Holger Rune var helt ude i tovene efter 10 tabte partier på stribe ved stillingen 2-6, 0-4, hvor han derefter tog initiativet i kampen og sikrede sejren

Efter et knebent nederlag ved ATP 250 Kitzbühel i Østrig har 18-årige Holger Vitus Nødskov Rune opholdt sig på Mouratoglou Tennis Academy, hvor han har testet en ny Babolat Pure Aero.

 

Vis dette opslag på Instagram

 

Et opslag delt af Holger Vitus Nødskov Rune (@holgerrune)

Begrundelsen for at skifte fra den tungere Pure Drive til den lettere Pure Aero med mindre fart er at fremme spillet tættere på baglinjen med en ketsjer med større kontrol.

Alt nyt kræver tilvænning, og derfor var Holger formentlig godt tilfreds med, at han i sin første kamp tirsdag ved denne uges ATP Challenger Internazionali Di Tennis San Marino Open skulle møde 27-årige no. 850 Julien Cagnina (BEL), der var inde i turneringen på en “Protected Ranking” (PR).

Kampen blev “en dag på kontoret”, hvor Holger sikrede sejren i 2 sæt, 6-3, 6-4 uden at spille prangende med sin nye ketsjer i 750 meters højde, hvor boldene flyver mere end normalt.
Holger benyttede under kampen ketsjere med forskellig opstrengning i et forsøg på at finde frem til den optimale kombination.

Kampen kan genses herunder

Hvis Holger skulle have en realistisk mulighed for at vinde i torsdagens 1/8-finale mod den 28-årige 3. seedede no. 111 Salvatore Caruso (ITA) var det af afgørende betydning, at han kunne spille på et stabilt højt niveau.

Holger fik en perfekt start på kampen, da Caruso i sit første serveparti 3 gange sendte bolden i nettet, og en dobbeltfejl ved 15-30 bidrog også til kampens første break, som Holger fulgte op med at vinde sit første serveparti, som blev sikret med 4 vundne bolde direkte efter 1. serven, heraf 2 serve-esser.
Caruso vandt dog begge de point, hvor han fik sat returneringen i spil, hvilket skulle vise sig at være et forvarsel om, hvad der var i vente i det videre forløb af kampen, idet Holger i sine 2 næste servepartier kun vandt et enkelt point, og han blev desuden brudt på den 2. sætbold, da han var bagud 15-40 i det efterfølgende serveparti.

Italieneren havde fuldkommen overtaget kommandoen i sættet, hvor Holger aldrig fik lagt pres på sin modstander, der til gengæld spillede med både stor sikkerhed og præcision, og da Holger desuden manglede både tålmodighed og sikkerhed, var et stort antal fejl medvirkende til, at Caruso vandt 10 partier i træk, hvorved han efter 6-2 i 1. sæt førte 4-0 i 2. sæt.

Holger erkendte efter kampen, at han ikke helt stolede på sin ketsjer, hvilket medvirkede til at Caruso kunne få et massivt spillemæssigt overtag, men da det så sortest ud, fulgte et vendepunkt i italienerens næste serveparti, hvor Holger trådte frem til baglinjen og satte pres på sine returneringer, hvorved Caruso blev presset til fejl, og partiet sluttede med en dobbeltfejl, som afsluttede stimen på 10 vundne partier på stribe.

I Holgers næste serveparti, som blev kampens længste, havde Caruso 3 gange mulighed for at øge forspringet til 5-1, men det lykkedes alligevel for Holger på den 5. fordel at hive partiet hjem til 2-4, hvorefter Holger med et rent break og et rent serveparti fuldendte sit comeback og udlignede til 4-4.

I resten af sættet holdt begge serv, og i den afsluttende tiebreak lykkedes det for Holger med 4 minibreaks mod 3 at tvinge kampen ud i et afgørende 3. sæt, hvor Caruso kom bedst fra start, da han brød Holgers serv, men Holger udlignede straks med et rent break til 1-1.

Begge holdt derefter serv, indtil Holger med endnu et break bragte sig foran 4-2, hvorefter Caruso fik behandling ved en medical timeout.
Dette brud på Holgers rytme var tæt på at give pote, da en dobbeltfejl til 15-30 blev fulgt op af en direkte italiensk vinder på servereturneringen til 15-40, men Holger spillede derefter et par sublime bolde og holdt alligevel sin serv til 5-2, hvorefter Caruso kom bagud 0-40 i sit næste serveparti, som blev kampens sidste, da Holger på den 2. matchbold fuldente et vanvittigt comeback med sejren 2-6, 7-6(4), 6-2.

Kampen kan genses herunder

Efterfølgende har Holger fået flere henvendelser fra tennisinteresserede drenge, som havde fulgt kampen, og de fremhæver at Hoger med sin sejrsvilje og vinderinstinkt har vist, at man aldrig skal give op.

Holger møder fredag kl. 17 den 24-årige Joao Menezes (BRA), der inden Holgers kamp på Center Court måtte bruge 3 tim. 46 min. på at vinde 6-7(2), 7-6(2), 7-6(9) i en gyserkamp mod no. 352 Francesco Forti (ITA), der var videre fra kvalifikationen.
Kampen kan følges på livestream herunder.

Sejren betyder desuden, at Holger på ATP-liverankingen er no. 183.
Tabellen herunder viser mulig rangering afhængig af, hvor langt Holger når i turneringen.

Modregnes Kvart Semi Finale Vinder
2 17 33 55 90
Ny Point 394 410 432 467
Mulig rank 16-aug 183 177 170 162

 

Forrige artikelDH: KB tager imod Lyngby i altafgørende match
Næste artikelDH: KB kan slukke Lyngbys slutspilsdrømme
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.