste, og i hans foreløbige karriere som senior har han vist fornemme resultater ikke mindst da han i sin første optræden i en ATP Challenger i Seville, Spanien gik hele vejen og vandt turneringen – et kunststykke som danske Mikael Torpegaard efterfølgende gentog, da han i sin første Challenger optræden på hjemmebanen i Columbus ligeledes gik hele vejen med finalesejr over no. 99 Benjamin Becker (GER).
I denne uge har Casper Ruud fået et wildcard til ATP 500 turneringen Rio Open Presented by Claro, som kan følges på TV3 Sport 2, der natten til fredag viste kampen i 2. runde, da nordmanden efter at have besejret no. 88 Rogerio Dutra Silva (BRA) 6-3, 6-3 i 1. runde, mødte ranglistens no. 131 Roberto Carballes Baena (ESP), som havde været gennem kvalifikation og derefter havde besejret 8. seedede Joao Sousa (POR), der er no. 39 på den aktuelle ATP-rangliste.
Undertegnede fulgte med på TV3 Sport 2 det meste af kampen, men alle har brug for nattesøvn, så ved 0130 tiden var det på høje tid at gå til køjs – og på det tidspunkt var spændingen i kampen tilsyneladende forduftet, idet nordmanden først kom bagud 0-3, og da han ikke udnyttede et par break-muligheder til 2-3, var der ingen grund til at blive hængende oppe mere, da stillingen blev 4-1 til spanieren.
Fredag morgen lå denne messenger-besked fra Morten Sylvest, som for en gangs skyld havde valgt at følge en herrekamp, selvom hans primære interesse er de kvindelige tennisspillere:
“1-4 nede havde jeg godt nok ikke troet han kunne hente. Utroligt come back af Ruud. 18 år. Imponerende!”
Heldigvis har undertegnede et abonnement på Tennistv.com, hvor kampen kunne genses, og derfor bringes nedenstående omtale af resten af kampen fra stillingen 1-4, hvor spanieren efter at han havde holdt sin serv til 2-4 var godt på vej til at lukke kampen, da han ved 40-30 i egen serv havde fordel til 5-2, men lige præcis der trådte nordmanden for alvor i karakter og viste det mod, som normalt kun de allerbedste udviser i pressede situationer.
Først sendte han med forhånden serve-returneringen direkte ned i spanierens forhåndshjørne med en ren vinder til 40-40, og i den næste duel pressede han med to velplacerede forhåndsslag dybt i samme hjørne for derefter at sende endnu en vinder med forhånden i det modsatte hjørne – alle de omtalte bolde sad meget tæt på linjerne.
På den norske fordel blev spanierens 2. serv returneret dybt, og spanieren sendte derefter bolden over baglinjen, og nordmanden var “on serve” ved 3-4, hvorefter begge holdt serv frem til 6-6, så kampen måtte afgøres i tiebreak.
Spanieren fik det første minibreak efter norsk dobbeltfejl til 1-2, men normanden vandt derefter begge bolde i spanierens serv efter forrygende spil, som fortsatte i hans egne server, hvor han bragte sig på vinderkurs ved 5-2, og med et nyt minibreak – efter at spanieren var blevet kostet rundt på banen – var der 4 matchbolde til nordmanden.
Spanieren afværgede den ene i sin egen serv, men på den næste i nordmandens serv blev spanieren to gange presset i bund i baghåndshjørnet, så han var tvunget til at servere et smash-oplæg, som nordmanden hamrede ned i samme hjørne og afgjorde kampen.
Casper Ruud møder i kvartfinalen no. 84 Thiago Monteiro (BRA), som i 1. runde vandt 2-6, 7-6(4), 6-4 over no. 79 Gastao Elias (POR), og i 2. runde blev det 7-6(8), 3-6, 6-3 over no. 75 Thomaz Bellucci (BRA).
Kampen er 4. kamp på programmet på Quadra Guga Kuerten, hvor der forinden afvikles disse kampe fra kl. 1900cet
(126) Nicolas Kicker (ARG) vs. [5] (26) Albert Ramos-Vinolas (ESP)
(50) Diego Schwartzman (ARG) vs. [2] (8) Dominic Thiem (AUT)
[4] (25) Pablo Carreno Busta (ESP) vs. (66) Alexandr Dolgopolov (UKR)
De første kampe kan følges på både Tennistv.com og Viaplay, mens TV3 Sport 2 sender fra kl. 2245, hvor der er store chancer for, at nordmandens kamp kan følges – og et godt råd vil være at holde ud til den bitre ende, hvis man ikke vil gå glip af kampens slutning.
NRK gør opmærksom på, at det er første gang, at en nordmand er i kvartfinalen i ATP-turnering siden 2001, hvor det var Casper Ruuds far, Christian Ruud
Der er selvfølgelig vild jubel i Norge over Casper Ruuds succes, som i national stolthed mindst er på højde med danskernes – mere forvente – begejstring over Caroline Wozniackis øjeblikkelige succes i Doha og Dubai.
Caper Ruud optræder også i dette tweet fra Next Gen ATP Finals
Keep going ?? @CasperRuud98 d. Carballes Baena 6-7(4) 6-4 7-6(3) for 2nd #ATP win & @RioOpenOficial QF! #NextGenATP pic.twitter.com/Zlbl63OuPi
— Next Gen ATP Finals (@nextgenfinals) 24. februar 2017