Søndagens 1/8-finaler i nederste halvdel i damesingle gav lutter favoritsejre til Sharapova, Halep, Bouchard og Makarova.
Hvis man havde valgte at blive længe oppe natten til søndag for at se en spændende damekamp, blev man ikke skuffet i nattens første kamp på Rod Laver Arena mellem 7. seedede Eugenie Bouchard (CAN) og (39) Irina-Camila Begu (ROU), som med sejren i 1. runde over 9. seedede Angelique Kerber (GER) havde banet vejen for, at de næste 2 runder blev mod på pariret overkommelige modstandere, hvilket hun udnyttede med sejre over (80) Katerina Siniakova (CZE) og (104) Carina Witthoeft (GER).
1/8-finalen blev dog endestation for Begu, idet hun blev besejret af Bouchard 6-1, 5-7, 6-2.
Af en kommentar til kampen fremgår, at 1. sæt var noget “nervøst rod” fra Begu, hvilket fortsatte i 2. sæt, hvor hun kom bagud 0-3.
Da Begu omsider vågnede, vandt hun 5 partier i træk og havde chancen for at serve sættet hjem.
Bouchard fik dog brudt tilbage, men ved 5-6 30-30 forærede hun Begu sættet med 2 dobbeltfejl.
3. sæt blev ifølge samme kommentar i stil med første sæt, hvorved Bouchard kunne vinde uden at imponere, så måske kunne man alligevel være en smule skuffet, hvis man havde droppet nattesøvnen.
3 velspillende favoritter videre i kampe uden spænding
Efter en kamp med en smule spænding om udfaldet, var der i næste kamp på Rod Laver Arena ingen tvivl om udfaldet, men til gengæld var kampen ren opvisning, fra 2. seedede Maria Sharapova (RUS), der fik demonstreret, at den middelmådige præstation i 2. runde mod (150) Alexandra Panova (RUS) var en enlig svale.
21. seedede Peng Shuai (CHN) var helt chanceløs, da Sharapova i suveræn stil vandt 6-3, 6-0.
På Margaret Court Arena var der svensk succes i den 1. kamp, da Johanna Larsson sammen med Kiki Bertens (NED) vand 7-6(5), 6-3 i en 3. runde double mod Svetlana Kuznetsova (RUS)/Samantha Stosur (AUS), inden singlen mellem 10. seedede Ekaterina Makarova (RUS) og (71) Julia Goerges (GER) blev afviklet.
Makarova, der midlertidig er no. 11 på ranglisten, konkurrerer med Venus Williams (USA) om at blive no. 10 efter Australian Open, og hun demonstrerede med sejr 6-3, 6-2 over Goerges, at hun vil være fuldt berettiget dertil.
Dagens sidste 1/8-finale hos kvinderne var den første aftenkamp på Rod Laver Arena kl. 0900cet, og selvom (79) Yanina Wickmayer (AUT) periodevis viste glimrende spil, havde 3. seedede Simona Halep (ROU) ikke større besvær med at hive en sikker sejr hjem med cifrene 6-4, 6-2.
Dermed er det afgjort, at de 2 første kvartfinaler bliver Makarova vs. Halep og Bouchard vs. Sharapova.
Mandagens TV-program for 1/8-finaler i øverste halvdel damer og herrer
På Rod Laver Arena indledes kl. 0100cet med kampen mellem sidste års finalist 11. seedede Dominika Cibulkova (SVK) og vinderen af turneringen i både 2012 og 2013, (41) Victoria Azarenka (BLR).
Førstnævnte har ikke imponeret i 2014 efter Australian Open, og sidstnævnte er på grund af en længere skadespause og manglende resultater på den seneste rangliste gledet yderligere 3 pladser ned som no. 44.
Næste kamp på samme bane bliver 1. seedede Serena Williams (USA) vs. (24) Garbine Muguruza (ESP). Serena har revanche tilgode efter nederlag 2-6, 2-6 i 2. runde ved French Open 2014.
Tidligst 0315cet spiller den forsvarende mester, 4. seedede Stan Wawrinka (SUI) mod (36) Guillermo Garcia-Lopes (ESP) på Margaret Court Arena.
Tidligst 0400cet spiller 9. seedede David Ferrer (ESP) mod Kei Nishikori (JPN) den 3. kamp på Rod Laver Arena.
De 2 sidstnævnte kampe er formentlig stadig i fuld gang, når de morgenfriske står op mandag morgen, hvor kampene sandsynligvis kan følges på Eurosport I og Eurosport 2.
Kl. 0700cet kan man på Rod Laver Arena følge 12. seedede Feliciano Lopez (ESP) vs. 8. seedede Milos Raonic (CAN).
Aftenprogrammet starter kl. 0900cet på Rod Laver Arena og indledes med 18. seedede Venus Williams (USA) vs. 6. seedede Agnieszka Radwanska (POL) efterfulgt af 1. seedede Novak Djokovic (SRB) vs. (45) Gilles Müller (GER).
Den sidste kamp på Margaret Court bliver mellem de 2 eneste tilbageværende useedede (33) Madison Keys (USA) vs. (84) Madison Brengle (USA).
Alle de nævnte kampe kan følges på Eurosport Player, og de fleste af dem desuden på Eurosport I og Eurosport 2.
Alle planlagte kampe søndag fremgår af denne Schedule, hvor der også optræder flere doubler, som kan ses på Eurosport Player.