Azarenka bekræfter igen, at hun kan spille med om titlen, mens Wimbledon mesteren Kvitova måtte forlade turneringen. Cibulkova hænger stadig ved, mens "ukendte" Brengle fortsat overrasker.
6. seedede Agnieszka Radwanska (POL) indledte afviklingen af R32 i øverste halvdel med at uddele et æg til (30) Varvara Lepchenko (USA), som dog alligevel sørgede for, at der blev kamp om sejren, men hun kunne ikke hindre, at Radwanska løb af med sejren 6-0, 7-5.
Radwanska møder i 1/8-finalen 18. seedede Venus Williams (USA), som var tæt på at ryge ud i 3. runde mod (35) Camila Giorgi (ITA), som vandt 1. sæt 6-4. Venus fik dog reddet 2. sæt hjem med 7-3 i tie-break, hvorefter løbet var kørt, og Venus vandt 4-6, 7-6(3), 6-1.
Med sejren vil Venus tage yderligere et skridt til 12. pladsen på vejen mod top 10, hvor hun kan slutte, hvis hun når længere end Makarova.
Serena Williams klar til revancheopgør mod Garbine Muguruza
I Tennisavisens foromtale var Serena advaret om, at hun nok var nødt til at være rimelig koncentreret, hvis hun ikke ville risikere en ny tidlig Grand Slam exit.
Da Serena næppe har læst dette, var det lige præcis hvad der skete, da (26) Elina Svitolina (UKR) vandt 1. sæt 6-4.
Formentlig havde hun alligevel opfattet budskabet, for i de 2 næste sæt afgav hun kun 2 partier og vandt kampen 4-6, 6-2, 6-0.
24. seedede Garbine Muguruza (ESP) har under denne turnering specialiseret sig i at slutte med maner.
I 1. runde blev det 7-5, 6-0 over (74) Marina Erakovic (NZL).
I den næste kamp skulle publikum dog have lidt mere valuta for pengene, og derfor fik (60) Daniela Hantuchova “lov til” at vinde 2. sæt 6-1, efter at Muguruza havde vundet 1. sæt 6-1, hvorefter hun igen sluttede kampen med 6-0.
Det samme blev tilfældet i lørdagens 3. runde kamp mod (38) Timea Bacsinszky (SUI), som også vandt 2. sæt og fik æg i 3, da Muguruza vandt 6-3, 4-6, 6-0.
Formentlig bliver det lidt sværere at gentage kunststykket i 1/8-finalen, hvor hun møder Serena Williams, som gerne vil gentage resultatet fra 2013, hvor Muguruza tabte 2-6, 0-6, mens Muguruza uden tvivl stadig har deres sidste indbyrdes møde i frisk erindring, da hun i 2014 sendte Serena ud af French Open i 2. runde med 6-2, 6-2.
Sidste års finalist og vinder 2012 og 2013 er klar til at kæmpe om evt. kvartfinale mod Serena
Sidste års finalist, 11. seedede Dominika Cibulkova har givet svar på tiltale til os skeptikere, som regnede med, at hun ikke vil være i nærheden af at forsvare finalepladsen.
Måske får vi ret, men indtil videre har hun dog vist, at hun vil spille med om det, da hun vandt 7-5, 6-2 over (19) Alize Cornet (FRA).
Først skal Cibulkova dog i 1/8-finalen forsøge at besejre (41) Viktoria Azarenka (BLR), som er ved at være tilbage på det niveau, som har givet hende 2 Grand Slam titler i Australian Open og en lang periode som no. 1 på ranglisten.
Sidst de mødtes var ved French Open 2012, hvor Azarenka forinden næsten var urørlig for konkurrenterne, men Cibulkova sendte hende alligevel ud i 1/8-finalen, så det kan hun måske gentage i Australien.
I lørdagens R32 kamp mod (25) Barbora Zahlavova Strycova (CZE) blev det atter bekræftet, at Azarenka er godt på vej til fordums styrke, men hun fik dog kvalificeret modstand af tjekken i en meget urytmisk kamp, hvor spillerne på skift havde periodiske overtag.
Der kan næppe drages en sammenligning til Azarenkas kamp mod Caroline, da den blev afviklet på helt andre præmisser fra Azarenkas side, hvilket også afspejles i statistikken med 12 vindere og 32 uprovokerede fejl, hvor hun mod Caroline havde 31 vindere og 18 fejl.
Ligesom mod Caroline blev 1. sæt en jævnbyrdig affære, hvor Azarenka igen fik det afgørende break og vandt 6-4.
I 2. sæt havde Azarenka tilsyneladende helt styr på sin modstander, da hun bragte sig foran 3-1.
Zahlavova Strycova viste dog på intet tidspunkt tegn på, at hun betragtede slaget som tabt, og hun fik løftet sit spil, så hun fik brudt tilbage og skabt fornyet spænding, som holdt sig kampen ud.
