Det lykkedes ikke for Frederik Løchte Nielsen at vinde kvalfinalen i single. Til gengæld spiller han fredag eftermiddag semifinale i double sammen med Andre Begemann
Hvis Danmarks muligheder for succes i Davis Cup opgøret mod Norge i Stavanger 7-9. april alene vurderes på baggrund af Frederik Løchte Nielsens single-resultater i 2017, kan det se en smule svært ud, da det i de 3 turneringer i Canada kun blev til 2 sejre i 5 kampe.
I ATP Challenger turneringen Open Harmonie Mutuelle i Saint Brieuc, Frankrig vandt Løchte som tidligere omtalt med en smule besvær de 2 første runder af kvalifikationen, hvorefter han i kvalfinalen tabte 7-6(4), 2-6, 0-6 til no. 404 Egor Gerasimov (BLR)
Hviderusseren har efterfølgende spillet sig frem til kvartfinalen, hvor han fredag 1630 møder no. 198 Marco Chiudinelli (SUI).
Forinden havde han i 1. runde vundet 6-4, 7-5 over 1. seedede no. 109 Gerald Melzer (AUT), og i 1/8-finalen 6-7(3), 6-4, 6-3 over 36-årige Simone Bolelli (ITA), der i 2009 havde sin højeste rangering som no. 36, så det har været gode skalpe, han dermed fik på sit CV.
Kampen mod Løchte kan genses herunder
Løchtes resultater i single bør dog ikke nødvendigvis give anledning til større bekymring, da Løchte erfaringsmæssigt altid leverer sit allerbedste, når der står Danmark på ryggen af spillertrøjen, og derfor må Løchte alligevel tilskrives gode muligheder for i det mindste at besejre Norges 2. single 20-årige Viktor Durasovic.
Nordmanden bør dog ikke undervurderes, idet han for tiden er i færd med at høste masser af selvtillid i Manama i Bahrain, hvor han i sidste uge var i semifinalen i en 15K turnering, og i denne uge er han samme sted fremme i semifinalen, hvor han fredag eftermiddag møder no. 822 Tom Kocevar-Desman (SLO) i en kamp om at komme i finalen.
Selvom Løchte fik en “begmand” i kvalfinalen, har han til gengæld støtte fra en “Begemann” i double, hvor han er seedet 4 sammen med Andre Begemann (GER), og fredag eftermiddag spiller de semifinale mod 1. seedede Antonio Sancic (CRO)/Andrei Vasilevski (BLR).
Vejen til semifinalen blev en smule lettere end forventet, da de efter sejr i 1/8-finalen over Gregoire Jacq/Hugo Nys (FRA) 4-6, 6-3, [10-6] gik direkte videre til semifinalen efter walkover mod Enzo Couacaud/Qentin Halys (FRA), der havde fået wildcard.
Semifinalen, der spilles som 2. kamp efter kl. 14, når singlen mellem 4. seedede Lukas Lacko (SVK) og Gleb Sakharov (FRA) er færdigspillet, kan følges på Livestream herunder
På http://Livestream.com/ATP kan man følge flere kampe fra denne og andre ATP Challenger turneringer ved at benytte søgefunktionen.