Udover den massive dækning af Caroline Wozniacki på og udenfor banen, og lejlighedsvis lidt om Frederik Løchte, Davis Cup og Fed Cup, er de større landsdækkende mediers omtale af danske tennisspillere temmelig begrænset. BT og P3 har dog bemærket Emilie Francatis bedrifter

Når man leder efter tennisnyheder på de fleste af de større danske mediers sportssider, er der som regel en fyldig dækning om Caroline Wozniacki, både om hendes præstationer på banen og udenfor banen, uanset om der er tale om små beskeder på hendes facebook og – ikke mindst – twitter, så bliver det dækket.

Det samme gælder, hvis hun viser sig offentligt i selskab med potentielle “dates”, især hvis det er sportsstjerner, så kan vi måske endda blive vi opdateret med, hvor mange “touch down”s de har leveret i en sæson og lignenede.

Sjældent – eller aldrig – beretter de større medier om de succes historier, som vi her på Tennisavisen finder interessante for et tennispublikum, f. eks. når et par 14-årige talentfulde piger for første gang i karrieren står i en ITF-finale, som det var tilfældet først på året for Olga Helmi i Vesterås, og som det lige nu er tilfældet for Rebekka La Cour Hillingsø i Oslo – eller at Julie Noe som nyoprykket senior får debut på WTA-ranglisten, for slet ikke at nævne 3 seje U12 drenge, som sikrer EM-guld til Danmark.

Det er dog ikke gået helt ubemærket hen, at Danmarks bedste kvindelige junior tennisspiller, Emilie Francati ved juniorernes udgave af Australian Open var godt på vej til at lave en ægte “Frederik Løchte”, som i denne sammenhæng betyder at vinde en Grand Slam titel i double.

Dog blev det lige ved og næsten for Emilie, da hun i Girls Doubles var snublende tæt på at komme i finalen sammen med Emily Arbuthnott (GBR), men i semifinalen blev de i en nervepirrende og jævnbyrdig kamp besejret 7-5, 4-6, [10-7] af Katharina Hobgarski (GER)/Greet Minnen (BEL).

Emilies flotte præstation resulterede i, at BT lavede en artikel med interview, hvor Emilie omtales som den “nye Caroline Wozniacki” og desuden på grund af sit udseende og højde (1.83 m) sammenlignes med Maria Sharapova.

Emilie tager heldigvis disse sammenligninger med et overbærende smil, men hun giver dog udtryk for, at hun hellere vil kendes som “Emilie Francati”.

Artiklen er fra søndag den 22. februar 2015 under overskriften “Mød den danske Sharapova“, hvor hun i et filmclip bl. a. fortæller om sin oplevelse ved at være fremme i semifinalen i double ved Australian Open og om benovelsen ved at færdes blandt de største tennis-stjerner.

Desuden fortæller hun om sin aggressive spillestil og om fordele og ulemper ved hendes højde, som hun forsøger at udnytte i serven.

Filmclippet slutter med, at den “kæphøje” journalist kommer ned på jorden igen, da Emilie uden problemer banker ham 6-0 i en tenniskamp, som han på forhånd var helt sikker på at vinde.

Journalistens tennismæssige niveau var dog – i modsætning til Emilies – ikke noget at skrive hjem om.

Emilie har også optrådt som gæst i radioprogrammet “LIGA på P3”, hvor hun fortæller lytterne om, hvad det kræver at satse helhjertet på en tennis-karriere. Desuden svarer hun på spørgsmål fra lytterne.

Klik på linket, hvor Emilie deltager de første ca. 50 minutter eller hør den nedenfor.

 

Forrige artikelATP Buenos Aires: Nadal viser tænder
Næste artikelWTA: Doha – Safarova Tjekker ud
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.