Spændende bliver det, hvorvidt Caroline i 2019 kan opretholde sit høje niveau, skabe nye, store resultater, trodse sin nye, interne modstander.
Tennisavisen skrev 30. December 2017 at: “I Auckland starter et af de måske mest spændende år for Caroline Wozniacki – og os andre”.
Og der blev unægteligt noget om snakken for 2018: Store successer og store skuffelser. Triumfen i Australian Open, skuffelserne i Wimbledon og US Open, leddegigtdiagnosen, comeback i China Open, deltagelsen i Year end Singapore trods de svære odds.
Jo, krystalkuglens forudsigelser om spænding i 2018 holdt stik, og der er almindelig enighed om, at 2018 blev Carolines bedste år i karrieren til nu.
Hvad siger så krystalkuglen om 2019?
Ja, umiddelbart antydes nogenlunde det samme for 2019, som det var tilfældet for 2018: Det skal nok blive spændende. Men der er kommet lidt malurt i bægeret, en ny, intern modstander.
Omtale med citater af Patrik Wozniacki i Ekstrabladet, 24. December i en artikel af Troels Christensen giver grundlag for forventninger om et ny, god sæson.
Ifølge artiklen fortæller Patrik, at succes-opskriften fra sidste års Australian Open er blevet genopfundet i den daglige træning. Her står nemlig to unge fyre på den anden side af nettet, så tempoet i boldene holdes hele tiden højt ned mod verdens nummer tre.
“- Så slider hun ikke sin hittingpartner op, og hun får faktisk mere kvalitet i boldene”, som Patrik Wozniacki bemærker det.
Den mest positive melding går dog på hendes kroniske gigtsygdom, som tilsyneladende er under fin kontrol.
“- Hun skal selvfølgelig holde nogle pauser fra træningen, men hun har ikke bedt om en fridag endnu, så det er rigtigt positivt. Hun kører bare på.
– Det ser ud til, at hun får den rigtige medicin, der lindrer smerterne og holder det nede.”
To hittingpartners på banen for at kunne holde til Carolines tempo siger ret meget om hendes fysiske form, om hendes vilje, energi og evne til at præstere – imponerende.
Og såfremt medicinen kan holde gigten i ave, er der jo god basis for at tro på, at Carolines høje niveau etableret i efteråret 2016 fortsat kan opretholdes – selvfølgelig med de svingninger, topspillerne udviser gennem en sæson.
Der er vanen tro også ved indgangen til forestående sæson ryster fremme om at den kommende sæson kan blive Carolines sidste. Udover tidligere spekulationer i emnet har nu vi gigten, som jo ikke er en spekulation, det er en kendsgerning, en malurt i bægeret. Men udtalelserne fra eksperter i denne skavank giver nu grund til optimisme om Carolines situation, vi får se.
Caroline lægger efter sæsonpausen nu ud med kampopvarmning i turneringen i Auckland som ouverture til årets første store turnening, Australian Open.
Auckland har været en meget god opvarmningsturnering
Caroline har deltaget 5 gange i Auckland, som i årets udgave starter 31. december 2018. Hun er altid nået mindst til kvartfinalen, men har endnu ikke vundet turneringen. Auckland er iøvrigt en af grundene til, at Julia Görges af og til betegnes som Carolines onde ånd, idet hun jo har slået Caroline ud af turneringen to gange. Det hører dog med til historien, at Caroline slog Görges ud i kvartfinalen i 2015. Caroline har i de foregående år spillet mindst tre kampe i Auckland. Det er som opvarmning set ganske fint.
Lodtrækningen
Man kan jo have sine synspunkter på, om en god lodtrækning for Caroline er en med på papiret stærke eller mindre stærke modstandere. Carolines mulige modstandere kan blive:
Første runde en kvalifikationsspiller.
Anden runde Timea Babos eller en kvalifikationsspiller. Babos ligger godt til Caroline, kan give en god kamp.
Kvartfinalen kan byde på (6) Venus Williams. Da Venus spiller sin første kamp mod Victoria Azarenka, kan sidstnævnte i stedet blive Carolines modstander. Alternativer er Lauren Davis eller Lara Arruaberrena, så uanset hvordan det udvikler sig, er der udsigt til gode kampe, såfremt de pågældende modstandere levere det bedste, de kan.
Semifinalens seedede modstandere kan blive (3) Su-Wei Hsieh eller (7) Kirsten Flipkens. Andre muligheder er useedede Monica Puig eller Mattek-Sands. Hsieh har med sin lidt utraditionelle spillestil vist sig som en drilsk modstander for enhver, de to useedede som nogle uforudsigelige størrelser med en verden til forskel på en god og en dårlig dag.
Finalen kan blive endnu et opgør med (2) Julia Görges, hvilket jo ville være en meget passende mulighed for en revanche. De øvrige seedede spillere, der kunne stå på den anden side af nettet er (4) Petra Martic, (5) Barbora Strycova eller (8) Alison Van Uytvanck.
Som opvarmningsturnering kunne man vel næppe ønske sig det meget bedre, lige bortset fra at muligheden for at møde Venus eller Azarenka godt måtte have ligget en runde eller to senere i turneringen.
Ambitionen
At vinde store turneringer er utvivlsomt fortsat Carolines mål. Men det er jo ikke nødvendigvis i konflikt med at vinde nogle mindre, selv om sådanne formentligt først og fremmest indgår i turneringsplanen med henblik på opvarmning til de store og opbygning af kampform. Blot må det formodes at være sådan, at planlægningen af træning og turneringer sigter målrettet på, at de fornødne og rette resourcer er til stede ved de store turneringer.
Caroline vil givetvis gå efter at vinde turneringen i Auckland, hvilket vi selvfølgelig også håber, hun gør. Det ser ikke helt umuligt ud. Men såfremt det ikke går sådan, vil hun sikkert være tilfreds med at få spillet nogle gode kampe mod nogle gode modstandere, nogle kampe, hvor hun kan få gang i sit spil, finde sin rytme og sit niveau efter sæsonpausen. Med nogle gode opvarmningskampe og med rimelig tid til at træne videre på og tilrette specifikke ting skulle der være gode muligheder for at blive klar til Australien Open – årets første store begivenhed.