Efter 0-2 i både 1. og 2. sæt tog Holger Rune kontrol over kvartfinalen mod Alexandre Muller, og dermed er Holger for 2. uge i træk i en Challenger semfinale
Da 18-årige Holger Vitus Nødskov Rune vandt revanche-opgøret mod Gastao Elias (POR) ved ATP Challenger turneringen Biella 7 i Italien var han spilstyrende i det meste af kampen, og når modstanderen var ved at skabe spænding om udfaldet, blev koncentrationen skærpet, så Holger ikke behøvede at tilbringe 3 sæt på banen.
Challenger Biella 7: Holger Rune fik revanche mod Gastao Elias
I fredagens kvartfinale mod 24-årige no. 190 Alexandre Muller (FRA) fik Holger brug for de samme egenskaber, idet franskmanden hurtigt kom foran 2-0, og i begge partier vandt Holger blot et enkelt point.
I franskmandens næste serveparti brød Holger tilbage ved 30-40, og han bragte balance i stillingen, da han derefter vandt sit eget serveparti ved 40-30.
Muller holdt derefter serv til 3-2 efter at have afværget en enkelt break-mulighed, men da han næste gang servede ved 3-3, skabte Holger det afgørende break ved 15-40, og han konsoliderede forspringet i det næste serveparti til 5-3.
Da Muller servede for at blive i sættet, havde Holger sætbolde ved 15-40, men begge blev afværget, hvorefter Holger med et rent serveparti sikrede sættet 6-4.
I løbet af ganske få minutter havde Muller bragt sig foran 3-0 i 2. sæt, uden at Holger selv havde vundet et eneste point udover en fransk dobbeltfejl, men Holger meldte sig tilbage i sættet, da han holdt serv til 1-3 og efterfølgende brød tilbage til 2-3, og han udlignede til 3-3 efter 40-15 i egen serv.
Selvom Muller derefter førte 30-0 bevarede Holger kontakten i partiet, og han bragte sig – ligesom i 1. sæt – afgørende foran, da han brød serven til 4-3 og holdt serv til 5-3.
Efter et rent fransk serveparti spillede Holger sig derefter frem til sin første matchbold med et servees til 40-30, men Holgers 4. dobbeltfejl i kampen og en efterfølgende stopbold, som Muller nåede frem til og lagde forbi, gav i stedet franskmanen break-mulighed til at skabe spænding om udfaldet.
Holger havde ellers flere gange i kampen haft stort udbytte af at benytte stopbolde, som Muller ikke havde chance for at nå frem til, men da Holger servede for kampen, blev han passeret begge gange, hvor han forsøgte sig med stopbolde.
Break-muligheden blev dog afværget med en fejl på franskmandens servereturnering, og med en servevinder på 1. serven skaffede Holger sig sin 2. matchbold, hvor en skarp 1. serv udad fremtvang en fejl på returneringen, hvorved Holger efter 1 time 25 minutter sikrede sejren 6-4, 6-4.
Dermed er Holger for 2. uge i træk i en Challenger semifinale, hvor han lørdag kl. 1400 møder 21-årige no. 220 Tomas Martin Etcheverry (ARG), der også var i semifinalen i Biella for 2 uger siden.
I den anden semifinale mødes 23-årige no. 236 Felipe Meligeni Rodrigues Alves (BRA) og 31-årige no. 237 Marco Trungelliti (ARG).
Semifinalen betyder, at Holger er no. 262 på liverankingen, hvor han med sejr i semifinalen kan melde sig ind i top 250.