Først roste formanden for Dansk Idræts Forbund, Niels Nygaard, bestyrelsen for at stille med en motiveret og dedikeret kandidat til Dansk Idræts Forbunds bestyrelse. Knap havde Nygaard forladt lokalet før DTF´s bestyrelse valgte at trække indstillingen af FTU-formand Agi Szocska til DIF´s bestyrelse tilbage.
DIF formand Niels Nygaard må føle sig godt og grundigt til grin, hvis han læser bestyrelsesreferatet fra seneste møde i Dansk Tennis Forbund, afholdt torsdag d.1.10.2015.
Her var Nygaard inviteret til at give informationer fra Danmark Idræts Forbund, blandt andet om, hvordan man ville angribe udfordringen med faldende støtte fra Danske Spil.
Herudover lykønskede Nygaard næstformand Thomas Kønigsfeldt med valget til bestyrelsen i ITF, et valg DIF har hjulpet med via input fra relevante personer i DIF´s organisation.
Som afrunding på orienteringen Niels Nygaard var inviteret til at give på DTF´s bestyrelsesmøde bemærkede DIF formanden, hvor glædeligt det var, at Dansk Tennis Forbund stillede med en engageret og dygtig kandidat til DIF´s bestyrelse i 2016, hvor der vil være to ledige bestyrelsespladser.
Det var, bogstaveligt talt, de sidste ord fra DIF-formanden inden han forlod lokalet i Idrættens Hus i Brøndby. Momenter senere spurgte SLTU-formand Henrik Thorsøe, om der fortsat var opbakning til den indstilling af FTU-formand Agi Szocska, som bestyrelsen ellers havde stemt for på et bestyrelsesmøde den 19.august.
Efter en drøftelse var der et flertal i bestyrelsen der ønskede at trække deres tidligere beslutning om indstilling af Agi Szocska tilbage. Således er Agi Szocska ikke længere kandidat til DIF´s bestyrelse.
Henrik Thorsøe, hvad er der sket fra 19. august til 1. oktober der gør, at Agi Szocska ikke længere kan være bestyrelsens kandidat til DIF´s bestyrelse?
”Jeg valgte at rejse spørgsmålet, da jeg havde oplevet uro fra andre bestyrelsesmedlemmers side, en usikkerhed omkring opbakningen var til stede. Der var en række uafklarede ting, der samlet set gør, at der ikke længere var opbakning. Det var vigtigt, at der i forhold til en indstilling af kandidat til DIF´s bestyrelse var en samlet opbakning, denne var ikke til stede. Der blev ikke gået længere ned i, hvad det var for ting der gør, at indstillingen nu er trukket tilbage,” siger Henrik Thorsøe.I seneste nummer af Tennisavisen åbnede Agi Szocksa for, at hun langtfra er enig med den øvrige bestyrelse i mange anskuelser af, hvordan fremtiden for dansk tennis skal angribes. Hvilken betydning har de holdninger haft for din holdningsændring til Agi´s kandidatur til DIF?
”Personligt mener jeg det var en super god artikel, hvilket jeg egentlig gerne ville have haft med i referatet. Det er ikke det samme som jeg er enig i alt, hvad Agi udtrykker i artiklen, men at hun tager bladet fra munden og siger sin mening, kan jeg kun have respekt for. Det er dog ikke min opfattelse, at den artikel har været udslagsgivende, det var som tidligere sagt en række uafklarede ting,” forklarer Henrik Thorsøe, uden at uddybe hvilke uafklarede ting der var tale om.
Læs Agi’s udtalelser her: Formandsjagten: FTU formand vil smide dinosaurerne på porten