Opvarmningsturneringen i Stuttgart er ved at nå til vejs ende, og kvartfinalerne er nu overstået, og vi nærmer os afgørelsen.
To sejre fra endnu en titel til spansk konge
1. seedede Rafael Nadal fra Spanien stod i sin kvartfinale over for 5. seedede, australske Bernard Tomic. Det blev en velspillet og lige kvartfinale, som gik hele distancen. Til slut kunne publikum dog se Rafael Nadal løfte armene i jubel med en sejr på 6-4, 6-7(6), 6-3. Han møder nu i semifinalen den 4. seedede franskmand Gael Monfils, der i sin kvartfinale sejrede over tyske Philipp Kohlschreiber med cifrene 7-5, 3-6, 6-3.
I den nederste halvdel sejrede serbiske Viktor Troicki, seedede 8, over australske Sam Groth med cifrene 7-6(3), 6-1. I hans semifinale skal han nu møde 2. seedede Marin Cilic, der i sin kvartfinale sejrede over kvalifikanten Mischa Zverev fra Tyskland. Mischa Zverev havde da ikke tænkt sig at lægge sig ned frivilligt, men til sidst måtte han se Marin Cilic sejre med cifrene 4-6, 7-6(5), 7-6(5).