Efter en sejr til hver i 2020 trak Holger Rune igen det længste strå mod Mathias Bourgue i midnatsforestilling. Next Gen Finals er efter afbud fra Jannik Sinner en realitet
Ventetiden inden 18-årige Holger Vitus Nødskov Rune og 27-årige Mathias Bourgue (FRA) indledte deres 3. indbyrdes opgør i 1. runde ved ATP Challenger 80 turneringen Trofeo Falp-Perrel i Bergamo, blev forlænget til kl. 23 onsdag aften, da der forinden blev afviklet 6 kampe, hvoraf flere trak ud.
Begge indledte med at holde serven rent, men Holger måtte redde 2 break-muligheder, da han holdt serven til 2-1.
Til gengæld havde han selv 2 break-muligheder, da Bourgue udlignede til 3-3, men han måtte igen afværge break-muligheder ved 15-40, inden han holdt serv til 4-3.
Bourgue satte derefter en 40-15 føring over styr, og Holger udnyttede derefter sin 3. break-mulighed i partiet, hvorefter han med en elegant udad-skruet stopbold sikrede sig 2 sætbolde, og i 2. forsøg vandt han sættet 6-3.
I starten af 2. sæt havde Holger ikke samme succes med de næste 3 stopbolde, som gav gratis point til Bourgue, men det fik dog ikke afgørende betydning, idet begge holdt serv uden at være i problemer frem til 3-3, hvor den første lille åbning opstod, da Bourgue missede en bold ved nettet til 0-15, og presset øgedes med en dobbeltfejl til 15-30.
Desuden udeblev 1. serven, og med en cross forhånd vinder havde Holger break-muligheder ved 15-40, men Bourgue afværgede den første, selvom 1. serven fortsat udeblev.
Da 1. serven derefter omsider igen ramte feltet, fremprovokerede Holger en fejl med en skarp servereturnering, som sikrede det første break i sættet til 4-3, og Holger konsoliderede sit break, da han holdt serv til 5-3.
Bourgue var bagud både 0-15 og 15-30, da han servede for at blive i kampen, men et par vindere og en fejl på servereturneringen betød, at Holger selv skulle serve for kampen ved 5-4.
Efter en vinder på 2. bolden og en servevinder og en stopbold, som lykkedes, havde Holger 3 matchbolde.
På den første blev Holger presset til en fejl i baghånden, men en 1. serv udad fulgt op af en forhånd, som fangede Bourgue, der var på vej modsat, afgjorde kampen, som Holger dermed vandt 6-3, 6-4.
1/8-finalen torsdag kan risikere at blive endnu en midnatsforestilling, idet Holger tidligst kl. 21 igen spiller den sidste kamp på Palaagnelli banen, hvor den første af ialt 6 kampe indledes kl. 11.
Modstanderen er no. 197 Filip Horansky (SVK), der i 1. runde vandt 6-4, 6-3 over no. 615 Luca Potenza (ITA)
Afbud fra Jannik Sinner sikrer Next Gen ATP Finals
I ventetiden kan Holger til gengæld fokusere 100 procent på den forestående kamp, idet alle spekulationer om hans deltagelse i næste uge ved Next Gen ATP Finals i Milan ikke behøver at forstyrre tankerne, idet Jannik Sinner netop har meldt afbud til Milan, og derved er Holger sikker på at deltage i Milan.
Tillykke til Holger, som derved belønnes for årets resultater, og han får derved indfriet et af sæsonens store mål.
Et andet mål er fortsat top 100, som allerede ville være indfriet, hvis flere spillere foran på ranglisten ikke fortsat kunne medregne point optjent for 2-3 år siden, idet Holger på den aktuelle Raceliste, som omfatter turneringer i indeværende sæson, er no. 75, mens han på den officielle ATP-rangliste er no. 118, og han vil med en eventuel titel i Bergamo være 6-7 pladser fra top 100.