På mandag går det løs ved årets første Grand Slam-turnering, Australian Open, der som sædvanligt spilles i Melbourne.
Set med rød-hvide briller er der ét spørgsmål, der overskygger alle andre: Hvordan klarer Caroline Wozniacki sig i sin karrieres allersidste turnering? Det spørgsmål har stået tindrende klart, siden Caroline annoncerede sit exit fra tennissporten kort før jul. Det var en overraskelse for de fleste, at karrierestoppet skulle ske allerede i begyndelsen af dette år. Omvendt var det også klart, at Caroline ikke ville fortsætte sin karriere mange år endnu, som det ellers er kommet på mode blandt mange topspillere på både dame- og herresiden.
Nu står Caroline i Melbourne overfor karrierens sidste udfordring. Det sted, hvor hun i 2018 vandt karrierens enlige Grand Slam-triumf og brød den Grand Slam-forbandelse, der forfulgte hende i mange år. 2018-sejren i Melbourne betyder alt for Carolines eftermæle, der kan lægge ketsjeren i tasken med sindsro og se tilbage på en overvældende flot karriere. Australian Open-titlen toppede en fantastisk karriere, der blev suppleret med 30 WTA-titler, en sejr ved sæsonfinalen i 2017 og 71 uger som verdensetter.
Kan Caroline så spille med om titlen i Melbourne? Nej, Caroline kommer næppe til at spille med om trofæet i Melbourne. Dertil er der for mange udfordrere i dagens kvindetennis. For mange, der kan slå Caroline. Men Caroline vil ganske givet give alt for at være med, så længe det overhovedet er muligt. Inden hun takker af og får en velfortjent hyldest på vejen ud.
Hun virker til at være i form og har fået en fin optakt ved at nå semifinalen i Auckland, hvor hun også spillede double med sin gode veninde Serena Williams. Men det kræver mere at gå hele vejen i Melbourne.
Og netop Serena er – igen – favoritten til at vinde Australian Open. Det er hun, selvom hun har haft vanskeligt ved at finde helt tilbage til tennistoppen, efter hun fødte sin datter og holdt pause fra sporten. Fire Grand Slam-finalenederlag er det blevet til mod Osaka, Andreescu, Kerber og Halep siden comebacket i 2018.
Men Serena tog et stort skridt tilbage mod tennistoppen ved i sidste weekend at vinde turneringen I Auckland. Det var rent faktisk hendes første turneringssejr i tre år – den sidste kom ved netop Australian Open i 2017, der var hendes Grand Slam sejr nr. 23. Jeg tror, hun fortsætter sin tenniskarriere, så længe det er realistisk, at nr. 24 kommer i hus. En Grand Slam-triumf nr. 24 vil ikke blot være endnu en titel i rækken. Vinder Serena nr. 24, vil hun tangere Margaret Courts all time record på 24 Grand Slam-sejre. Serena har allerede vundet flere Grand Slam-titler i single end legender som Steffi Graf, Martin Navratilova og Chris Evert.
Så nok er Serena favoritten. Men den tid er endegyldigt forbi, hvor hun er den tårnhøje favorit i Grand Slam-turneringerne. Dertil er der for mange, der kan slå hende. For mange om buddet. Førsteudfordrerne er Barty, Osaka, Pliskova og Halep. Dertil kommer 8-10 andre spillere, der også kan gå hele vejen.
Barty burde som verdensranglistens nr. 1 og som australier med tusindevis af landsmænd i ryggen egentlig være den oplagte førstefavorit til titlen i Melbourne. Men spørgsmålet er, hvor længe hun kommer til at sidde på tennistronen. Efter en forrygende afslutning på 2019-sæsonen med sejr i sæsonfinalen fik hun en ringe optakt til Australian Open ved at tabe til verdens nr. 53 amerikanske Brady ved opvarmningsturneringen i Brisbane i sidste uge.
Osaka har det, der skal til for at vinde. Den 22-årige japaner er allerede erfaren i Grand Slam-sammenhæng og vandt Australian Open i 2019 med sejr over Kvitova i en fantastisk velspillet finale. Efter en pauver periode midt i 2019 sluttede Osaka sidste sæson af i stil med sejre i China Open, hvor hun slog Barty og i den japanske by af samme navn som hende selv: Osaka. Hun bliver svær at slå.
Den hårdtservende tjekke Karolina Pliskova nævnes ofte som en af favoritterne til en Grand Slam-titel. Hun har ét problem: Hun har – trods status som tidligere verdensetter – aldrig vundet et Grand Slam-trofæ. Hun virker dog mere end klar denne gang med sejr ved opvarmningsturneringen i Brisbane, bl.a. ved at slå Osaka undervejs.
Endelig skal man ikke udelukke rumænske Halep. Hun har vundet både French Open og Wimbledon og har prøvet at stå i finalen i Australian Open-finalen. Det var for to år siden, hvor hun tabte – mod Caroline.
Caroline siger vi farvel til i løbet af de næste par uger. Hun vil blive hyldet af alle – både af danskere og af den store tennisverden, når hun har slået den sidste bold i Melbourne. Farvel – og tak for alt det du gav os, skal det lyde herfra.
Artiklen er skrevet af: Ron Amir