Dansk-amerikanske Julia Boserup mangler en enkelt sejr for at komme i hovedturneringen i årets første Grand Slam. Sidste hindring bliver tidligere no. 36
Tennisavisen vil også i 2016 følge 24-årige Julia Boserup, der både er dansk og amerikansk statsborger, i hendes bestræbelser på at opnå sit mål om at blive etableret i top 100 på WTA-ranglisten – et mål som ikke blev indfriet sidste år.
Hvis skader og sygdom kan undgås, har Julia lige så gode spillemæssige forudsætninger som de fleste andre fra top 200 og et pænt stykke inde i top 100, hvor det er ganske små marginaler, der afgør hvem der slipper igennem til det forjættede land i top 100, hvor tennis kan blive en velbetalt levevej.
Kvalifikationen til Australian Open har stået på et par dage, og det er samtidig Julias første turnering i 2016, og indtil videre har hun med to sejre med de samme cifre 6-2, 7-5 fået en god start med sejre over no. 195 Mayo Hibi (JPN) i 1. runde og fredag over no. 157 Paula Kania (POL) i 2. runde.
Julia er no. 198 på ranglisten, og hun har med de to sejre foreløbig optjent 30 point, hvilket er fremskridt fra sidste år, hvor hun i 1. runde af kval’en tabte 1-6, 6-7(4) til Yulia Putintseva (KAZ), der i år er direkte i hovedturneringen, hvor alt dog indikerer, at hun må sige farvel efter 1. runde, hvor hun møder Caroline Wozniacki.
I kvalfinalen, som er 2. kamp lørdag efter kl. 0230, møder hun 25-årige 5. seedede no. 114 Anastasja Sevastova (LAT), hvis højeste rangering var no. 36 i 2011, hvorefter både skader og sygdom var ved at få hende til at indstille karrieren.
Den lettiske spiller har siden hun tabte 1. runde ved Premier Mandatory i Miami 2013 ikke spillet turneringer resten af 2013 og hele 2014, hvorefter hun indledte 2015 med to titler ved $10.000 turneringer i Sharm El Sheikh i Egypten og Trnava i Slovakiet, og hun fortsatte opstigningen på ranglisten med yderligere to titler ved $25.000 turneringer i Ahmedabad i Indien og Wiesbaden i Tyskland.
Mod slutningen af 2015 nåede Sevastova kvartfinalen i WTA Premier turneringen i Moskva, hvor hun tog sæt fra Svetlana Kuznetsova (RUS) efter forinden at have vundet over Olga Govortsova og Karolina Pliskova (CZE), der nu er no. 11 på ranglisten.
Julia kan derfor næppe betegnes som favorit før kampen, som hun har fortalt, at hun glæder sig til.
Tennisavisen har modtaget et par billeder, som ikke betegnes som den bedste kvalitet, men til gengæld betegnes kampen som “godt tennis”, og derfor fornemmes en god optimisme før kval-finalen.