Rafael Nadal fortsætter med at imponere ved Australian Open efter en sejr over sjetteseedede Gael Monfils i fire sæt.
Rafael Nadal spillede sig mandag i sin 30. kvartfinale i Grand Slam-sammenhæng, da han i fire sæt slog franske Gael Monfils 6-3, 6-4, 4-6, 6-4 i fjerde runde af Australian Open.
Spanieren spillede igen på et højt niveau, hvor han konstant fik bolde tilbage til Monfils, der i perioder dog fik presset Nadal. Men det var ikke nok til at slå Nadal ud af kurs, der nu er klar til kvartfinalen, hvor tredjeseedede Milos Raonic venter.
VAMOS! #Nadal is through to the quarters!
Milos #Raonic awaits. #AusOpen pic.twitter.com/3fkdMY4egI
— #AusOpen (@AustralianOpen) January 23, 2017
Det er Rafael Nadals første kvartfinale siden French Open i 2015, og han er dermed for alvor tilbage på den store scene. Tennisfans jubler således over at se Nadal spille på en måde, som bringer minder om den storhedstid, der gjorde spanieren til en af de bedste tennisspillere nogensinde.
Det startede også godt for den niendeseedede Nadal, der hurtigt kom op med et break. Han havde det spillemæssige overtag fra start, og Monfils havde svært ved for alvor at komme i gang. Franskmanden lavede mange uprovokerede fejl, hvor særligt forhånden svigtede ham.
Det samme gjorde sig gældende i andet sæt, hvor Nadal fortsatte ufortrødent. Det lignende dermed en Nadal i fuld kontrol, der skulle sikre sig sejren i tre sæt, men Monfils ville det anderledes. Franskmanden begyndte at serve bedre, og forhånden resulterede nu i vindere i stedet for fejl. Han fik brudt Nadals serv til 5-4, og selvom han i det efterfølgende parti var nede med hele fire breakbolde, hev han sættet i land.
Det gode spil fortsatte fra Monfils, der også fik brudt spanieren halvvejs i fjerde sæt. Monfils fik minimeret sine fejl, og fik i stedet fremprovokeret Nadal til at lave fejl med sine tunge, aggressive grundslag.
Nadal skruede dog efterfølgende op for aggressiviteten, og Monfils tog derfor flere chancer. Nadal fik brudt tilbage, og da Monfils skulle serve for at holde sig inde i kampen, kom der først en dobbeltfejl, inden en baghånd ud over sidelinjen afgjorde kampen.
Canadisk servekanon venter
Tredjeseedede Milos Raonic vandt også sit opgør i fjerde runde, da han slog spanske Roberto Bautista Agut. Det meste af kampen var meget jævnbyrdigt, men Raonic’ serv gjorde oftest forskellen. I tredje sæt havde Bautista Agut mulighed for at breake sig afgørende foran ved 4-4, men han greb ikke chancen og i stedet gik sættet til Raonic. Det tog hårdt på spanieren, der efterfølgende faldt sammen i fjerde sæt. Raonic vandt opgøret 7-6 (6), 3-6, 6-4, 6-1.
Canadieren, der aldrig har vundet en Grand Slam, er den højest seedede i turneringen, efter at både Andy Murray og Novak Djokovic skuffende er ude. Alligevel kommer han på noget af en opgave, når han i kvartfinalen møder Rafael Nadal.
Grigor Dimitrov og David Goffin er også videre, efter at de begge vandt deres opgør mod henholdsvis Denis Istomin og Dominic Thiem. De møder hinanden i kvartfinalen.
I nat og i morgen tidlig starter de første kvartfinaler, hvor Stan Wawrinka møder Jo-Wilfried Tsonga, mens Mischa Zverev, der slog Murray ud af turneringen, møder Roger Federer.