Ved stillingen 5-4 og lige var Azarenka ved nettet, hvor hun forgæves forsøgte at nå op til et lob, som hun derfor ikke ramte, men lynhurtigt vendte hun sig om og nåede at indhente bolden, som hun derved fik tilbage til modstanderen, som blot behøvede at sætte ketsjeren på for at afgøre bolden, men af uransagelige årsager lykkedes det hende mirakuløst at sende bolden ud af banen, så Azarenka fik matchbold og afgjorde kampen.
Useedede Madison Brengle møder navnesøster, som sendte Petra Kvitova ud
En af de større overraskelser ved turneringen må være (84) Madison Brengle (USA), som i 1. runde sendte 13. seedede Andrea Petkovic (GER) ud af turneringen, hvilket hun fulgte godt op ved i 2. runde af vinde over (113) Irina Falconi (USA), som havde tilkæmpet sig et wildcard, som hun benyttede til at sende (47) Kaia Kanepi (EST) ud.
Lørdag tog Brengle yderligere skridt, som formentlig er karrierens foreløbige højdepunkt, da hun spillede sig videre til 1/8-finalen ved at besejre (37) Coco Vandeweghe (USA) så sikkert som 6-3, 6-2.
Madison Brengle er dermed klar til at møde sin navnesøster og landsmand (33) Madison Keys, som beviste at der er gode argumenter for at betegne hende som en mulig afløser for Serena Williams, da hun overraskende vandt 6-4, 7-5 over 4. seedede Petra Kvitova (CZE).
Kvitova spillede ikke sin bedste kamp, og efter kampen påpegede hun selv, at en svigtende serv var medvirkende årsag til nederlaget. Hun fik 52% af sine 1. server i spil, og da hun kun vandt 41% af 2. serverne, kunne det kun ende galt.
Hvor meget de mange kampe inden turneringen, og dermed manglende tid til at lade op, har haft af betydning for indsatsen, kan man så spekulere lidt over, men det er næppe tilfældigt, at topspillerne ofte vælger at stå over ugen før en Grand Slam.
Trods nederlaget er Kvitova fortsat no. 3 på live-ranglisten, men Halep vil i tilfælde af sejr over Wickmayer generobre 3. pladsen.
Mulige point efter Australian Open
Point fra Australian Open og Paris 2014 trukket ud
Australian Open | Startpoint | R128 | R64 | R32 | R16 | Kvart | Semi | Finale | Vinder | Ranking | Live |
Grand Slam | 10 | 70 | 130 | 240 | 430 | 780 | 1300 | 2000 | 0 | ||
Serena | 7776 | v | v | v | 8016 | 8206 | 8556 | 9076 | 9776 | 1 | 1 |
Sharapova | 6910 | v | v | v | 7150 | 7340 | 7690 | 8210 | 8910 | 2 | 2 |
Kvitova | 6350 | v | v | 6480 | – | – | – | – | – | 4 | 3 |
Halep | 6141 | v | v | v | 6381 | 6571 | 6921 | 7441 | 8141 | 3 | 4 |
Caroline | 4495 | v | 4565 | – | – | – | – | – | – | 8 | 5 |
Ivanovic | 4415 | 4425 | – | – | – | – | – | – | – | 5 | 6 |
Radwanska | 4030 | v | v | v | 4270 | 4460 | 4810 | 5330 | 6030 | 6 | 7 |
Bouchard | 3935 | v | v | v | 4175 | 4365 | 4715 | 5235 | 5935 | 7 | 8 |
Kerber | 3120 | 3130 | – | – | – | – | – | – | – | 9 | 9 |
Makarova | 2505 | v | v | v | 2745 | 2935 | 3285 | 3805 | 4505 | 11 | 10 |
Petkovic | 2725 | 2735 | – | – | – | – | – | – | – | 13 | 11 |
Venus | 2360 | v | v | v | 2600 | 2790 | 3140 | 3660 | 4360 | 18 | 12 |
Errani | 2421 | v | v | 2551 | – | – | – | – | – | 14 | 13 |
Pennetta | 2431 | 2441 | – | – | – | – | – | – | – | 12 | 14 |
Safarova | 2384 | 2425 | – | – | – | – | – | – | – | 16 | 15 |
Jankovic | 2250 | 2360 | – | – | – | – | – | – | – | 15 | 16 |
Navarro | 2175 | 2295 | – | – | – | – | – | – | – | 17 | 17 |
Cornet | 1995 | v | v | 2125 | – | – | – | – | – | 19 | 18 |
Peng | 1840 | v | v | v | 2080 | 2270 | 2620 | 3140 | 3840 | 22 | 19 |
Pliskova | 1885 | v | v | 2015 | – | – | – | – | – | 20 | 20 |
Cibulkova | 1707 | v | v | v | 1947 | 2137 | 2487 | 3007 | 3707 | 10 | 21 |