Holger Rune blev igen mindet om, at vejen mod toppen kan blive en mental udfordring om at finde et stabilt højt niveau mod rutinerede modstandere

Efter de flotte junior resultater, som 16-årige Holger Vitus Nødskov Rune opnåede i 2019, samt det indtryk han derudover har gjort som trænings-makker med nogle af de største ATP-stjerner, har han fået flere fornemme invitationer i form af wildcards til en række ATP Challenger turneringer, og for få uger siden desuden til kvalifikationen ved ATP 250 ASB Classic i Auckland.

I Auckland kunne Holger spille helt uden forventninger mod Vasek Pospisil (CAN), som ingen forventede – formentlig heller ikke Holger selv – at han “burde” have en chance i mod, og måske netop derfor spillede Holger på et ekstremt højt niveau i 1. sæt, hvor han havde canadieren på krogen, da han havde brudt til 5-3 og havde mulighed for at serve 1. sæt hjem.

Det lykkedes som bekendt ikke, men både i denne kamp og når Holger træner med de allerbedste, har han bevist, at han har spillet til at matche de bedste.
Tennis er – som formentlig alle andre sportsgrene – også et mentalt spil, og det generelle niveau er så højt i alle kategorier, at selv en spiller med Holgers evner er nødt til at spille på et stabilt højt niveau mod samtlige modstandere for at have en chance for at vinde.

Indtil videre har Holger i de fleste kampe på ATP Challenger niveau ikke formået at spille op til sit allerbedste, og forleden i Ny Kaledonien mod den rutinerede 32-årige tysker Matthias Bachinger spillede Holger langt under sit topniveau indtil stillingen 1-6, 0-3, hvorefter han fik løftet spillet væsentligt, men det var for sent til at undgå nederlag på 1-6, 4-6.

På vej hjem fra Auckland fik Holger uventet et tilbud om endnu et wildcard til en Challenger, Punta Open i Punta del Este i Uruguay, hvilket ville medføre at Holger efter et døgns rejse med jetlag skulle af sted på en tilsvarende tur knap et par uger senere.
Derfor var meldingen fra teamet, at det bedste formentlig ville være at takke nej til tilbuddet, så der blev en uge ekstra til at træne og lade op til 2 $25.000 (M25) turneringer på grus i Florida.

Holger insisterede dog på, at han ville af sted, og det var samtidig en kærkommen mulighed for at komme i gang med at spille på hans favorit-underlag, som er grus.
Ved ankomsten til Uruguay var der kun få dage til at vænne sig til både tidsforskellen og underlaget, og da kampen i 1. runde mod den 21-årige franskmand, Geoffrey Blancaneaux, der er no. 317 på ATP-ranglisten, blev indledt, tydede livestream-billederne på, at der blæste en strid vind.

Hvor meget blæsten og kort tid til at omstille sig til forholdene har spillet ind, har Tennisavisen ikke fået nogen meldinger om, men Holger spillede langt fra op til sit topniveau mod franskmanden, der – ligesom Matthias Bachinger forleden i Ny Kaledonien – er spillere, som Holger formentlig kan vinde over, hvis han formår at følge sin gameplan og bevare en høj koncentration hele kampen, men Holger valgte flere gange at forsøge sig med stopbolde eller netangreb på tidspunkter, der ikke forekom velvalgte, og desuden var hans fejl-procent for høj.

Flere har allerede været fremme med kommentarer om, at Holger måske alligevel ikke har det potentiale, som medieomtalen har lagt op til, men Holger er langt fra den eneste top-junior, der har haft svært ved at få en hurtig succes som professionel.
I stedet for at forsøge – eller forvente – at Holger i løbet af kort tid kan skyde genvej til ATP-toppen ved hjælp af wildcards til ATP Challengers, med indbygget risiko for en lang stribe 1. runde nederlag, er der måske brug for større tålmodighed og fokus på den videre udvikling og primært spille M15, hvor Holger altid kan komme direkte ind i kraft af hans junior-rangering, og M25, hvor han er berettiget til et antal Junior Exempts (JE), og det er netop 2 af sidstnævnte turneringer, som Holger deltager i de næste par uger i henholdsvis Palm Coast og Naples i Florida.

Et eksempel på en sådan strategi er Holgers jævnaldrende spanier Carlos Alcaraz, der ligeledes har fået en masse wildcards til både Challengers og en enkelt ATP 500, hvilket er nemmere for et spansk talent, da Spanien selv er arrangør af mange sådanne turneringer, men i 2020 har unge Carlos indledt sæsonen med 2 M15 turneringer på Mallorca, og i begge tilfælde vandt han turneringen.

 

Forrige artikelKampe uge 5: Australian Open anden uge. Holger Rune og Clara Tauson i aktion
Næste artikelW60 Frankrig: Clara Tauson indleder 2020 med lynstart 24-7 og er klar til hovedturnering
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.