Efter French Open startede Frederik Løchte Nielsen græssæsonen i Manchester, hvor det blev til to kampe i både single og double
Tennisavisen har lidt bevidst ventet med at berette om Frederik Løchte Nielsens bedrifter efter den hurtige exit fra French Open i double, indtil der igen kunne blive mulighed for at følge en af hans kampe på livestream.
Imidlertid valgte arrangørerne af ATP Challener, Aegon Throphy Series i Manchester at placere danskerens double-kampe med hollænderen Igor Sijsling på baner, hvor der ikke er livestream dækning.
Det samme gjorde sig gældende for Jonathan Marray, der sammen med Løchte som bekendt vandt double titlen ved Wimbledon i 2012 og dermed udødeliggjorde deres navne, da de helt ud af den blå luft overraskede alt og alle – formentlig også dem selv – og skrev tennishistorie.
Marray var seedet 3. i double sammen med Adil Shamasdin (CAN), og Marray kunne i tilfælde af sejr i 1. runde over Purav Raja/Divij Sharan (IND) have sikret sig en kamp i 2. runde mod sin gamle Wimbledon-makker, da Løchte og Sijsling i 1. runde havde vundet over Alejandro Falla/Eduardo Struvay (COL) 7-5, 6-3.
Mødet på banen blev imidlertid ikke til noget, da det 3. seedede par tabte 3-6, 6-7(5) til inderne, men mon ikke de alligevel mødtes og udvekslede gamle minder fra de eventyrlige dage på Wimbledon.
I stedet mødte Løchte og Sijsling det indiske par, som de ikke kunne stille meget op imod, idet det blev til en sikker indisk sejr på 6-0, 6-2, og der er ikke mulighed for at se nogle af disse kampe på livestream, da de hverken blev spillet på centrecourt eller court 1.
Løchte deltog også i kvalifikationen i single, hvor han i 1. runde vandt 6-1, 6-3 over Max Benaim, der havde wildcard.
I 2. kvalrunde tabte Løchte 4-6, 4-6 til 5. seedede no. 296 Marinko Matosevic (AUS)