Hvis Caroline når dertil, kan kvartfinalen i praksis vise sig som den største udfordring.

Efter en blødere start på grusbanesæsonen med deltagelse i den lidt mindre turnering i Istanbul, fortsætter Caroline nu sit turneringsprogram i Mutua Madrid Open turneringen, hvor den hårde kerne er med. Verdenstoppen, dog undtagen Serena, stiller op, så hvis ellers de højst rangerende og højest seedede lever op til deres niveau, bliver der kamp til stregen. Det kan der nu godt blive alligevel, som det før er set.

Carolines resultater i de tidligere turneringer i Madrid

Caroline har deltaget i Madrid 8 gange tidligere. Hidtil bedste resultat opnåede hun tilbage i 2009, hvor hun nåede i finalen, som hun dog tabte til en af den tids største, nemlig Dinara Safina. Ellers har det været forholdvis beskedent, men hun nåede dog i 2015 frem til kvartfinale mod Sharapova.

Modstanderne

Der er i Madrid ingen bye – oversiddere – så Caroline spiller med allerede fra første runde.

I første runde, R64, møder hun Daria Gavrilova. I anden runde, R32, kan Caroline møde en anden australier nemlig Ashleigh Barty.
Begge de australske spillere kan være hårde nødder at knække, og Carolines fulde koncentration er påkrævet straks fra turneringens start.

Tredje runde, R16, byder efter seedning på (15) Anastasija Sevastova.
Fjerde runde, kvartfinalen, siger efter seedning (5) Jelena Ostapenko på den anden side af nettet. Alternativer kunne blive (12) CoCo Wandeweghe, Maria Sharapova eller Naomi Osaka. Nu snerper det til, også selv om det ikke lige går efter seedning.

Femte runde, semifinale vil efter seedning betyde (4) Elina Svitolina som modstander, alternativt (7) Caroline Garcia eller (11) Julia Görges. Johanna Konta er også en mulighed.

Sjette runde, finalen, vil efter seedning per definiton hedde (1) Simona Hallep som modstander, hvis Caroline når dertil. En anden top 5 spiller (3) Garbine Muguruza kunne være et alternativ. (6) Karolina Pliskova er også en mulighed.

Finalekandidat – såfremt Caroline er nået dertil

Ifølge seedning vil Caroline efter sagens natur møde bedre og bedre spillere, efterhånden som hun spiller sig op i turneringen. Det er jo i princippet sådan. Nu er der som bekendt ingen dårlige spillere på WTA touren, og i praksis ser vi særdeles ofte, at tingene udvikler sig anderledes. I den aktuelle turnering kan man godt – nogle historiske begivenheder taget i betragtning – bibringe sig selv den opfattelse, at kvartfinalen kunne blive den største udfordring for Caroline, og semifinalen kan blive meget lidt lettere.

Som nummer 2 i verden må Caroline være kandidat til at nå finalen. Om hun er klar til at drive det så vidt på nuværende tidspunkt, får vi se. Hvis ja, hvis hun formår at overvinde hurdlerne undervejs, synes finalen at kunne blive en overkommelig opgave – i princippet.

Mutua Madrid Open starter 5. maj.

Forrige artikelFredag 4. maj: Kvitova atter på banen og TV 2 Sport kl 11, denne gang mod Shuai Zhang
Næste artikelEn tennisdronning kom forbi
Ole Jørgensen
Ole Jørgensen har siden 1992 har været aktiv i den lokale tennisklub bl.a. som formand for klubben i 10 år, som træner, som holdleder på et motionist turneringshold og som aktiv spiller. På den globale scene er hans store interesse dels udvikling og tendenser på og omkring WTA-touren og dels den enkelte spillers udnyttelse af sit potentiale. Oles interesse for udviklingen på WTA-touren, som han har fulgt nøje, startede især da Caroline Wozniacki vandt Wimbledon som junior.