Doha var ikke i planen, men Wozniackiteamet søgte og fik wildcard trods nogen usikkerhed om Carolines fysiske formåen p.t.
Caroline har deltaget i Quatar Total Open, Doha hvert år siden 2011. Hun har nået 2 finaler, 1 semifinale og 2 kvartfinaler, men har endnu ikke vundet turneringen. I år var turneringen egentlig ikke på programmet, vel nok i bestræbelserne på at skære ned på antallet af turneringer.
Nu er hun på deltagerlisten, og et stort spørgsmål knytter sig til Carolines øjeblikkelige, fysiske tilstand. Forskrækkelsen over konsekvenser for OL deltagelse af afbuddet til FED Cup overskyggede umiddelbart et latent langt alvorligere problem, nemlig gigtens indflydelse på Carolines videre færd. Efterfølgende har formuleringen i DTF` s pressemeddelelse og tilsvarende citater af Piotr: At Caroline var for mærket til at spille vigtige tenniskampe, da også sat gang i spekulationerne om, hvorvidt Caroline måske stoppes af leddegigten.
Kun inderkredsen, som har fingeren på pulsen, har naturligvis forudsætninger for at vurdere situationen; vi andre er henvist til de drypvise, direkte udtalelser fra Caroline selv og fra teamet samt citater og omtaler i medierne, som kan være redigeret og taget ud af en sammenhæng, men…..
der er dog nogle klart udtrykte holdninger og synspunkter fra Wozniackiteamet at holde sig til, såsom:
- Caroline har aldrig sat nogen deadline for sin karriere. Hun har adskillige gange udtrykt, at hun fortsætter, så længe hun synes, det er sjovt at spille tennis
- Caroline deltager i en turnering for at vinde den, og hun hader at tabe
- Wozniackiteamet har adskillige gange udtrykt, at der ikke detailplanlægges langsigtet ej heller tages stilling til detaljer om, hvad der evt. skal/kan ske et sted ude i fremtiden
- Caroline selv har udtrykt, at medicinen mod gigten virker, at hun har til hensigt at fortsætte karrieren på trods af gigten, at hun tror på og ser sig i stand til det, selv om der kommer dårlige dage ind imellem
- Wozniacki teamet har tidligere udtrykt, at de tager en sæson ad gangen. Dette er nu ændret til en dag ad gangen
- Senest er Piotr i et øjebliksbillede citeret for, at Caroline lige nu kan ikke gøre det, hun gerne vil, når hun træner.
Det hører med til billedet, at eksperter i vedkommende sygdom har udtalt, at gigten ikke vil forhindre Caroline i at fortsætte sin karriere, og at det ikke vil forværre sygdommen. Men der er udtrykt en risiko for, at gigten kan reducere hendes præstationsniveau med nogle få procent.
På den baggrund forholder disse to scenarier sig til det videre forløb:
Scenarie 1:
Wozniackiteamet med passende ekstern support anvender tilstrækkelig tålmodighed og tid, muligvis hele indeværende år, til dag for dag at få mere styr på gigtens indflydelse, på at udrede Carolines fysiske formåen, på den mentale side af sagen, på at få indkredset hvad der kan og skal gøres, samt hvad der skal neddrosles eller udelukkes. På den derved etablerede platform sammensættes en trænings-, turnerings- og øvrig aktivitetsplan, der giver Caroline en velbegrundet tro på, at hun fortsat kan vinde turneringer, at 2020 bliver et godt år, at hun fortsat har en fremragende periode foran sig, at det giver god mening at fortsætte karrieren.
Scenarie 2:
Det viser sig, gigten rent faktisk tager nogle procent af toppen af Carolines præstationsformåen, tilstrækkeligt til at hun får problemer med at vinde sine kampe, at hun ikke formår at vinde turneringer, at hun mister troen på det. Således er det ikke længere sjovt for Caroline at spille tennis. Hun kaster derfor håndklædet i ringen, indstiller karrieren øjeblikkeligt, såfremt hun måtte erkende, at hun ikke kan overvinde gigten. Wozniackiteamet meddeler derfor på et udefra set vilkårligt tidspunkt, at Caroline har spillet sin sidste kamp, da hun finder det meningsløst at forsætte.
Imellem disse to scenarier er der jo masser af plads til en stor, naturlig interesse for forskellige spekulationer, forudsigelser og gætterier baseret på videre signaler fra Wozniackitemaet, på tro, håb, kærlighed, på bange anelser og på ønsketænkning.
Men mon ikke de fleste anerkender, at der ikke findes nogen facitliste. Og mon ikke de, som har fulgt Caroline, er enige i, at hun kæmper videre, sålænge der er håb, samt at hun og teamet er særdeles gode til at træffe de for Caroline bedste beslutninger.
Wild card til Doha ligner et signal om optimisme
Ja, den gode nyhed lige nu er, at Caroline alligevel har tilvalgt Doha. Det må unægteligt tages som et godt tegn efter den noget nedslående information om afbuddet til Fred Cup, ikke mindst begrundelsen herfor.
Caroline møder møder i 1. runde en kvalifikationsspiller. I anden runde kan hun møde Aliaksandra Sasnovich eller Su-Wei Hsieh. Kvartfinalen kunne blive mod Elina Svitolina, Jelena Ostapenko eller Mihaela Buzarnescu. Caroline kan først i evt. semifinale møde Simona Halep eller Ashleigh Barty og først i finalen Karolina Pliskova eller Angelique Kerber. Men der er udsigt til gode og meget forskellige modstandere og dermed nogle spændende kampe allerede fra tidligt i turneringen.
Imidlertid må det alt overskyggende i denne omgang være, hvorvidt Caroline i øjeblikket er i stand til at spille på et højt niveau, at vinde nogle vigtige kampe.
Frem for alt må håbet og ønsket være, at en frisk og veloplagt Caroline føler og udstråler glæde ved at være der, glæde ved at spille tennis.
Turneringen begynder 11. februar