Frederik Løchte Nielsen kunne fejre sin double finale no. 100, men Jurgen Melzer og Kevin Krawietz løb med titlen i deres første double-optræden sammen
For blot en uge siden spilledede 35-årige Frederik Løchte Nielsen for første gang i karrieren sammen med 31-årige Tim Puetz (GER), og selvom de ikke tidligere har spillet sammen, har de begge så meget forståelse for double-spillet, at det rakte til at vinde titlen ved ATP 250 turneringen i München, hvilket var Løchtes anden titel i denne kategori, og titel no. 67 i alt, efter at han 99 gange har været i en double finale, når både Wimbledon, ATP 250, ATP Challenger, ITF Futures og Satellite tælles med.
ATP München: Løchte vinder anden ATP 250 double titel i finale no. 99
Allerede ugen efter i deres anden optræden sammen, stod de atter i en finale, så Løchte ved ATP Challenger turneringen Open de Pays d’Aix i Aix En Provence i Frankrig kunne markere et jubilæum med double finale no. 100.
På vejen til finalen vandt Løchte og Puetz, der er seedet 1, i 1/8-finalen 7-6(4), 6-2 over det franske par Dan Added og Albano Olivetti, der var godt på vej til at vinde 1. sæt, da de ved stillingen 5-3 40-0 havde 4 sæbolde, men med et par skarpe returneringer samt en fransk dobbeltfejl efterfulgt af endnu en skarp returnering var de tilbage i sættet, som de derefter vandt i tiebreak, hvorefter de fik kontrol over kampen.
Også i kvartfinalen blev første sæt afgjort i tiebreak med samme cifre som i den første kamp, da de vandt 7-6(4), 6-1 over Andre Begemann og Fabrice Martin (FRA).
Semifinalen mod Simone Bolelli (ITA) og Guillermo Duran (ARG) fortjener næsten en plads i Guinness Rekordbog, idet der i 1. og 2. sæt tilsammen kunne noteres i alt 25 break-muligheder, hvoraf de 24 blev afværget.
Løchte og Puetz afværgede samtlige 12 break-muligheder, og modstanderne afværgede ligeledes 12 break-muligheder, men i 2. sæt vandt Løchte og Puetz en enkelt break-mulighed, hvilket sikrede dem sættet, efter at Bolelli og Duran havde vundet 1. sæt i tiebreak.
Derfor blev semifinalen afgjort i match-tiebreak, som Løchte og Puetz dominerede fra start og sikrede sejren 6-7(5), 6-4, [10-4].
Modstanderne i finalen var 2. seedede Jurgen Melzer (AUT) og Kevin Krawietz (GER), der ligesom Løchte og Puetz for en uge siden aldrig tidligere har spillet sammen, men de fik en meget nem start på turneringen, da de i 1/8-finalen vandt på walkover over et fransk par, der havde fået wildcard.
Derefter vandt de sikre 2-sæts sejre 6-3, 6-3 over Romain Arneodo og Hugo Nys fra Montenegro i kvartfinalen, og i semifinalen 6-4, 6-2 over franskmændene Enzo Couacaud og Tristan Lamasine, der havde wildcard.
Det er et velkendt fænomen i mange sportsgrene, at spillere ikke altid rammer deres topniveau, når de spiller jubilæums-kampe, og Løchte vil formentlig ikke afvise, at han i flere andre kampe har ramt et højere niveau, end det var tilfældet i denne finale, hvor Melzer og Krawietz vandt et meget jævnbyrdigt 1. sæt efter tiebreak.
I hele sættet blev der holdt serv, uden at der på noget tidspunkt var break-mulighed, men Løchte kunne dog have skaffet 15-40 og dermed 3 break-muligheder, hvis han ikke havde leveret et smash, som med rette kan betegnes som en “afbrænder” i det psykologiske 7. parti ved 3-3 i 1. sæt.
I stedet endte sættet i tiebreak, som Melzer og Krawietz vandt 7-5, men straks fra 2. sæts start skiftede kampen karakter, idet begge par havde problemer i deres servepartier, da Løchte’s serveparti blev brudt ved 15-40, men der blev straks udlignet til 1-1 efter et rent break.
Herefter blev Puetz’ serv sikret ved 40-30, og de havde en enkelt chance til at bryde til 3-1, men i stedet holdt Melzer og Krawietz serv til 2-2, og de brød derefter Løchte’s serv til 3-2, hvorefter de afværgede 2 break-muligheder og holdt egen serv til 4-2.
Efter endnu et break i Puetz’ serv ved “deciding point” blev stillingen 5-2, og Melzer og Krawietz sikrede derefter sejren og titlen med cifrene 7-6(5), 6-2.
Alle kampe kan genses på Livestream – links dertil findes ved ATP Challenger sektionen i “Kampe uge 19”
Kampe uge 19: WTA og ATP toppen på TV fra Madrid. Løchte Challenger double.